Ugens optur:
Hvordan lever man et ansvarligt liv uden at låse sig selv fast i konventionernes spændetrøje? Hvordan er man der for hinanden uden at fratage dem, man holder af, friheden til at træffe deres egne valg?
Det skisma står mere og mere centralt i ’Arvingerne’s anden sæson og aldrig mere end i aftenens afsnit. I en fin scene på en rastepladssbænk på vej hjem fra lufthavnen fortæller den frigivne Emil bedrøvet, hvordan Frederik er ligeglad med ham, og hvordan han altid er blevet fastholdt i en rolle som den uansvarlige lillebror.
Thomas opmuntrer ham (»Frederik er bare sur« og »da jeg kom ud af spjældet i Delhi, var jeg glad for, at nogen tog sig af mig«), men senere hugger den gamle flipper ud i granit, hvordan egoismen er frihedstrangens onde halvbror. Thomas er – hvor meget han end skyder skylden på »fascisterne« klædt i blåt – direkte ansvarlig for, at Signes hampmarker bliver jævnet med jorden. Hvor Thomas’ uansvarlighed tidligere har været cute, blev den her så ramsaltet, at man fik løst til at skrige af tv-skærmen: Grow up!
Frederik er ved at kvæles i sit forkrampede forsøg på at skabe et på overfalden ansvarligt liv (se nedenfor), og Thomas synes at være et håbløst tilfælde: For ham gjorde et asiatisk fængselsophold åbenbart ikke en afgørende forskel. Men måske er der håb for Emil. Han er lige nu den figur, jeg hepper mest indtrængende på: Forhåbentligt kan familiens Benjamin bruge sine lange nætter på bunden af et thailandsk fængsel til at vende sit liv på hovedet.
Ugens øv:
Hvis du vil snave din fars chef i gulvet uden at blive opdaget, så lad være med at stå på passagevejen til den fest, hvor I alle tre – samt alle dem, der lige har løbet med sladder – er til stede.
Signes flirt med Rasmus Botofts Martin er foreløbigt den værste beslutning, det kompetente hold bag ’Arvingerne’ har taget. Den psykologiske dimension – Signes opgør mod sin far – er skåret ud i pap, og kemien mellem den sleazy joggingskodirektør og eksmaskotten klinger falskt. Kun én ting føltes sandt i hele menageriet på håndboldbåden: Kæft noget lortemusik.
Ugens ka’-gå-begge-veje:
Jeg stod af på sidste afsnits dramatiske kvælningsscene, men håbede i det mindste, at det ville være et vendepunkt for Carsten Bjørnlunds Frederik. Det må trods alt kategoriseres som rock bottom at være millimeter fra at slå sin søster ihjel.
Men Frederik fortsætter sin mutte enspænderstil, uforsonlig over for Emil og ude af stand til at kommunikere med sin kone og børn. Aftenens episode skildrede fint, hvordan hans teenagedatter så inderligt gerne ville tage sin fars parti, både i lufthavnen og i huset, men til sidst må indse, hvordan han er uden for rækkevidde. Det var også befriende at opleve Solveig tage temperamentsfuld aktion mod sin apatiske (knude)mand.
Frederik-karakteren i sig selv sværmer imidlertid faretruende omkring karikaturen. Ensomt går han ned langs stranden og ender i rendyrket urmands-mode, motorsav vs. moder naturs stoiske træstammer.
Ugens Go Robert-øjeblik:
Jeg har de seneste uger fremhævet et særligt prægnant Trine Dyrholm-moment, men hun ser nu ud til at fortsætte sit plagiateventyr, hvilket ikke virker som en farbar vej, apropos ovennævnte ansvarlighed, med mindre hun da viser sig at være en gudsbenådet kunstner, og man tvivler.
Til gengæld vil jeg gerne kippe med flaget for en skuespiller, som er blevet en smule overset i de mange roser til seriens bærende skuespillere. Norske Trond Espen Seims Robert er blevet en vigtigere og vigtigere figur både i Gros liv og i seriens balanceakt mellem det realistiske og højstemt dramatiske. Han er en tro, tilbagelænet støtte, en fornuftens stemme uden at være firkantet. Ofte bliver skuespillere fra andre skandinaviske lande placeret i danske film for at lefle for de oversøiske filmpenge, og det har da muligvis også været tilfældet her. Men det gør absolut intet, når den tilrejsende skuespiller løfter rollen så flot som Trond Espen Seim.
Ugens facit:
Med brændende marker, kontroversielle affærer og skibbrudne kernefamilier fortsætter ’Arvingerne’ i det højdramatiske gear. Det føles, som om de fleste af karakterne er slået tilbage til start, og man bliver en smule forpustet ved tanken om deres kommende kamp for at råde bod, søge tilgivelse og finde sig selv. Det glimrende spil kan ikke helt fjerne opmærksomheden fra det faktum, at Grønnegaard-familiens dilemmaer lige nu føles væsentligt mindre vedkommende, end de gjorde i den blændende første sæson.
Læs også: ‘Arvingerne afsnit 3 i højde- og lavpunkter’