TRACK. Når man går fra upcoming til uundgåelig, bliver det sværere at vide, hvem man kan lukke ind. På ‘Himmelsendt’ lyder Zuloo som én, der er begyndt at mærke det.
Fra første sekund lyder rapperen mere lukket på ‘Himmelsendt’. Ikke bare i tonen, men i måden han træder ind i nummeret på. Hans distancerede vokal er ekstremt distorted, flosset i kanten, når der åbnes med »jeg ku’ ik’ let em in / ka ik’ stole på many men«.
Han lyder ikke som én, der prøver at overbevise, men som én, der allerede er træt. Produktionen, skabt af Eigil Bjørn, understøtter det.
De omvendte hi-hats giver beatet en sugende, næsten åndende effekt, mens de travle 808s konstant arbejder i bunden. Lydbilledet virker inspireret af Kanye Wests ’Donda’-æstetik, hvor rytmen aldrig står stille, men hele tiden skubber til og trækker i sangen.
Her begynder Zuloo at vise noget, vi sjældent har hørt fra ham før. Linjer som »døjer med noget smerte, de der tanker gør, vi ryger squeeze« bryder med personaen, der ellers har været bygget på flex, fester og hurtige highs.
Her er der i stedet en erkendelse af, at det høje tempo også har en bagside. »Jeg holder mig til holdet, for de’ himmelsendt«, rapper han. Zuloo stoler kun på sine egne.
Midt i en virkelighed, hvor populariteten vokser, og nye ansigter konstant dukker op, bliver loyalitet et anker. Det er en udvikling, man ofte ser hos artister, der pludselig må begynde at tvivle på folks intentioner – og derfor holder endnu hårdere fast i dem, der var der fra start.
‘Himmelsendt’ er ikke en total genopfindelse af Zuloo. Men det er første gang, det føles som om, han giver slip på den facade, han ellers har opretholdt – og det rykker ham et nyt sted hen.
Til dig der kan lide: Dine day ones. Køreture alene. At unfollowe folk på Instagram. Kanye, før det stak helt af.