Her er Tarantinos 10 bedste dialoger, motherfucker

Her er Tarantinos 10 bedste dialoger, motherfucker

Et af Quentin Tarantinos stærkeste varemærker er de sitrende originale dialoger, der er spækket til randen med rappe replikker, meta-absurditeter, nervepirrende suspense, vilde overraskelser og catchy oneliners.

I anledning af ’The Hateful Eight’ har vi kastet os ud i den dristige opgave at udvælge de 10 bedste. Alle har selvfølgelig deres personlige favoritter. Men det her er altså vores, motherfucker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Pulp Fiction’: A Royal With Cheese

»Do you know what they call a quater pound with cheese in Paris?«

’Pulp Fiction’ kunne alene udfylde denne liste. Tarantinos svendestykke fra 1994 fik nærmest øjeblikkeligt klassikerstatus, og det skyldtes ikke mindst filmens mesterlige og vanvittige dialoger, der fik publikum til at falde bagover.

Den måske mest ikoniske af dem alle er håndlagerne Jules og Vincents humoristiske nonsens-samtale om fastfood i Europa. Det hele udfolder sig i bilen, hvor Vincent deler ud af sine erfaringer fra overseas.

Dialogen er ikke bare karakteristisk for ’Pulp Fiction’, men også for Tarantinos måde at skrue scener sammen på. Samtalen skal ikke bringe plottet videre eller give nærmere hints om karakternes udvikling. Vi hænger simpelthen bare ud med de to dudes, og meget klassisk for Tarantino omhandler samtalen selvfølgelig obskure facts og pop-kulturelle referencer.

Men scenen efterlader os stadig med et åbent spørgsmål. For hvad kalder de egentlig en Whopper i Frankrig?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’From Dusk Till Dawn’: Tarantino som vampyr og en rå Clooney

»Aside from that unfortunate business, everything’s hunky-dory«

Tarantino stod for manuskriptet og Robert Rodriguez’ for instruktionen i den vilde genrehybrid ’From Dusk Till Dawn’, der udvikler sig fra en moderne outlaw-western til vampyr-splatterkomedie i løbet af få sekunder.

Brødreparret Seth og Richard Gecko (George Clooney og Quentin Tarantino) og familien Fuller er endt på en mexicansk-bar, hvor vampyrer har fået overtaget. Richard er blevet bidt og er nu selv blevet en vampyr.

Clooney er übercool som den tatoverede Seth, der leverer den ene grove og sarkastiske replik efter den anden, som da han trækker sin pistol med ordene: »You touch my brother with that stake biker, and vampires won’t have to suck your blood. They’ll be able to lick it up off the floor«.

Men den fantastiske og ironiske kommentar, da han bliver spurgt om, hvordan han har det, efter han har slået sin bror ihjel, tager prisen som den sejeste: »The world’s my oyster, except for the fact that I just rammed a wooden stake in my brother’s heart because he turned into a vampire, even though I don’t believe in vampires. Aside from that unfortunate business, everything’s hunky-dory«.

En vidunderlig spydig Tarantino-dialog midt i det bloddryppende splat.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘Django Unchained’: Underdog’ens hævn

»I count two guns, nigger«

Tarantino var ved at løbe ind i et stormvejr ved udgivelsen af ‘Django Unchained’ på grund af filmens storforbrug af the n-word. Men i denne scene kunne ordet ikke være brugt mere effektfuldt.

Efter en massiv shoot-out på slave-ranchen ’Candy Land’, venter det endelige opgør mellem »the house nigger« Stephen og vores helt Django (Samuel L. Jackson og Jamie Foxx).

Underdog’en Djangos overlegenhed driver ned af væggene, da Stephen siger »I count six shots, nigger«, og Django griber ned i venstre side og siger: »I count to guns, nigger«. Det hele er så lækkert western-cool, at hårene på armene rejser sig.

På vej ned af trappen skyder Django knæskallerne af Stephen, mens han afleverer det afgørende replik-skud: »Seventy-six year, Stephen. How many niggers you think you seen come and go? 7000? 8000? 9000? 9999? Every single word that came out of Calvin Candie’s mouth was nothing but horseshit, but he was right about one thing: I am that one nigger in ten thousand«.

Boom. Scene og dialog går op i en højere, katarsisk enhed, da Django iført solbriller springer hele huset i luften, alt imens Stephen skriger på gulvet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Jackie Brown’: En vemodig thug-afsked

»Let me tell you the reason, motherfucker. The reason is your ass don’t want this shit no more!«

Det hele skal ikke være skæg og ballade, for Tarantinos måske mest undervurderede film, ‘Jackie Brown’, er faktisk en rørende fortælling om at blive gammel pakket ind i en glimrende kup-komedie. Karaktererne er et sted i deres liv, hvor de ikke har opnået deres fulde potentiale og bare ønsker noget andet. Men er det for sent?

