Hvis du ikke føler dig bare lidt liderlig efter Robyns ‘Sexistential’, har du ikke hørt ordentligt efter
ALBUM. De sidste par år har internettet talt om genkomsten af såkaldt recession pop. Pop fra slutningen af 00’erne a la Kesha, Rihanna, Lady Gaga, The Black Eyed Peas og naturligvis Robyn, hvis elektroniske og eskapistiske klublyd har gjort sin genkomst i nutidens popmusik.
På den måde er det fuldstændig i tidens ånd, at Robyn udgiver et album, der vender ubetinget tilbage til den kernelyd, der definerede hende i 00’erne. Dronningen af heartbreak på dansegulvet, med fire-i-gulvet, statisk bas og arpeggiator-synths.
På ‘Sexistential’ er heartbreaket også til stede, men det bliver tillagt mindre tyngde, og i stedet er der fuld plade på dopamin, pop-ekstase og solomors-liderlighed. Og efter et årti, hvor så mange forsøgt har forsøgt at mime det svenske moderskib, er det en kuldegysende lettelse at lytte til den ægte vare.
‘Sexistential’ åbner in medias res midt i et breakup på ‘Really Real’, der rent sonisk næsten lyder som en flugtscene i en actionfilm. Men på trods af åbningen er det ikke hjertesorg, der kommer til at definere stemningen på resten af albummet.
For ‘Sexistential’ har nemlig rødder i fortællingen om, hvordan Robyn, efter afslutningen af et langt forhold, gav op på idéen om at skabe en familie efter den gængse opskrift og i stedet besluttede sig for at starte i IVF-behandling og blive solomor.
I en pressemeddelelse fortæller hun om, hvor fristættende det var at adskille familieforøgelse og romantisk kærlighed fra hinanden, og på ‘Sexistential’ virker det netop som om, at Robyn er blevet forelsket i noget andet end en partner. Hun virker forelsket i … verden? Sig selv?
Albummet sitrer af nysgerrighed, liderlighed, forelskelse og ekstase, uden det er rettet mod en special someone. For som hun synger på den kække ‘Sucker for Love’, så er Robyn stadig vild med kærlighed og romantik, selvom ’lykkelig til deres dages ende’-kærligheden ikke lykkedes denne gang.
Også selvom de to afsluttende sange, ‘Light Up’ og ‘Into the Sun’, efterlader én med følelsen af, at der måske er et par tårer, der stadig skal grædes, før hjertesorgen er helt fortrængt.
Sange som ‘Talk To Me’, ‘Dopamine’ og ‘Sexistential’ har stærke referencer til ‘Body Talk’-tiden og blander pop-hedonisme med refleksioner over, hvad kærlighed, sex og kemi egentlig er. Og på den nedtonede ‘It Don’t Mean a Thing’ har Robyn et anderledes accepterende blik på det kærlighedsbrud, hun synger om.
‘Blow My Mind’ er med sin Kraftwerk-lignende energi på overfladen en hed, flirtende popsang om at knappe skjorten op og »go on make a mess«. Men lytter man efter (og følger med på Instagram), opdager man, at det er en amme-endorfin-bombe af en kærlighedserklæring til hendes søn, som hun i al hemmelighed blev mor til i 2022.
Blandingen af seksuelt og eksistentielt begær er kernen på ‘Sexistential’. Selvom der bliver sunget om onenightstands midt i IVF-behandlingen på titelsangen, lader det at føle sig sexistential til at være et begejstret og sultent syn på sig selv og sin plads i verden, mere end det handler om liderlighed per se.
Men okay, hvis du ikke føler dig bare lidt liderlig efter at have lyttet til ‘Sexistential’, så har du ikke hørt ordentligt efter.
Kort sagt:
‘Sexistential’ sitrer af nysgerrighed, liderlighed, forelskelse og ekstase. Efter et årti, hvor så mange forsøgt har forsøgt at mime det svenske moderskib, er det en kuldegysende lettelse at lytte til den ægte vare.