Flere ‘Game of Thrones’-clues: Ian McShane »bringer nogen tilbage« i sjette sæson – men hvem?

Flere ‘Game of Thrones’-clues: Ian McShane »bringer nogen tilbage« i sjette sæson – men hvem?
Ian McShane i 'Deadwood'.

Tidligere i år kom det frem, at Ian McShane – måske bedst kendt som den diabolske bordelejer Al Swearengen i westernserien ‘Deadwood’ – medvirker i den kommende sjette sæson af ‘Game of Thrones’, og nu har den 73-årige skuespiller løftet lidt af sløret for sin rolle.

»Jeg er ansvarlig for at bringe nogen tilbage, som I aldrig nogensinde troede, I skulle få at se igen«, fortæller McShane til Pop Goes the News, inden han resolut afrunder med ordene: »Og så ikke mere om det«.

Vi aner ikke, om McShane har talt over sig og lavet en bummert af lignende proportioner som franske Elie Haddad, der med et næppe velovervejet Instagram-billede af ‘Game of Thrones’-manuskriptet satte internettet på den anden ende tidligere på måneden.

Ej heller vides det, om Ian McShane er bekendt med den kollektive overbevisning om Jon Snows tilbagevenden og dermed breaker en i forvejen tyndslidt næsten-nyhed.

Sikkert er det dog, at sjette sæson af ‘Game of Thrones’ frigives på HBO Nordic engang i foråret.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af