I går kritiserede Indiewires chefkritiker Eric Kohn her på siden Oscar-akademiet for at skabe en falsk illusion om kvalitetstunge film, og de seneste måneder er akademiet havnet i lidt af en shitstorm som følge af #OscarsSoWhite-debatten.
Akademiet er med andre ord ramt af et hidtil uset imageproblem. Men der er lige så mange anledninger til at klappe af Akademiets beslutningskraft som af dets snæversyn – anledninger, som for tiden har en tendens til at drukne i de temperamentsfulde angreb.
Så her serverer vi fem gode grunde til, hvorfor det er værd fortsat at stå på mål for filmverdenens mest prestigiøse institution.
1. Akademiet sætter fokus på lavbudgetfilm
Noget af det, Akademiet har været gode til gennem årene, er at sætte fokus på kvalitetsfilm, der ikke er understøttet af verdensberømte instruktører eller et multimillionbudget. Der er blevet talt en del om, at nutidens fokus på superheltefilm og franchises (og de såkaldte multiverser, altså ’franchises-inde-i-franchisen’) har presset kvalitetsfilm med middelstore budgetter baseret på originalmanuskripter helt ud af de store filmselskabers bevidsthed, og det kan der være noget om.
Men uafhængige produktioner kan netop derfor skyde frem andetsteds, for eksempel understøttet af ambitiøse og forholdsvist pengestærke produktionsselskaber som A24, Open Road eller Focus Features. Uden disse blev der formentlig ikke lavet film som ’Foxcatcher’ eller ’Spotlight’.
Siden 2000 har Akademiet kastet sin kærlighed på film som ’In the Bedroom’, ’Lost in Translation’, ’Sideways’, ’Capote’, ’Little Miss Sunshine’, ’Juno’, ’A Serious Man’, ’Winter’s Bone’, ’The Kids are Allright’, ’Amour’, ’Beasts of the Southern Wild’, ’Whiplash’, ’Boyhood’ og i år, ’Room’, der alle har opnået bedste film-nomineringer.
De nævnte film har netop fået et meget fordelagtigt udstillingsvindue igennem Oscar, ikke mindst i resten af verden, hvor mindre film (stadig) får senere premiere og dermed er ganske afhængige af – og kan udnytte – den hype og prestige, der følger af at være Oscarnomineret. På den måde tager Akademiet positivt del i filmfødekæden ved at anerkende og booste mindre spillere, der dermed kan sikre sig bedre muligheder for at realisere (større) drømmeprojekter i fremtiden.
2. De fremhæver nye talenter
Hvis vi kigger på nogle af de instruktørnavne, der er blevet nomineret for bedste instruktion siden 2000, kan vi konstatere, at billedet af Akademiet som en forsamling af konservative stivstikkere er noget forsimplet.
Ikke alene har flere af fyrtårnene for den alternative filmkunst opnået nomineringer siden årtusindskiftet (David Lynch, Robert Altman, Mike Leigh, Gus Van Sant, Darren Aronofsky, Terrence Malick, Richard Linklater), men fremmedsprogede instruktørnavne med appel til arthouse-segmentet har også nydt anerkendelse (herunder Michael Haneke, Michel Hazanavicius, Pedro Almodovar og Fernando Meirelles).
Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at Akademiet ikke er bange for at pege på nye, spændende eller bare hidtil underbelyste talenter. Navne som Sofia Coppola, Alexander Payne, Bennett Miller, Paul Greengrass, Jason Reitman, Benh Zeitlin, Steve McQueen og i år, Lenny Abrahamson, har alle fået opmærksomhed i forbindelse med, at de er slået igennem til en bredere kreds på grund af positiv kritikerbevågenhed. På den måde har Akademiet faktisk formået at fungere som en udmærket vejrhane for de talenter, der enten arbejder uden for mainstream eller er i færd med at trænge ind i den.
3. De hylder oversete veteraner
Akademiet opererer med en Æres-Oscar, der de seneste par år er blevet uddelt inden showet ved et særskilt arrangement, men som tidligere (før man blev desperat efter at nå ned under de mere ratings-venlige tre timer per show) var en del af selve ceremonien og som regel udgjorde den perfekte anledning til at få hele salen til at rejse sig og give stående applaus.
En Æres-Oscar kan både gives for en såkaldt ’humanitær’ bedrift som anerkendelse af, at berømmelse og talent kan bruges uden for selve filmkunsten (Angelina Jolie er seneste eksempel). Men de mere mindeværdige Æres-Oscars knytter sig gerne til elskede veteraner, der – hvis de af den ene eller anden grund aldrig havde timing eller tidsånd på deres side – blev snydt for en regulær konkurrenceoscar i deres glansår.
