»Da Sony-hacket skete, og jeg fandt ud af, hvor meget mindre jeg var blevet betalt end de heldige mennesker med pikke, blev jeg ikke gal på Sony. Jeg blev gal på mig selv. Jeg fejlede som forhandler, fordi jeg gav tidligt op. Jeg ønskede ikke at virke besværlig eller forkælet. På daværende tidspunkt virkede det som en fin idé, indtil jeg så lønningslisterne på internettet, og det gik op for mig, at alle mænd, jeg arbejdede sammen med, bestemt ikke bekymrede sig om at være besværlig eller forkælet«.
Sådan skrev Jennifer Lawrence i oktober i Lena Dunhams feministiske nyhedsbrev, Lenny, om sin reaktion på afsløringen af, at hun og Amy Adams tjente færre penge på ‘American Hustle’ end deres mandlige kolleger. Den 25-årige superstjernes opråb er kulminationen på et år, hvor kvinderne i Hollywood har fået nok af at blive regnet for mindre end deres mandlige kolleger.
Efter Sony-hacket benyttede Patricia Arquette sin Oscar-tale til at slå et slag for ligeløn, og gifs af jublende Meryl Streep og Jennifer Lopez i salen spredte sig som en steppebrand.
Året forinden gjorde Cate Blanchett i sin Oscar-tale op med myten om, at film om kvinder ikke sælger. Siden har stjerner som Kristen Stewart, Emma Watson, Jessica Chastain, Robin Wright, Helen Mirren og Sandra Bullock taget bladet fra munden og udtalt sig om manglen på substantielle kvinderoller, sexisme og uligeløn.
Faktisk kan man dårligt åbne internettet, før et nyt medie har en historie om en ny stjerne, der ‘taler ud’. I skrivende stund har New York Times såmænd en kæmpe forsidefeature om emnet med interviews med over 100 kvinder (og et par mænd) i Hollywood.
Domineret af hvide mænd
Det er fantastisk, at Hollywood-stjernerne tager ansvar for kønsbalancen, og at medierne følger trop. Men det er også frustrerende, fordi det afføder et nyt spørgsmål: Hvis alle taler om det, hvorfor sker der så ikke noget? Hvorfor læser vi stadig statistikker, der viser, at kvinder kun besætter 21 procent af hovedrollerne og 30 procent af alle talende roller og kun udgør to procent af instruktørerne i de 100 bedst sælgende film?
Opmærksomhed er første skridt på vejen til lighed, men forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden. For det første er filmproduktion et langsomt maskineri: De film, vi ser i biografen i dag, har været undervejs i flere år. For det andet er sexisme så dybt forankret i Hollywood, at ændringer kræver et helt nyt tankesæt og måske nogle nye mennesker i lederpositionerne. Hollywood er et sært konservativt reservat domineret af hvide mænd. Som instruktøren Lexi Alexander sagde på Athena Film Festival for et par år siden: »Filmfolk er ikke tolerante mennesker – de laver tolerante film for at vinde Oscars, men de bryder sig ikke om at dele«.
Eller som en af de få mandlige studiechefer, New York Times fik i tale (anonymt), udtrykte det: »Ikke mange kvinder har haft succes i filmbranchen. Mange af dem har ikke prøvet hårdt nok. Vi er barske omkring det. Det er en 100 år gammel industri, grundlagt af en masse jødisk-europæiske mænd, der ikke hyrede nogen med en anden hudfarve eller kvindelige agenter eller chefer. Vi er stadig langsomme til alt andet end hvide mænd«.
Hvad gør vi nu?
Ja, det går langsomt. Men måske alligevel fremad? ‘Inside Out’, ‘Pitch Perfect 2’, ‘Cinderella’, ‘Mad Max: Fury Road’, ‘Fifty Shades of Grey’, ‘Spy’, ‘Tomorrowland’, ‘Trainwreck’ og ‘Insurgent’ med kvinder i bærende roller rangerer højt på årets blockbuster-liste. Relanceringer af ‘Ghostbusters’ og ‘Ocean’s Eleven’ med kvinder i alle hovedrollerne er i støbeskeen. Julia Roberts og Sandra Bullock har snuppet roller oprindeligt skrevet til mænd i ‘Secret in Their Eyes’ og ‘Our Brand Is Crisis’.
Men hvorfor ikke skrive rollerne til kvinder fra starten? Det har Reese Witherspoon også spurgt om, og hun har sat handling bag sine ord ved at starte sit eget produktionsselskab Pacific Standard. Indtil videre har hun produceret ‘Wild’ og ‘Gone Girl’, der begge er baseret på bøger skrevet af kvinder med komplekse kvinder i centrum. Witherspoon fortalte i sin tale til Glamour’s Women of the Year Awards i november, at hun var træt af, at studiechefer hurtigt skiftede emne, når hun spurgte, om de udviklede film med kvinder i hovedrollen. Og at de manuskripter, hun læste, altid fastholdt kvinden i en passiv rolle.
»Jeg frygter at læse de manuskripter, der ikke har nogen kvinder involveret i skabelsen, for så vil jeg uundgåeligt nå til det sted, hvor pigen vender sig mod fyren og siger: Hvad gør vi nu?«.
Hvad vi gør nu er at blive ved med at kæmpe, blive ved med at skabe vores egne historier, blive ved med at påpege uligheder og uretfærdigheder, blive ved med at købe billetter til film om og af kvinder og blive ved med at tale om det – også når emnet har mistet sit momentum.
Læs også: 12 kvinder, der slår tilbage mod Hollywoods sexisme