Spoiler alert: I det følgende fremgår væsentlige dele af handlingen i det nyeste afsnit af ‘Arvingerne’.
Ugens optur:
For både Emil og Gro har anden sæson af ’Arvingerne’ foreløbigt handlet om at lære at se ud over egen næsetip, at lade sig styre af beskyttende medmenneskelighed frem for kyniske soloprojekter. I fine scener klarede Emil sig igennem det thailandske fængselshelvede ved at kere sig om sin skrantende medfange, overlevelse via empati. Mens Gro er gået til yderligheder for at få sin lillebror hjem, samtidig med at hun er trådt i karakter som reservemor til lille Melody.
Det var baggrunden for, at gensynet mellem dem var tredje afsnits mest emotionelt slagkraftige sekvens. Fra Gros ængstelige første blik mod sin lillebror gennem det lille dørvindue til hendes værdige lille »hej« og hans »det er virkelig godt at se dig«. Den slags scener kan meget vel ende i grådlabil følelseporno, men den blev naturlig gennem den autentiske baggrundsstøj, der gjorde kommunikationen svær, og så selvfølgelig Trine Dyrholm og Mikkel Boe Følsgaards præcise, tilbageholdende spil som to afkræftede mennesker, der kun lige kan holde tårerne tilbage.
Det var ’Arvingerne’, når den er bedst: Stærk på intime menneskelige relationer.
Ugens øv:
Den værste scene i Per Flys ellers så glimrende ’Arven’ er den, hvor Ulrich Thomsens Christoffer voldtager stuepigen ved poolen under sydens sol. Det føltes urimeligt i forhold til det billede af ham, som filmen havde gjort sig umage for at bygge op – et fortænkt overdramatisk vindstød, der tydeliggør pointen om hans menneskelige fallit.
Præcis samme følelse efterlod Frederiks mordforsøg – for det var vel det, det var – af Gro på hotelværelset i aftenens afsnit. For nok er Frederik en presset og i flere henseender afstumpet mand, hvis aggressioner sagtens kunne boble over i et øjebliks affekt. Men at han skulle kvæle sin søster i intet mindre end 34 (!) sekunder, før han kom til fornuft, stred mod enhver form for logik. ’Arvingerne’s største fortjeneste har hidtil været at tegne hele mennesker, og derfor var det hamrende ærgerligt, at man nu alligevel gik karikaturens vej. I dette afsnit tabte serien Frederik-karakteren på gulvet, for han er nu ikke længere en nuanceret desperat karrieremand, men en voldsdrevet, momentan psykopat.
Især var det synd, fordi scenerne før og efter overfaldet var så flot fortalt. Både Gros konfrontation (se nedenfor) og hendes lavmælte, stolte og fortrængende reaktion efter hændelsen var intense valg, som skabte nysgerrighed og fascination.
Ugens ka’-gå-begge-veje:
Isa rev – ansporet af sin far – Melody ud af hænderne på familien Grønnegaard og drønede afsted med hende i den skumle Volvo. Det afføder en potentielt interessant konflikt om retten til barnet, når nu retten til gården blev afklaret i første sæson. Og på et dybere plan gemmer der sig også vedkommende spørgsmål om, hvad en god og tryg opvækst egentlig er, som man håber, serien formår at udfolde i løbet af sæsonen.
Desværre tilspidser serien også dilemmaet med en forudindtaget modstilling mellem det bonerte bourgeoisi og den moderne frigjorthed. Isas far er en fortegnet figur, der nok skaber øget sympati for Jesper Christensens flipperfaderskab, men som også virker som et træt levn fra 70’er-kunstens konformitetskritik.
Ugens Go Gro-øjeblik:
Kun meget få danske skuespillere ville kunne spille Gros provokation af Frederik lige før kvælningen som Trine Dyrholm. »Du er syg i dit lille hoved, fatter du det?« siger hun – og gentager det – mens hun manifesterer karakterens psykiske desperation med al sin fysik, sammenbidte læber og arrige øjne. Var man i tvivl før, blev man bekræftet i, at Trine Dyrholm er en spiller i verdensklasse.
Ugens facit:
Det var, som om alle centrale konflikter i aftenens afsnit blev kørt 10 procent længere ud, end de kan bære. Opgøret mellem Gro og Frederik kunne være skildret uden at gøre Frederik til voldspsykopat. Isa kunne have taget sin baby, uden at det partout skulle gøres til en småborgerlighedskritik. Og Rasmus Botoft er mere slesk end charmerende som håndbolddirektøren Martin – ville Signe, hvis frigørelse jo netop er et opgør med det håndboldklubsdanmark, hun er et produkt af, virkelig falde for ham?
Tredje afsnit var lidt af en rutsjebanetur og vel nok seriens svageste hidtil. De næste episoders opgave bliver at genvinde vores tro på karakterne – og vores interesse for deres projekter, som lige nu er forsvundet lidt i de karikerede sceners tåge.
Læs også: ‘Arvingerne’ afsnit 2 i højde- og lavpunkter
Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 2