Her er de syv største tabere i film/tv-verdenen 2015

Her er de syv største tabere i film/tv-verdenen 2015

Vi har allerede samlet op på vores yndlingsserier (top 20-11 og 10-1), favoritfilm (top 20-11 og 10-1), serieskuffelser og filmskuffelser fra 2015.

Underholdningsbranchen handler dog ikke kun om værkerne, men også om menneskene bag: Om stjerner, der bygges op, og idoler, der rives ned – på egen hånd eller med mediernes og folkets tvetydige opbakning.

I går fremhævede vi de største vindere i 2015, og i dag er turen kommet til dem, der måske helst vil slette året fra hukommelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Bill Cosby

På New York Magazines forside i juli sad 35 kvinder, der har det til fælles, at de er trådt frem med deres historier om, hvordan Bill Cosby har misbrugt dem. Èn stol var tom – som symbol på, at der formentlig fandtes flere kvinder derude, som endnu ikke var stået frem.

I dag har mere end 50 kvinder rettet anklage mod den engang så elskede komiker, og ingen kan længere være i tvivl om, at Cosby har misbrugt sin magt på skammeligste vis. Mange tv-kanaler tog ’The Cosby Show’-genudsendelser af plakaten, og adskillige institutioner har trukket hædersbevisninger, de engang har uddelt til Cosby, tilbage.

Selv har Bill Cosby stort set ikke mælet et ord, om end han har været forhippet på at fortsætte sin landsdækkende standup-tour.

Der er ingen tvivl om, at de andre tabere på denne liste blegner over for Bill Cosby.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Donald Trump

Trump er jo egentlig en af de store vindere i 2015, al den stund at han ligger lunt i svinget til at blive republikanernes præsidentkandidat ved næste års valgkamp.

Men i populærkulturen hører han til på taberlisten. Der er nemlig ikke det talkshow eller den komiker, der ikke har gjort grin med Trump. Fra Trevor Noah til Colbert og Jon Stewart, fra ’South Park’ til ’SNL’ er mangemilliardæren blevet udstillet med hans fremtrædende hår og grove udtalelser som nogle af de dominerende nedslagspunkter.

Selv prøver Trump at være ligeglad, men spørgsmålet er, om han er det. Og spørgsmålet er, om de republikanske vælgere i sidste ende kan se bort fra, at deres førende kandidat er det mest populære laughing stock i landet, eller om offerrollen bare styrker hans kandidatur?

James Deen

3. James Deen

Nu skriver vi normalt ikke om porno her på sitet – og det er heller ikke noget, vi har i sinde at gøre til en vane – men det er alligevel værd at rette fokus mod én af pornoverdenens allerstørste mandlige stjerner i denne sammenhæng.

James Deen (med det borgerlige navn Bryan Matthew Sevilla) havde ifølge The Wrap planer om at klare cuttet til ’rigtige’ Hollywood-film og blive en seriøs filmstjerne. Men det ser svært ud nu, efter flere anklager om seksuelle overgreb har set dagens lys med hans kvindelige medskuespillere som afsendere. Pornoskuespillerinden Stoya skrev på Twitter, at Deen havde voldtaget hende, og siden stod Deens ekskæreste Joanna Angel frem og fortalte, hvordan han havde misbrugt hende, gennem de seks år de var sammen.

Selv afviste Deen alt. Men uanset hvad der er op og ned i beskyldningerne, kommer han nok til at vente længe på, at Hollywood ringer.

Pizzolatto

4. Nic Pizzolatto

Lad os slå det fast med det samme: Pizzolattos nederlag i 2015 kan ikke sammenlignes med hverken Bill Cosby, James Deen eller Donald Trumps.

Men i sin egen kunstneriske boldgade har der meget været meget højt at flyve og meget dybt at falde for forfatteren bag ’True Detective’.

Den mesterlige første sæson gjorde ham til tv-branchens mest ombejlede guldfugl, men anden sæson blev latterliggjort fra hver en kant, og selvom man på ingen måde skal afskrive Pizzolatto (selv anden sæson havde sine øjeblikke), er det nu langt mere usikkert, hvad hans langsigtede formåen er.

Pizzolatto har ry af at være en hård negl (et ry, den kronisk læderjakkeklædte forfatter selv har været med til at forme), men de læsterlige klø må alligevel have gjort ondt. Forhåbentligt kan han bruge smerten til at lave en tredje sæson (eller en helt anden serie) af samme kvalitet som den, han slog igennem med.

Suffragette

5. Hollywoods kvinder

Vi havde Hollywoods kvinder med på gårsdagens liste over årets største vindere i film- og tv-verden. 2015 var nemlig året, hvor mange skuespillerinder sagde fra over for filmbyens immanente sexisme, og man for første gang fornemmede, at der virkelig var skred i kønssagerne.

Men samtidig går udviklingen meget langsomt. Kun 21 procent af alle hovedroller er besat af kvinder, og kun to procent af instruktørerne af de 100 bedst sælgende film er kvinder. Som ethvert andet år siden Hollywoods fødsel står kvinderne derfor tilbage som tabere. Nederlaget er bare lidt mindre end alle andre år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Matt Damon

Boston-drengen Damon har i årevis været Hollywoods pæne dreng: Vellidt af alle, uden fejltrin i bagagen.

Men i år kom der sprækker i den politisk korrekte facade. I programmet ’Project Greenlight’ – et slags talentprogram for spirende filminstruktører med Matt Damon og Ben Affleck blandt dommerne – var Damon involveret i en diskussion om, hvem der skulle få lov til at lave filmprojektet ’Not Another Pretty Woman’. Producer Effie Brown – den eneste sorte person i diskussionen – talte for en kvinde og en vietnamesisk mand, men Damon afbrød hende og slog fast: »When we’re talking about diversity, you do it in the casting of the film, not in the casting of the show«.

Det faldt mange for brystet, at kridhvide Matt Damon mansplainede, hvordan mangfoldighed bør praktiseres, og skuespilleren røg ud i et mindre mediestormvejr. Siden undskyldte han og forklarede, at bemærkningerne blev taget ud af en sammenhæng, men at han var i det mindste glad for, at mangfoldighed nu var blevet sat på dagsordenen.

Undskyldningen til trods vil 2015 stå tilbage som året, hvor den tidligere Harvard-studerende blev rubriceret som forkælet hvid magthaver med et arrogant syn på filmbranchens uretfærdigheder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Adam Sandler

Som resten af denne liste også indikerer, har diskussionen om sexisme og mangfoldighed stået øverst på dagsordenen i Hollywood i 2015. Og også Adam Sandler kom i orkanens øje for sin nye film, ’The Ridiculous Six’.

Flere skuespillere af indiansk afstamning forlod nemlig settet, fordi de mente, filmen latterliggjorde Apache-kulturen, blandt andet med karakternavne som Beaver’s Breath og No Bra.

Filmen er lavet for Netflix, der forsvarede sig med, at ’The Ridiculous 6’ er en rablende komedie, der gør grin med alt og alle.

Denne kontrovers er dog ikke den eneste grund til, at Adam Sandler tilhører årets taberliste. ’The Ridiculous 6’ fik nemlig også kniven af anmelderne, som tilmed vred den godt og grundigt rundt. På Rotten Tomatoes har filmen sjældne nul procent (altså ingen positive anmeldelser), og den får dermed plads i den eksklusive 0-procents-klub.

Læs også: De største vindere i film- og tv-verdenen 2015

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af