’12 Monkeys’
Efter succesen med den forbløffende fremragende ’Fargo’ er det blevet højeste tv-mode at omplante store film til den lille skærm. Det er nu gået ud over Terry Gilliams tidsrejsenyklassiker ’12 Monkeys’, som er blevet til en stereotyp og til tider fornærmende fladpandet sci-fi-serie.
Hvor ’Fargo’ på forunderlig vis indfangede essensen af Coen-brødrenes særegne univers, har ’12 Monkeys’-skaberne Terry Matalas og Travis Fickett ikke forsøgt at efterabe Gilliam. De har blot hapset filmens præmis – en virus har udryddet det meste af jordens befolkning, og James Cole (Aaron Stanford gør det ud for Bruce Willis) må rejse tilbage i tiden for at standse pandemien i opløbet – og drejet en kaloriebombe af en spændingsserie.
’12 Monkeys’ er en gammeldags tv-serie. Den drives ikke af omhyggelig karaktertegning og metodisk universopbygning, men af cliffhangers på stribe og et plot på speed. Det går over stok og sten, som var der ingen morgendag, og jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst har set en serie, der tilbagelagde så stor en distance i sine første to afsnit.
Det er sådan set meget rart med lidt afveksling fra de tunge, krævende serier, men desværre har Matalas og Fickett så fandens travlt med at komme derudad, at de glemmer at se sig for, mens de pløjer genrens klichéer op én efter én.
Tidsrejser er en vanskelig balancekunst for enhver forfatter, og ’12 Monkeys’ holder ikke tungen lige i munden. Dialogen er rig på kluntet exposition, hvor karaktererne taler mere til seerne end til hinanden, og serien hopper frem og tilbage mellem fortid, nutid og fremtid, så det er svært at orientere sig. Ikke mindst fordi logikken alt for ofte styrter sammen – som da et ur medbragt fra fremtiden kommer i kontakt med sit fortidige jeg og udløser en form for bullet time-paradoks, som påvirker nutidsmennesker stærkere end fremtidsmennesker. Forklaring? »Moder Jord kan ikke lide det, når man flytter rundt på hendes møbler«. Aha!
Den slags søforklaringer er der mange af, men det er ikke topmålet af seriens dumhed. Det kommer i pilotafsnittet, hvor James Cole kravler op ad trappen på et pænt hotel med en vagt i hælene, styrtblødende fra et skudsår i maven. »He’s with me!« udbryder dr. Cassandra Railly, hans medsammensvorne love interest (formoder jeg – de har allerede stirret hinanden dybt i øjnene til sød musik, selvom de hverken har kemi eller samtaler om andet end tidsrejselogik og især mangel på samme), og så trækker vagten sig ellers tilbage og lader hende støtte den stærkt sårede mand ind på sit værelse uden at ringe 911.
Aaron Stanford er meget Jesse Pinkman-agtig som Cole uden at være nær så fængslende, men han har heller ikke meget at arbejde med. ’12 Monkeys’ interesserer sig ikke for sine karakterer som andet end plotbrikker, så det er op til skuespillerne selv at fylde dem med indhold. Det kniber især for Amanda Schull, der ligner en voksdukke af Naomi Watts og har omtrent lige så stort et udtryksregister som sådan én, mens Emily Hampshire omvendt prøver for hårdt på at gøre sit mentalt forstyrrede matematikgeni Jennifer Goines til en hybrid mellem Lisbeth Salander og Brad Pitts legendariske rolle fra filmen.
Helt håbløs er Coles arbejdsgiver i fremtiden, Katarina Jones (Barbara Sukowa), der virker fejlcastet og utroværdig og leverer sine lutter overforklarende replikker med stiv tysk accent. Fremtidsuniverset er i det hele taget ekstremt generisk designet.
Trods al brokkeriet er seriens lånte præmis dog stadig elementært interessant, og plottet buldrer af sted med en pirrende puls, så man alligevel er lidt nysgerrig på seriens mysterier, når den sidste cliffhanger er hængt til tørre. Desværre fornemmer man, at indpakningen er mere spændende end indholdet.
Kort sagt:
Syfys tv-matisering af Terry Gilliams sci-fi-klassiker ’12 Monkeys’ følger troligt og upersonligt genrens udstukne sti. Præmissen er interessant og tempoet højt, men både forfattere, seere og de stereotype karakterer farer vild i seriens hullede plotlabyrint.
Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.