En af dem er den afdankede bankrøver Louis, der efter at have siddet i spjældet skal hjælpe vennen Ordell med et sidste kup, så de kan nyde deres otium. Men det går ikke helt efter planen, og Louis ender med at jokke gevaldigt i spinaten.

Louis og Ordell sidder i bilen efter en mislykket pengeudveksling, og som dialogen udfolder sig, kommer den slidte Louis’ inkompetence som kriminel til fuld skue. Samtalen eskalerer, og Ordell afliver Louis og kvitterer halvt hviskende, halvt råbende med afskedsreplikken: »What the fuck happened to you, man? Your ass used to be beautiful«. Vaskeægte thug-love på fineste niveau.

Robert De Niro og Samuel L. Jackson er henrivende, og Tarantino bygger dialogen op med masser af suspense og surprise.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Inglourious Basterds’: Barscenen

»Say auf wiedersehen to your nazi-balls«

Tarantino leverer en suspense-lækkerbisken i den neglebidende barscene fra ’Inglourious Basterds’, hvor han helt efter suspense-alfaderen Alfred Hitchcocks opskrift placerer en bombe under bordet, i form af en gruppe modstandsfolk på en bar med en flok nazister.

De tyske replikker er herlige, og den western-glade Tarantino kan heller ikke dy sig for at lave noget, der ligner en mexican stand-off ved den nazistiske majors testikler: »Looks like we have a bit of a sticky situation here«.

Dialogen går langsomt fra at være vævende til mere direkte, og da den ondskabsfulde major fortæller den britiske kaptajn Archie (Michael Fassbender), at ingen af dem forlader lokalet før tid, ved man, at Tarantino absolut ikke har tænkt sig at skåne nogen eller noget.

Fassbender slutter det hele på cool ærkebritisk: »Well if this is it, old boy, I hope you don’t mind if I go out speaking King’s«, og over for Schweiger starter det næste blodige festfyrværkeri med den famøse oneliner »say auf wiedersehen to your nazi-balls«, før han kastrerer majoren og antænder hele baren.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’True Romance’: The Sicilian Speech

»And your great-great-great-great-great-grandmother fucked a nigger…«

‘True Romance’ er godt nok instrueret af Tony Scott, men filmens ironiske 90’er-stil og vanvittige dialog emmer af Tarantino, der da også stod for manuskriptet.

Christian Slaters Clarence Worley, der tilbeder popikonet Elvis, tegneserier og martial arts-film, synes at være et direkte talerør for Tarantino. Og selvom den herlige replik »I always said, If I had to fuck a guy… I mean had to, if my life depended on it… I’d fuck Elvis« og hans rant mod filmindustrien, Oscars og det snobbede publikum er fantastiske, så er det den suveræne ’Sicilian Speech’, som overstråler alt andet.

Når man placerer filmlegenderne Christopher Walken, der senere blev hyldet for sin ur-monolog i ’Pulp Fiction’, og Dennis Hopper over for hinanden, er man nærmest sikker på, at scenen vil slå gnister.

Hoppers Clifford ved, at scenariet kun har ét muligt udfald, så hvorfor ikke gå ud med et brag? Med en smøg i mundvigen angriber Clifford den sicilianske mafiaboss Coccottis (Walken) rødder: »Here’s a fact I don’t know whether you know or not. Sicilians were spawned by niggers«.

Mens Clifford udlægger den utrolige beretning om Siciliens slægtskab med det sorte folkefærd, griner Coccotti mere og mere højtlydt og psykotisk. Da Clifford afleverer den afgørende replik – »and your great-great-great-great-great-grandmother fucked a nigger. Yeah, and she had a half-nigger kid. Now, if that’s a fact, tell me, am I lying? ‘Cause you, you’re part eggplant« – bliver det for meget for Coccotti.

Tarantino har selv kaldt scenen for et af sine stolteste øjeblikke, og dialogen er da også en dejlig Tarantino-cocktail af nonsens, halve facts, coolness og provokation.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Kill Bill 2’ – Superman-monologen

»I’m calling you a killer. A natural born killer. You always have been and you always will be«

Ofte lader Tarantino sine karakterer udfolde lange og filosofiske tanker om livet og eksistensen, og på den facon er han ikke langt fra berømte filmiske tænkere som Ingmar Bergman. Men hos Tarantino får vi det selvfølgelig pakket ind i postmoderne gavepapir gejlet op med i popkulturelle referencer og blodsudgydelser.

