’Arvingerne’ sæson 2 – afsnit 1

Det er veltimet, at ’Arvingerne’ får premiere 1. januar, kort efter en juletid, hvor familier har stimlet sammen, stødt sammen, slidt hinanden op, forsonet sig igen.

Familien som arena – og katalysator – for vores identitetsudfoldelse er nemlig fokus for Maya Ilsøes glimrende serie om familien Grønnegaard, og titlens arvinger er naturligvis ikke bare fysiske arvinger af deres fælles, afdøde kunstnermor, men står også i gæld til en opvækst, en mentalitet og et miljø, som har indprentet sig i deres rygmarv med vidt forskellige aftryk.

Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 1 – et episk generationsopgør i horisonten

Knudemanden Frederik har afsvoret de flippede udskejelser fra barndommen og er blevet overordentligt ordentlig advokat med kernefamilie, designervilla og moderigtigt jakkesæt. Den selvstændige Gro har det meste af sit liv forsøgt at træde såvel ind i som ud af sin mors skygge. Og yngstemanden Emil har taget sit uforpligtende liv derud, hvor det bliver til frihed uden ansvar.

For dem alle tre gjaldt det, at første sæsons arveopgør fandt deres værste sider frem. Frederik blev smålig og stædig og Gro en uligevægtig svindler, mens Emil blev indhentet af sin fortid som pengeskyldner i Thailand. Og så er der Signe, morens afsvorne yndling, hvis småborgerlige liv blev revet op med rode, og som fandt nye, mere kreative sider af sig selv sat over for sit nyfundne ophav.

Det er her, vi er i starten af anden sæson. En familie splintret som vasen i introsekvensen, med stykkerne måske ved at blive sat sammen på en ny måde. En bedre måde?

Signes regime på Grønnegården er som en nutidig reinkarnation af hippie-70’erne med subsistensløse sovende på gulvet og en autentisk gammel flipper, Jesper Christensens Thomas, stadig residerende i et skur i baghaven.

Hans nyfødte barn, Melody, er afsæt for mange af den nye sæsons konflikter. Moren, Isa, har svært ved at forlene sig med moderrollen, og ligesom Gro var den naturlige arving af Grønnegården, er hun trådt i karakter som den oplagte surrogatmor, der måske nok er den første til at udøve livreddende førstehjælp, da druknedøden truer, men som endnu engang må se sig overhalet af Signe i de officielle papirer. Historien gentager sig, nu ikke bare om retten til den forrige generation, men også til den næste.

Nok er vi i den kulturelle overklasse, hvor alle problemer er (lige lovlig?) relative, men ’Arvingerne’ udforsker fortsat fortrinligt, hvad der konstituerer familien af i dag – hvad der holder os sammen, når nu vi egentlig har valget til selv at vælge og vælge fra. Seriens egen ideologiske understrøm er indtil videre den individuelle emancipation. Det er karakteristisk, at Frederik er den eneste af børnene, der selv har stiftet familie, og det går mildest talt ikke skide godt, når patriarken bliver bragt i knæ og skal forsøge at finde bløddyret i sig selv.

Signe fravalgte familien med den solide håndboldfyr Andreas og har nu helt bogstaveligt hænderne i mulden som hampdronningen af Fyn. Og mens der måske er noget lidt naivt-romantisk over seriens forelskelse i det taktile arbejde med jorden og råmaterialerne – om det så er i kunstinstallationerne eller marken – er det her, seriens hjerte ligger: I Signes halvt arkaiske, halvt moderne frigørelse som bramfri dyrker af både landet, det udvidede fællesskab og overskud på bundlinjen.

Første afsnit er bedst, når man mærker, at konflikterne er drevet af karaktererne og ikke af manuskriptforfatternes behov for drama. Emils fyldige fængselshistorie i Thailand føles som et plotgreb for at holde gryden i kog, og ansatserne til melodramatiske forviklinger virker i det hele taget unødvendige, især når det store karaktergalleri er så imponerende velafrundet og miljøet så levende, at man gennem et timelangt afsnit lader sig opsluge dybt af noget så simpelt som et alternativt dåbsritual. En sammenkomst, som understreger vores fortsatte behov for fællesskabets riter – bare ikke nødvendigvis for dem, vores egne forældre svor til.

Lidt plotknirken rykker dog ikke ved, at ’Arvingerne’ fortsat er den mest velskrevne og velspillede af alle serierne i DR’s guldalder. Det er simpelthen en fornøjelse at være vidne til replikker, der føles så forankrede i virkelige mennesker og leveres så forførende naturalistisk af nogle af landets bedste skuespillere. Her balancerer den tungeste alvor (en mor, der ikke kan tage sig af sit barn) med den mest forløsende humor: »Vi døber vores børn grundigt her i familien«.

Marie Bach Hansen vokser, ligesom sin karakter Signe, mere og mere med opgaven, værdig og søgende og tilsyneladende på vej mod en ny romance med en overkvalificeret lækkerlandmand. Fremhæves skal også Jesper Christensen som ømt comic relief – hans Thomas er en elskelig figur, både ynkelig og stolt i sin antiborgerlighed, hans slidte krop til sidst kun iført underbukser og indianerhat.

Det kræver sin mand at levere en replik som »aarh, jeg prutter hele tiden – undskyld, kommer det derover?«, uden at det stinker langt væk af brun socialrealisme fra 70’erne. Men sådan overbeviser ’Arvingerne’ i sin pendulering mellem det moderne og det klassiske. Og med potentiale til at blive en moderne klassiker.

Læs også: ‘Arvingerne’s Marie Bach Hansen om sine favoritter fra året

Læs også: Carsten Bjørnlund fra ‘Arvingerne’ om favoritfilm, -tv og -musik i 2014

Læs også: Rasmus Botoft – ny mand i ‘Arvingerne’ – som sine favoritter fra året