Ugens optur:
Sidste uge lovpriste jeg Signes træden i karakter som general over Grønnegården, og jeg havde egentlig troet, jeg ville finde det irriterende, at hun blev slået tilbage til start allerede afsnittet efter. Thomas, Emil og Isa valgte at skide godt og grundigt på husets frøken, og trioens egen påståede ansvarlighed evaporerede på nul komma fem med drastiske følger i et afsnit, der bekræftede, hvordan anden sæson kredser om den hårfine balance mellem frihedstrang og egoisme.
Men faktisk endte det uimodståeligt urkomisk, da både den nødlidende Thomas og plagede Isa pludselig optog førstesalen, og Signe måtte krybe i skjul i kælderen, som hun ellers lige havde forseglet med hammer og søm. ’Arvingerne’ er god til den slags skæbneironi, og som så ofte før viste serien, at den måske er allerbedst, når den kombinerer de alvorstunge relationer med forløsende humor i de intime scener mellem hovedkaraktererne.
Ugens øv:
Det var et tiltrængt, livsbegejstret åndehul, da Isa, Emil og Thomas badede i søen mere eller mindre nøgne og spiste tang over bålet. Derefter fulgte dog de 10 måske værste minutter i seriens historie. Først kyssede Isa Emil, hvilket måske nok tjente til at understrege hendes ustabile psyke, men alligevel føltes det frygteligt fortænkt med tanke på Emils tidligere, forbudte affære med Solveig. Større er karaktergalleriet heller ikke, og med indtil flere flirts & flings på kryds og tværs af de syv-otte centrale figurer sværmer fortællingen faretruende tæt på en brasilianske telenovela.
Få minutter efter kørte Isa tilmed galt på gårdspladsen, og med et kontroversielt kys og et biluheld genoplivede serien to af tv-dramaets værste klicheer, tilmed temmelig umotiveret.
Ugens ka’-gå-begge-veje:
Det var et fint øjeblik mod slutningen, da Signe og Isas far Henrik mødtes i et gensidigt forstående øjeblik med Melody i midten. Henrik har som symbolet på småborgerlighedens kvælende natur hidtil fremstået som en fortegnet skikkelse, men her blev han til et menneske, hvis bekymring for sin datter og sit barnebarn pludselig virkede forståelig.
Pludselig kom der kød på Melody-fortællingen gennem håbet om et fælles fodslag på tværs af anskuelser om opdragelse og livsstil. Selvom Isa-karakteren stadig savner nuancer, er der håb forude.
Ugens Go Gro-øjeblik:
Gro, lyt nu til Robert! Det var en befrielse, da nordmanden – på sin vanligt rolige facon – fortalte Solveig, at hendes mand er lidt af en voldspsykopat, for der var snart nødt til at komme konsekvenser af Thailand-traumet, hvis det ikke skulle føles, som om serien negligerede den voldsomme hændelse.
Gro nåede at sige undskyld, men Robert kørte væk og efterlod et ultimatum hængende i luften. Deres relation udvikler sig – modsat andre af seriens forhold – organisk og naturligt, og Roberts reaktion understreger fint, hvordan alle Grønnegård-søskende har en tendens til at suge alt det ud af deres nærmeste, de kan bruge, og smide resten skånselsløst væk. Gro har brug for Roberts omsorg og nærvær. Lad os håbe, hun selv indser det.
Ugens facit:
Med to sindssygdomme, en potentiel lammelse, en bilulykke, en konfrontation mellem to alfahanner, en forestående skilsmisse og et pludseligt kys må man slå fast, at ophobningen af ydre dramatik er tæt på at vælte læsset i ’Arvingerne’. Heldigvis var aftenens sjette afsnit også gribende – som da Signe kæmpede for, at Isa ikke skulle rende afsted med Melody – og rørende, da Frederik endelig gav Emil en forløsende krammer til allersidst. Med kun ét afsnit tilbage af anden sæson hersker der dog ingen tvivl om, at opfølgeren har været en noget mere ujævn størrelse end første, fremragende sæson.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?
Læs også: ‘Arvingerne’ afsnit 5 i højde- og lavpunkter