Ugens optur:
Håndboldhamppigen Signe skiller vandene. Jeg har talt med mange, der finder hendes facon irriterende, lidt for meget forkælet egoper med hovedet oppe i røven. Måske har mange bare haft svært ved at tilgive, at hun skilte sig af med sin søde to-meter-kæreste Andreas?
I aftenens afsnit har hun med garanti fået mange til at få kaffen galt i halsen, da hun ikke bare opgav sin drøm om at blive Europas hampdronning, men også ville sælge den gård, som vi jo ellers lige havde brugt en hel sæson på at afklare retten til. Som børn, der vil have noget åh så inderligt, indtil de faktisk får det, ville ingen pludselig have Grønnegården.
Men heldigvis viste hovedforfatter Maya Ilsøe sig at have en plan med sit dristige hasardspil med vores sympati for seriens omdrejningspunkt. »Du aner ikke en skid om, hvad det vil sige at have en drøm«, sagde sandsigersken Gro og understregede halvsøsterens prosaiske baggrund: »Ved du hvad«, Signe Larsen.
Den rammende svada fik Signe til at sætte sin snyltende familie på plads og træde i karakter som frøken i eget hus. Det var et øjeblik, som serien havde bygget behørigt og tydeligt op til, mens som ikke desto mindre var forløsende og indgød fortjent respekt fra hele forsamlingen. Et tiltrængt heja-øjeblik i en sæson, hvor det ellers ikke altid har været lige nemt at holde med vores hovedpersoner. ’Arvingerne’ har nu igen pustet seriøst liv i Signes emancipationshistorie, som er så vigtig for, at serien løfter sig til mere end højtråbende familieskærmydsler.
Ugens øv:
Manden er i opløsning i denne sæson af ’Arvingerne. Okay, den norske mand står stadig stolt og stoisk. Men Jesper Christensens Thomas er gået fra antiautoritær hyggeonkel til håbløst virkelighedsfjern nasser. Og Frederik? Åh Frederik…
Carsten Bjørnlund spiller hans sammenbrud upåklageligt, anstrengt, svedende og sitrende i den samme lyseblå business-skjorte, om så han sover, fisker eller fælder træer (et helt nyt take på skovmandsskjorten). Men det virker også, som om Frederik befinder sig i en helt anden serie end de øvrige karakterer. Hans tilbage til naturen-flip tilsat en panisk angst for ørnetviste føles som en slags psykologisk ekspressionisme, som er ude af sync med den hverdagsrealisme, der præger resten af fortællingen. Hans firkantede vanvid er ikke 100 procent overbevisende, og selvom vi er et andet sted på crazyness-skalaen end i første sæson, føler man stadig, at serien har hugget brænde på Frederiks enslydende aggressioner lovlig længe.
Ugens ka’-gå-begge-veje:
Isa er tilbage med Melodi, og hun gider ikke længere være kærester med Thomas (hun fik da også udtrykt sin uforbeholdne væmmelse et par afsnit tilbage), men derfor kan de jo godt bo under samme tag.
Serien har endnu ikke fået tegnet et rigtigt fuldtonet billede af Isa som andet en diagnose. Det skal blive interessant at se, hvor mange konflikter mellem familien Grønnegård og hendes rigide far Henrik vi skal igennem de næste afsnit. Men skal serien kunne bære at køre videre ud af Melody-sporet, skal den uddybe Isa, så vi bekymrer os om hende som andet end et remedie for temaet om Thomas’ ansvarlighed eller mangel på samme.
Ugens Go Gro-øjeblik
Det er heldigt, at Gro har en så fleksibel mødetid, at hun uden de helt store dikkedarer kan komme to-tre dage for sent.
Også heldigt for os, for Gros mange facetter kom til lystigt skue gennem de sammenstød, der stod i kø på Grønnegården og omegn. Bedst var hendes blanding af ubesmittet glæde og agtpågivende attitude, da hun stod alene med sin elskede Melody over for den nederen Henrik og diskuterede børneopdragelse og Isas medicin. Henriks »hun kan ikke finde ud af at sige fra« affødte sæsonens mest snappy comeback: »Nej, for det skal man lære hjemmefra«.
Det er ikke Gro, der lige nu har den mest interessante udviklingshistorie i serien, men hun er alligevel stadig den, der er sværest at tage øjnene fra.
Ugens facit:
Det var et milligram fra, at vægtskålen mellem hvisken og råb tippede til den forkerte side i aftenens afsnit, der var ved at udvikle sig til en veritabel skrigeballon. Men der kom også noget på spil, som føltes ægte: Som kom det fra karaktererne og ikke fra manuskriptforfatterne. Og midt i alle skænderierne er det vigtigt, at både Emil og Signe er ved at udvikle sig til figurer, man har lyst til at holde med – og ikke bare på trods.
Læs også: ‘Arvingerne’ afsnit 4 i højde- og lavpunkter