Nedtur: De mest eklatante tv-serieskuffelser i 2015

Nedtur: De mest eklatante tv-serieskuffelser i 2015

I sidste uge kårede vi de bedste tv-serier i 2015 – læs top 20-11 her og top 10-1 her. Der var adskillige gode serier, vi ikke fik plads til på vores top 20, men det var trods alt ikke guld og grønne skove det hele. Mængden af tv-serier var i år større end nogensinde (der blev produceret mere end 400 alene i USA), og helt uundgåeligt var der både skidt og kanel iblandt.

Her er de serier, som ikke levede op til vores høje forventninger. Vi ved, at nogle sætter flere af disse serier højt (beklager på forhånd, det er ikke personligt), og også blandt vores egne anmeldere er nogle af disse titler højt skattede.

I sidste ende kommer det måske nok ned til smag og behag, men det interessante ved kultur er netop at kunne diskutere, hvorfor ens smag og behag er, som den er. Det er det, vi forsøger at gøre her.

 1. ’True Detective’ sæson 2

Få serier i nyere tid er blevet flået fra hinanden i samme grad som Nic Pizzolattos opfølger til sin mesterlige fortælling om Woody Harrelson, Matthew McConaughey og en bølge af grumme kvindemord.

Vi skal derfor heller ikke gnide for meget salt i såret, men kan bare konstatere, at den dystre og formummede sæson 2 var sværere at hitte rundt i end en sydamerikansk jungle med bind for øjnene, og at samtlige replikker blev leveret med en gravitas, der fik Shakespeare til at ligne en pjanket skolekomedie.

Har man derudover behov for at genoplive ’True Detective’ sæson 2-pryglene, kan man læse med her. Trænger man derimod til et forsvar, bør man i stedet stryge her hen.

2. ’Sense 8’

Man kan argumentere for, at det går op og ned for ’Matrix’-duoen Andy og Lana Wachowski, men man kunne også bare sige, at det går nedad i en rasende fart.

Efter den skrækkelige ’Cloud Atlas’ kastede The Wachowskis sig over serieformatet med den metafysiske sci-fi-pærevælling ’Sense 8’, en fortælling om otte mennesker fra forskellige steder på kloden, som pludselig finder ud af, at de har en telepatisk forbindelse.

De forener sig i kampen mod mørke kræfter, og det hele er ulideligt usammenhængende, lommefilosofisk og dårligt spillet. Elskede man ’Cloud Atlas’, vil man muligvis finde noget at holde af, men hvis ikke må man stemple ’Sense 8’ som endnu et pompøst makværk fra den engang så talentfulde duo.

3. ’The Last Man on Earth’

Sjældent har man set en serie starte så godt for derefter at falde så dybt. I første afsnit møder vi Will Forte som Phil Miller, Jordens sidste menneske i en fantastisk velbeskrevet deroute, hvor han i et anfald af desillusioneret nihilisme gør nøjagtigt, som det passer ham i det pæne villakvarterer, hvor han har slået sig ned, efter han har opgivet at finde andre overlevende.

Det var et forfriskende originalt take på postapokalypsen og menneskets på én gang irrationelle og forståelige reaktion efter to års ensomhed. Men derfra gik det grueligt galt. På få afsnit blev Phil reduceret til en sexmanisk kraftidiot, så enhver sympati gik fløjten, de filosofiske undertoner forsvandt til fordel for lummer platkomik, og Will Forte overspillede på det groveste. Sikke et spild af potentiale.

Læs vores anmeldelse.

4. ’The Affair’

Og så er det nu, mange nok vil få kaffen galt i halsen. ’The Affair’ er nemlig en af de mest anerkendte serier i øjeblikket, men jeg må bare konstatere, at jeg finder større menneskelighed i ottende sæson af ’Vild med dans’ end i Hagai Levi og Sarah Treems utroskabsserie.

Min skepsis voksede sig stor i løbet af første sæson, hvor jeg irriteredes over de klodset forskelligartede erindringer fra henholdsvis Noah og Alison, der skriger til himlen i mangel på finfølelse, af det påklistrede kriminalplot med en efterforsker, der perverst og ufrivilligt komisk interesserer sig for hver en ligegyldig bagatel i de afhørtes historier, og af det overfladiske, klaustrofobiske overklasseunivers af enerverende mennesker med hovedet langt oppe i egen røv.

Jeg havde derfor heller ikke de helt store forhåbninger om, at jeg ville blive omvendt i sæson 2, men jeg gav den de to-tre første afsnit, hvor man nu havde fordoblet synsvinklerne til fire, hvilket ikke just gjorde fortællingen mindre fodslæbende. Et flashforward komplicerede desuden tingene unødigt, så jeg sprang af efter et par afsnit i anden sæson, og selvom jeg har hørt, at de dropper de fordobbelt duellerende erindringer, tvivler jeg på, at jeg orker at give den endnu en chance.

’The Affair’ er flot at skue, men i min bog ikke mere end det.

5. ’Bloodline’

Netflix’ stjernebesatte serie var ikke som sådan en fuser, og meget blev reddet hjem af det brillante cast med folk som Ben Mendelsohn, Kyle Chandler, Linda Cardellini, Sam Shephard og Sissy Spacek.

