Hvilke film har gjort størst indtryk på os i 2015? I første del af vores kåring finder man både en Oscar-vinder, en voldsomt ombejlet dokumentarfilm, en original gyser og en eksklusiv Netflix-premiere.
20. ’Sicario’
Instruktør: Denis Vileneuve
Mens den hårdt trængte filmindustri spytter remakes, reboots og sequels ud på samlebånd, var det forløsende med en original thriller af klassisk skole. Denis Vileneuve er i færd med at udvikle sig til Hollywoods spændingsmester par excellence, og i ’Sicario’ sender han Emily Blunt ind i den mexicanske kartelkrigs krydsild med nervevridende thrillerguld til følge. Benicio Del Toro og Josh Brolin brillerer som skidte karle i CIA-fåreklæder.
19. ’Foxcatcher’
Instruktør: Bennett Miller
Komikere har ofte en evne til at fremmane frygt og ubehag, når de lægger ansigtet i alvorlige folder. Således også Steve Carrell, der gør sig som frastødende særling med Napoleon-tud i ’Foxcatcher’, Bennett Millers frysende kolde drama om rigmanden du Pont og wrestlerbrødrene Dave og Mark Schultz. Channing Tatum buser rundt som en gorilla med røg i næsen, mens sindssygen tætner i du Ponts øjne, og tragedien nærmer sig i en introvert og uhørt velspillet sportsfilm uden spor af ’Eye of the Tiger’-montager.
18. ’Amy’
Instruktør: Asif Kapadia
På overfladen er Kapadias usædvanligt populære dokumentarfilm om Amy Winehouse såre simpel: Et sammenklip af arkivbilleder tilsat interviews med de mennesker, der kendte den alt for tidligt afdøde sangerinde. Men kigger man nærmere efter, er det imponerende, hvor sikkert Kapadia orkestrerer sit overvældende materiale (mere end 100 interviews), og hvor medrivende en fortælling han skaber uden et eneste talking head.
Det er en skræmmende film om en tragedie skåret ud af selvdestruktion, mediehetz og dårlig indflydelse, og den vil stå tilbage som et sympatisk og nuanceret portræt af en af de mest interessante sangskikkelser i nyere tid. I bølgen af musikdokumentarer – i år ramte også filmene om Kurt Cobain og Janis Joplin – stikker ’Amy’ ud som hovedværket.
17. ’The End of Tour’
Instruktør: James Ponsoldt
Er man fanatisk optaget af forfatteren David Foster Wallace, der begik selvmord som 46-årig i 2008, er det ikke utænkeligt, at James Ponsoldts film virker undervældende. Den tegner nemlig ikke det store forkromede billede af den kultdyrkede amerikanske forfatters liv og levned, men slår ned i en flygtig relation mellem Wallace og Rolling Stone-journalisten David Lipsky, der interviewede ham for magasinet Rolling Stone og siden lavede en bog ud af deres samtaler.
Filmen foregår, umiddelbart efter David Foster Wallaces har udgivet hovedværket ’Infinite Jest’, og den interesserer sig indgående for den myte, der omkranser forfatteren – hans såre menneskelige blanding af forfængelighed og usædvanlig selvindsigt.
Som nyslået, men noget mindre succesrig forfatter er David Lipsky selv misundelig på Wallaces geni, der kontrasteres af et meget jordbundent liv med hunde og dårlig tv i Illinois. Jalousien og beundringen – der går begge veje – giver deres relation stor tyngde, og med afvæbnende humor og stor menneskekundskab skildrer filmen den milde rustjebanetur af følelser, deres dage sammen kommer til at bestå af. Man kan argumentere for, at hverken Eisenberg eller Segel har været bedre.
16. ‘Miraklerne’
Instruktør: Alice Rohrwacher
I traditionen efter Dardenne-brødrene er Rohrwachers italienske perle et naturalistisk og humanistisk billede på en familie, der forsøger at holde sammen på tingene i et samfund, de for længst har ladet sig overhale af. Men samtidig er den fabulerende og poetisk, en film hvor en biavlerfamiliers daglige sysler krydses med en absurd, svulstig reality-konkurrence, som besøger egnen, og som familien lader sig indgå i med håbet om en hurtig genvej til økonomisk velstand.
I fokus er den 12-årige Gelsomina, der tappert holder styr på honningproduktionen med sin temperamentsfulde far. Hun bliver spillet af Maria Alexandra Lungu, der er en regulær åbenbaring, en af de bedste børnepræstationer i nyere tid. Og hun har en stor del af æren for, at ’Miraklerne’ er en smuk og barsk filmoplevelse.
15. ‘It Follows’
Instruktør: David Robert Mitchell
Horrorfilmen har været fanget i flosklernes kviksand i årtier, men ‘It Follows’ er måske en fremtidig klassiker. Præmissen er rædselsvækkende i sin enkelhed: En seksuelt overført sygdom betyder, at en dæmon i bogstavelig forstand slentrer efter den seneste smittebærer. Det bliver et vitalt og nostalgisk take på 70’ernes kultdyrkede horrorfilm. Et ondt mareridt under forstadens bedrageriske blå himmel.
14. ‘Mad Max: Fury Road’
Instruktør: George Miller
Med genoplivningen af ‘Mad Max’-universet gik Miller med skyklapper på udkig efter eskapismen, følelsen af at svømme væk i biografens frisættende vakuum. På det parameter lykkedes han bedre end nogen anden i år. ‘Fury Road’ er et frydefuldt helvedesridt tværs over ørkenen, realiseret med old school-effekter, utæmmet vildskab og en eksplosiv actionheltinde i Charlize Therons Furiosa.
13. ‘Birdman’
Instruktør: Alejandro González Iñárritu
Michael Keatons meta-præstation er modig, men Iñárritus fabulerende Oscar-vinder er først og fremmest en teknisk tour de force. Mesterfotografen Lubezki jonglerer med kameraet fra teatrets smalle gange til Times Square, mens Keaton, afklædt til underhylerne i mere end én forstand, jagter det dramatiske comeback trods kommercielle fugleskrig fra fortiden.
12. ‘The Duke of Burgundy’
Instruktør: Peter Strickland
Sidse Babett Knudsens internationale gennembrud kom gudskelov hverken i en buldrende superheltefilm eller en plat romantisk komedie, men i et hyperæstetiseret, legesygt drama om et S/M-forhold mellem to kvindelige sommerfugleeksperter i 70’ernes landlige England. Den danske skuespiller er først besnærende og siden sårbar, og halvvejs tager filmen røven på én. For hvem dominerer egentlig hvem?
11. ‘Beasts of No Nation’
Instruktør: Cary Fukunaga
Hvis biografejerne ryster i bukserne, er det forståeligt. ‘Beasts of No Nation’ sprang de sædvanlige kanaler over og fik verdenspremiere på Netflix. Den banebrydende distribution skal dog ikke skygge for den kendsgerning, at krigsfilmen om en purung soldat er et hjerteskærende, grusomt og stedvist poetisk indblik i Afrikas evindelige blodsudgydelser, komplet renset for postkoloniale forsimplinger. Og Idris Elba er elektrisk.
Læs også: Årets bedste film, top 10-1