For fem år siden slog iranske Asghar Farhadi sin betydning som filminstruktør fast, da han modtog en Oscar for Bedste Udenlandske Film for den fremragende ‘Nader & Simin’ (på engelsk, ‘A Separation’). I år er hans nye film ‘The Salesman’ nomineret i samme kategori, men alt tyder på, at Farhadi ikke vil kunne deltage i ceremonien.
Ifølge The Daily Beast er instruktøren er nemlig blevet nægtet indrejse i USA som konsekvens af det dekret, USA’s præsident Donald Trump underskrev i fredags. Dekretet betyder, at der ikke vil blive udstedt nye indrejsetilladelser til borgere fra syv overvejende muslimske lande, herunder Iran, i 90 dage eller længere tid. Grundlæggeren af organisationen The National Iranian American Council har bekræftet på Twitter, at Asghar Farhadi ikke vil blive lukket ind i landet for at deltage i ceremonien.
En talsperson fra Oscarakademiet har i går lørdag udtrykt foragt for dekretet og dets konsekvenser for Farhadi, skriver Variety:
»Som støttere af filmskabere – og alle menneskers rettigheder – over hele kloden, finder vi det ekstremt problematisk, at Asghar Farhadi, instruktøren af den Oscar-vindende film fra Iran, ‘A Separation’, sammen med castet og medarbejderne på dette års Oscar-nominerede film ‘The Salesman’ kan blive forhindret i at rejse ind i landet på grund af deres religion eller hjemland«.
Læs også: Kommentar: Så, er Oscar ikke en flok racistiske røvhuller længere?
Læs også: Årets Oscar-nomineringer: Her er de største overraskelser og forbigåelser