Familieportrættet var spændende og omgivelserne i Key West indbydende. Men i sidste ende pustede serien sig op til at være lidt mere, end den var, og de mange flashbacks og flashforwards virkede som overgjorte greb, der lidt for gennemskueligt havde til formål at holde seeren fanget fra afsnit til afsnit. Det kunne dog ikke skjule, at 13 episoder var en alt for stor mundfuld.

De sidste par afsnit var spændende og gav fin forløsning, men alligevel endte ’Bloodline’ som en lidt for middelmådig affære rollebesætningen taget i betragtning.

6. ’The Brink’

HBO har sat en høj komediestandard med de forrygende ’Veep’ og ’Silicon Valley’, men i årets nystartede komedieproduktion gik det galt. The Rock-serien ’Ballers’ var jævnt ujævn, mens den politiske satireserie ’The Brink’ var komplet usjov.

Serien udspiller sig omkring en geopolitisk krise med afsæt i USA’s war room, Pakistan og Afghanistan, og vi følger den amerikanske udenrigsminister (Tim Robbins), en ambitiøs jagerpilot (Pablo Schreiber) og en klodset embedsmand i Islamabad (Jack Black). Alle kæmper de med et papirtyndt manuskript og dårlige jokes, og især Jack Black spiller udmattet på rutinen.

HBO gav oprindeligt serien en anden sæson, men siden droppede de planerne om forlængelse. Man forstår dem godt.

7. ’Mord uden grænser’

Her i dansk tv-dramas guldalder var den europæiske co-produktion forfattet af ’Rejseholdet’-makkerparret Peter Thorsboe og Mai Brostrøm en skuffende generisk affære.

I centrum var tre simultane mord på prostituerede i Berlin, Antwerpen og København, hvilket afstedkom et kedsommeligt plot, hvor de rige var majet majet onde, og intrigerne hobede sig op på kryds og tværs af det europæiske politisamarbejde.

De gode skuespillere (særligt Lars Mikkelsen og Veerle Baetens fra ’The Broken Circle Breakdown’) var en formildende omstændighed, men samlet set var ’Mord uden grænser’ langt under det niveau, vi har lært at kunne forvente os af dramaserier i den bedste søndagssendetid på DR.

8. ’Broadchurch’ sæson 2

Første sæson af britiske ITV’s ’Broadchurch’ var en tematisk stærk, medrivende og nænsom krimifortælling, der tog fusen på de fleste med sin endelige afsløring af morderen.

Serien var åbenlyst inspireret af den danske nordic noir-tradition, og skildringen af lillebymiljøet på den britiske klippekyst, hvor en dreng findes død på stranden, var overbevisende. I efterforskerhovedrollerne var Olivia Colman som den pligtopfyldende Ellie og David Tennant som den martrede Alec et vedkommende bekendtskab.

Der var således grund til at have en vis portion forventninger til anden sæson, men i stedet for at fokusere på en ny kriminalsag gik serien pludselig baglæns og genoptrevlede i stedet på samme sag som i sidste omgang. Der var måske nok en pointe i, at en mordsag ikke altid slutter, når den skyldige er fanget, men som seriel fortælling blev det anstrengende at skulle høre de samme betragtninger om motiv og skyld én gang mere. En ærgerlig følelse af deja vu.

9. ’Narcos’

Ligesom ’Bloodline’ er ’Narcos’ ikke en dårlig serie – den er bare lidt gennemsnitlig.

Den starter underholdende og i højt tempo med fortællingen om Pablo Escobars vej til narkotinderne i Colombia, men sværtes til af en trættende voiceover og dens gennemgående problem: Hovedpersonen, DEA-agenten Steven Murphy, som kommer til Sydamerika for at optrevle arnestedet for USA’s kokainindtag.

Murphy er en intetsigende figur, og det er forstemmende, at serien forfalder til en stereotyp trope, der tilsiger, at seeren har brug for en hvid stedfortræder for at forstå det eksotiske miljø, den ellers udspiller sig i.

Det betyder også, at Walter Mouras Escobar ikke bliver beriget med de dybder, man kunne have håbet på, og det ender derfor som en stedvist medrivende, men også lidt overfladisk omgang uden nogen markant personlighed eller stil.

10. ’12 Monkeys’

Det nærmede sig på papiret helligbrøde at pille ved Terry Gilliams science fiction-nyklassiker fra 1995. Men med ’Fargo’ frisk i hukommelsen kunne man jo aldrig vide – før man så serien.

Den var desværre præcis så anonym som frygtet. Serien nuppede filmens præmis (om fangen James Cole, der må rejse tilbage i tiden for at stoppe en virus, der vil udrydde det meste af Jordens befolkning), men overtog intet af Gilliams mørke eller vanvid. ’12 Monkeys’ forblev en ordinær spændingsserie med tung dialog, udtryksløse præstationer og et gennemhullet plot.

Læs vores anmeldelse af serien – og se Gilliams originalværk med Brad Pitt og Bruce Willis i stedet.

Læs også: Årets bedste tv-serier, top 10-1

Læs også: Årets bedste film, top 10-1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af