’Maze Runner 2: Infernoet’
Bølgen af Young Adult-fiktion med medfølgende filmatiseringer skyller ind over os disse år. ’Harry Potter’ er selvfølgelig klasseeksemplet og ’The Hunger Games’ den retmæssige arvtager. Og så er der alle de andre mere eller mindre vellykkede serier i klassen lige under. ’Twilight’s vampyrromance, ’Divergent’ med en stærk Shailene Woodley i centrum, rodekassen ’Mortal Instruments’, ’Percy Jackson’-serien og nu ’Maze Runner’, hvis toer (ud af i alt tre film) er aktuel i biografen.
Den første films interessante fikspunkt var den enorme labyrint, der omkransede Lysningens gruppe af teenagedrenge med hukommelsestab i en postapokalyptisk fremtid. Hertil ankom den handlekraftige og nysgerrige Thomas (Dylan O’Brien) og løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde igennem labyrintens tårnhøje korridorer med gigantiske robotedderkopper i hælene. Med ham fulgte en lille gruppe andre hurtigløbere – heriblandt Teresa (Kaya Scodelario fra tv-serien ’Skins’), der var ene høne i kurven med meget få replikker eller noget egentlig fornuftigt at tage sig til.
Sammen fandt de vejen ud af labyrinten og således frem til sandheden bag deres indespærring i et ’Lord of the Flies’-lignende univers. Organisationen W.C.K.D. (World Catastrophe Killzone Department – udtales selvsagt ’wicked’) med en iskold og hvidklædt Patricia Clarkson i spidsen udførte eksperimenter på dem, da de unge voksne bærer kuren, der måske kan redde verden.
’Maze Runner 2: Infernoet’ tager fat, præcis hvor forrige film slap. Thomas og gruppen bliver interneret blandt en masse andre unge, der viser sig at have været igennem samme labyrint-test. De stærkeste har overlevet og er værdifulde for organisationen. Sådan er det jo gerne med teenagere i YA-genren. Men aldrig så snart har de fået et tiltrængt varmt brusebad og friske jeans, før sandheden går op for dem: W.C.K.D. vil høste deres virusimmune blod, ikke redde dem. Og så gælder det bare om at få benene på nakken igen og løbe.
Denne gang dog ikke igennem en labyrint, men forvildet rundt i et svedent storymiljø, der delvist er begravet i ørkensand. Flot tager Daniel T. Dorrances production design sig ud med forvredne skyskrabere, der er bukket under for solens brændende stråler under apokalypsen.
Robotedderkopperne er denne gang erstattet af virusinficerede zombier, der, modsat den gængse opfattelse af filmzombier, faktisk kan spæne pænt stærkt. De lurer horrorsultent bag hvert et hjørne og reducerer ofte Thomas, Teresa og de andre fra Lysningen til en flok reagerende brikker i et ligegyldigt forfølgelsesløb. Tæl selv, hvor mange gange der bliver råbt »Løb! Løb!«, »Den her vej!« og »Hurtigere!«.
Der kommer ikke stort mere kød på personerne i forhold til seriens første film. Dylan O’Briens Thomas er stadig en flot, men alt for fersk fyr til at føre en an i en franchise. Lidt Katniss-temperament ville klæde både ham og resten af karaktererne i ’Maze Runner’-serien.
Kort sagt:
Filmtoerens lod i en trilogi er altid tungt. Det er mellemstationen, der ofte skal forbinde den første films originale præmis med en bragende finale, hvor alle tråde samles. ’Maze Runner 2: Infernoet’ er en ørkenvandring forklædt som højtempo-flugt fra grimme zombier og onde W.C.K.D. Den første films flig af originalitet og lokkende labyrintmystik mangler, og efter to film er jeg stadig i tvivl om, hvorfor ungerne i første omgang skulle løbe spidsrod i labyrinten, og i anden ombæring skal smadre frådende zombier.