I ’Kill Bill 2’ går det ud over Superman, der af Bill (David Carradine) udnævnes til den mest unikke superhelt i en vidunderlig monolog, der ikke kun blotlægger Superman eksistens, men fungerer som en elegant sammenstilling med filmens hovedkarakter, Beatrix, og menneskehedens uforanderlighed.

I sofaen sidder en ramt Beatrix, der mest af alt blot venter på, at en pil med det sandhedsserum, hun er blevet ramt af, virker. Hele scenen fungerer som en næsten sadistisk appetitvækker før det endelig opgør mellem de to. Selvom opgøret på mange måder er antiklimatisk, er prologen hér helt forrygende.

Indlagt i dialogen er også en lille meta-reference til Oliver Stones ’Natural Born Killers’. En film, hvis manuskript Tarantino egentlig stod for udformningen af, men som han senere har fornægtet med ordene: »I hate that fucking movie«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Inglourious Basterds’: Rottetalen

»If a rat were to walk in here right now, as I’m talking, would you greet it with a saucer of your delicious milk?«

Tarantino har det med at overgå sig selv, og det gør han i den grad i den såkaldte rottetale fra ’Inglourious Basterds’.

Mange af Tarantinos dialoger er nærmest monologer, hvor en stakkel er indlagt til en hjernevaskende rant fra en yderst veltalende sociopat – og hvor de fleste svar blot er retoriske bemærkninger eller nik, som lige så godt kunne komme fra seeren.

Den måske allerbedste af disse monologer er Hans Landas groteske dissekeringer af den nazistiske rottemetafor for jøder.

»You don’t like them. You don’t really know why don’t like them. All you know is that you find them repulsive«, udbryder Hans Landa. Og selvom det leveres overbevisende, er det Tarantinos helt egen ironiske måde at smadre nazismens sindssyge ideologi. Præcis som Leonard DiCaprio gør det i ’Django Unchained’ med sin frygtindgydende monolog om den sorte mands kranie.

Den samlede scene på 20 minutter er et fantastisk psykologisk mindgame, som er så veludført og vanvittigt, at ’The Jew Hunter’ stryger ind på tredjepladsen.

Det skal også tages i betragtning, at den betagende tale leveres af den på det tidspunkt ukendte Christoph Waltz.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Pulp Fiction’ – English Motherfucker, English

»Oh I’m sorry, did I break you concertation?«

De mest mindeværdige dialoger er som regel dem, der er stopfyldt med spænding, overraskelser, grin og citerbare replikker.

Og scenen fra ‘Pulp Fiction’, hvor vores to venner Jules og Vicent skal inddrage gæld fra de tre dvaske college-studerende, er et pragteksempel på alle disse ingredienser mikset til en eksplosiv cocktail.

Samuel L. Jackson kører for fuld skrue, og da han først uden forvarsel har skudt den ene af de tre på sofaen, har man ingen idé om, hvordan resten af det voldelige scenarie kommer til at udspille sig. Og med catchy oneliners som »English motherfucker, English« og »Does he look like a bitch?«, der aldrig går af mode, indskriver dialogen sig som en af Tarantinos bedste og en sand fanfavorit.

Det ikoniske og hjemmestrikkede Bibel-citat fra ’Ezekiel 25:17’, der afslutter det hele, bliver blot en tyk understregning af hele dialogens, well… guddommelighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Reservoir Dogs’: Like a Virgin

»Dick, dick, dick, dick, dick, dick…«

Tarantino indleder selv dialogen i åbningsscenen på hans spillefilmdebut ‘Reservoir Dogs’ fra 1992: En dybdeborende, skarpsindig analyse af popdronningen Madonna og hendes hit ’Like A Virgin’:

»It shouldn’t hurt her, you know, her pussy should be Bubble Yum by now, but when this cat fucks her it hurts. It hurts just like it did the first time. You see the pain is reminding a fuck machine what it once was like to be a virgin«.

Men det stopper ikke her, for gruppen af gangstere, som er samlet på en diner, begynder nemlig også at diskutere drikkepenge. Steve Buscemi, i en af karrierens bedste roller som Mr. Pink, lægger hårdt ud – »I dont’ tip … I don’t believe in it« – og herfra tager det fart.

Minimumsløn og samfundsnormer bliver endevendt, og Mr. Pink leverer en klassiker, da han gnider sin tommelfinger og pegefinger sammen og udbryder: »Do you know what this is? It’s the world’s smallest violin playing just for the waitresses«.

Åbningsscenen giver os ingen hints om, hvad denne film kommer til at handle om, men den sætter stemningen – og for Tarantinos vedkommende lægger den kilen til hans kommende oeuvre. Mesterligt.

Læs også: Vores interview med Quentin Tarantino – provoen, der blev politisk

Læs også: Alle Tarantinos film rangeret – før ‘The Hateful Eight’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af