Angela Lansbury (der i sin karrieres unge år opnåede tre nomineringer, men ingen statuette) blev præmieret forrige år. I år er det så Gena Rowlands. På lignende vis er skuespillerinder som Barbara Stanwyck og Lauren Bacall blevet belønnet i deres livs efterår, og det samme gælder naturligvis veteraner på mandesiden som den notorisk forbigåede Peter O’Toole.
Respekterede instruktørnavne som Sidney Lumet, Jean-Luc Godard og dokumentaristen D.A. Pennebaker har også opnået denne ære inden for det seneste årti.
Akademiets veneration for veteraner kommer dog også til udtryk i konkurrencehenseende, både når det mest skyldes netop veneration mere end en egentlig storartet præstation (Robert Duvall for ’The Judge’, Diane Keaton i ’Something’s Gotta Give’, Max Von Sydow for ’Extremely Loud and Incredibly Close’ og June Squibb i ’Nebraska’), og når der vitterligt er rigtigt god grund til at fremhæve dem: Ellen Burstyn i ’Requiem for a Dream’, Christopher Plummer i ’Beginners’, Julie Christie i ’Away From Her’, Emmanuelle Riva i ’Amour’ og – i år – Charlotte Rampling i ’45 Years’.
Se de sidste to grunde på næste side.
4. De sætter fokus på oversete medlemmer af filmfamilien
På grund af al den opmærksomhed, der knytter sig til Oscar-uddelingen, bliver der i showets første par timer mestendels sat fokus på en række priser, som ellers ikke får bare nær samme opmærksomhed på nogen anden scene end netop i Oscar-sammenhæng.
Det er i høj grad på grund af Oscar, at vi gider gå op i – og derfor med årene bliver klogere og mere nysgerrige på – hvad forskellen er på klipning og miksning af lyd og udpeger ’stjernerne’ inden for andre felter af filmfaget såsom fotografering (Roger Deakins, Robert Richardson, Emmanuel Lubezcki etc.), originalmusik (John Williams, Alexandre Desplat etc.), klipning (Michael Kahn, Thelma Schoonmaker etc.) og visuelle effekter (Richard Edlund, Dennis Muren, John Knoll etc.). Bare for at nævne nogle stykker.
Men det er ikke kun de forskellige grene inden for filmhåndværket, der på den måde bliver fremhævet af Akademiet.
Man har ikke alene gjort plads til en kategori for bedste animationsfilm og bedste fremmedsprogede film (alt andet ville se mærkeligt ud med tanke på, at Hollywood gennem hele sin historie har støvsuget talenter fra den store verden), men også priser for både bedste dokumentar og kortdokumentar, hvilket forlener ikke-fiktions-genren med en fornem mulighed for større bevågenhed.
Det samme må i endnu højere grad siges at være tilfældet med kategorierne for bedste kortfilm og bedste animerede kortfilm, en lille grøn gren i filmens samlede Yggdrasil, der skyder små interessante projekter af sig, som ellers ikke ville nå bredt ud. Kortfilmene fungerer endvidere som gode udstillingsvinduer for de talenter, der går og drømmer om en dag at kunne få chancen på budgettungere fuldlængdefilm.
5. De viser vilje til at gennemføre forandringer
Til sidst kan det være værd kort at vende tilbage til det emne, der på mange måder startede debatten om Akademiet som en bagstræberisk forsamling af indspiste og verdensfjerne rigmænd. For Akademiet har igennem hele sin historie taget bestik af situationen i filmverdenen og udstukket kurs derefter. Nye kategorier er kommet til, og gamle er forsvundet. Man har derfor hele tiden forsøgt at være en tidssvarende institution, men uden at give køb på arvesølvet, den kerne af tradition, der sikrer enhver levende institution sin legitimitet og aura af eksklusivitet og seriøsitet.
Siden 2008 er det gået stærkt på flere fronter. Man har udvidet bedste film-kategorien og ændret stemmesystemet og man har taget initiativ til at indlemme flere nye medlemmer i folden for at komme problemet med for mange ’inaktive, ældre, hvide mænd’ i forkøbet.
Dermed sker der en fortløbende, naturlig udskilning i medlemsskarens rækker. Seneste nyt er endda, at man vil opspeede processen med at rekruttere nye og yngre medlemmer yderligere og gøre op med livstidsmedlemskab af Akademiet, for eksempel ved at gøre det til et krav, at man er aktiv inden for filmbranchen for at kunne fastholde en aktiv (stemmeberettiget) relation til Akademiet. Man kan diskutere, om der sker nok, og om det går stærkt nok, men der foretages altså hele tiden (små) skridt i den rigtige retning.
Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.
Læs også: Førende amerikansk kritiker – »Oscar skaber en falsk illusion om ’gode’ film«