Så, er Oscar ikke en forsamling racistiske røvhuller længere?

Trods mange sorte nomineringer er der stadig hård racekritik af Oscar-feltet. Er der hold i den?
Så, er Oscar ikke en forsamling racistiske røvhuller længere?

KOMMENTAR. 40 nominerede skuespillere, 40 hvide nominerede skuespillere.

Det så skidt og hvidt ud for Oscar i 2015 og 2016, og kritikken blæste akademiet bagover. Men i år er der andre kulører i wokretten.

Syv ud af 20 skuespillernomineringer er andre farver end hvid, det højeste antal siden 2007: Viola Davis, Naomie Harris, Octavia Spencer, Mahershali Ali og Dev Patel i birollekategorierne, Denzel Washington og Ruth Negga i hovedrollekategorierne. Med seks nomineringer ud af 20 (Patel er af indisk afstamning som den syvende) overstiger andelen af afroamerikanere i Oscar-feltet deres andel af befolkningen på 12-13 procent. Og samtidig er det værd at bemærke, at hele tre af filmene i dokumentarfeltet behandler racetematikker: ’O.J.: Made in America’, ’13th’ og ’I Am Not Your Negro’.

Så er problemet løst? Tid til at komme videre? Er Oscar-medlemmerne stadig røvhuller, men ikke længere racistiske røvhuller?

Hashtagget har virket

Den markante udvikling fra 2016 til 2017 skyldes flere faktorer. Dels har akademiet med dets (afroamerikanske) præsident Cheryl Boone Isaacs i spidsen iværksat en række drastiske initiativer for at ændre sammensætningen af akademiet, som har været under massiv kritik i årevis (for gammel, for hvid, for mand).

Som led i en målrettet femårsplan inviterede akademiet sidste år 683 nye medlemmer ind, et markant antal i forhold til den normale invitationsliste på 2-300 per år. Af de nye inviterede var 46 procent kvinder og 41 procent farvede – og mange kom med på direkte opfordring af akademiet selv modsat den sædvanlige procedure, hvor man skal indstilles af to nuværende akademimedlemmer, hvilket i sig selv skaber en selvforstærkende ensartethed i demografien. Man har også smidt flere af de inaktive (læs: gamle, hvide, mandlige) medlemmer ud.

Creed00906.dng
Michael B. Jordan, kendt fra blandt andet filmen ‘Creed’, var et af de nye ansigter, der blev inviteret med i Oscar-akademiet sidste år.

Der er næppe heller nogen tvivl om, at selve #OscarsSoWhite-kampagnen har haft en effekt. Vi så det allerede sidste år, hvor showet var så bange for sin egen blege skygge, at selvkritikken og de påfaldende mange apologiske segmenter overdøvede de folk, der rent faktisk var nomineret og sådan set ikke havde gjort noget galt.

Og da 11 tidligere Oscar-nominerede filmfolk medvirkede i gårsdagens præ-optagede nomineringsoffentliggørelse, var kun én af dem en hvid heteroseksuel mand.

Mange medlemmer har formentlig været mere bevidste end nogensinde før om ikke at udfylde en stemmeseddel udelukkende bestående af deres hvide venner. På den måde har den øgede bevidstliggørelse virket.

Oscar-stadig-ikke-farvet nok?

Dertil kommer, at de sorte kandidater har været flere og stærkere i år end de to foregående sæsoner. Selvom det uanset hvad er pinligt at præsentere et kridhvidt nomineringsfelt, var man sidste år nødt til at stramme skyklapperne godt ind for at hævde med vished i stemmen, at Idris Elba i ’Beasts of No Nation’, Michael B. Jordan i ’Creed’ eller Will Smith i ’Concussion’ helt objektivt var blevet overset, fordi de var sorte.

Men i år har en mindre hær af film været på fremmarch direkte mod Oscar-showet gennem det meste af awards-sæsonen, hvor ’Moonlight, ’Fences’, ’Hidden Figures’, ’Loving’ og ’The Birth of a Nation’ har udmærket sig med stærke sorte præstationer foran og bag kameraet, og hvoraf flere endte med at gå hele vejen. Havde Oscar også i år været so white, var racistanklagen soleklar.

Mens mange glæder sig over årets mangfoldige felt, er ikke alle dog lige tilfredse. April Reign, der startede #OscarsSoWhite-kampagnen, skrev i går på Twitter:

Og organisationen Multi-Ethnic Media Coalition, der advokerer for asiatiskamerikanere, latinoer og native americans på film og tv, kaldte i samme ånd nomineringerne »en stor skuffelse« på grund af fraværet af netop disse etniske grupper.

»Vi er skuffede over, at akademiet overså andre fantastiske præstationer af asiatiskamerikanske skuespillere, heriblandt Hayden Szeto (’Edge of Seventeen’) og Donnie Yen (’Rogue One’)«, udtalte formanden for underafdelingen The Asian Pacific American Media Coalition, Daniel Mayeda.

Nu er det ingen menneskeret at blive Oscar-nomineret, og en nominering til såvel et ukendt navn i en lillebitte coming of age-film som ’Edge of Seventeen’ og en gigantisk blockbuster i en filmserie uden tradition for skuespilpriser ville være sensationelt, uanset om spillerne var hvide, gule, grønne eller blå.

Og at skyde på Oscar med disse begrundelser lige nu, hvor akademiet har vist viljen til at ændre på tingenes triste tilstand – og feltet faktisk er mere mangfoldigt end de senere år – virker malplaceret.

Mel Gibson antyder splittelse i akademiet

Kigger man nærmere på årets Oscar-felt, er det dog ikke uangribeligt vurderet med diversitetsmålestokken. Man aner både splittelse og en gentagelse af tidligere tiders faldgruber.

Den seksdobbelte nominering af Mel Gibsons ’Hacksaw Ridge’ – heriblandt i de tunge kategorier bedste film og instruktør – antyder, at det gamle, reaktionære Hollywood stadig har stor magt i akademiet.

Hacksaw Ridge
Andrew Garfield i Mel Gibsons ‘Hacksaw Ridge’

’Hacksaw Ridge’ er en patosladet film, der hylder Gud, hæren og fædrelandet, og som kun patriotiske amerikanere vil falde fuldstændigt i svime over. Mel Gibson har som bekendt gjort sig bemærket med antisemitiske, racistiske og misogyne udtalelser i fortiden, og der er næppe mange sorte eller kvindelige akademimedlemmer, der har haft et synderligt behov for at give ham en hjertelig velkomst tilbage i det gode selskab.

Men han har nok fået mange stemmer blandt de ældre, mere konservative medlemmer, som det senest år anonymt har beklaget sig over at være blevet genstand for noget, der ligner en hetz, trods deres mangeårige indsats i filmbranchen.

Latinoerne er rasende

Da Oscar i 2014 sidst havde et stort ’sort’ år, fik Steve McQueens ’12 Years a Slave’ hæderen som bedste film. Og her lød kritikken, at Oscar kun hylder de sorte filmfolk, når de laver film, der specifikt handler om race – for ligesom at rense samvittigheden, før det er back to normal.

Samme pointe kan man fremføre i år. I plotbeskrivelserne af både ’Fences’, ’Hidden Figures’, ’Moonlight’ og ’Loving’ indgår ordet »black«. En sort far forsøger at få sin familie til at fungere i 50’erne. Sorte kvinder hjælper NASA. En homoseksuel sort mand vokser op. En sort kvinde og en hvid mand må ikke være gift.

De film med sorte skuespillere, der har en chance i Oscar-sammenhæng, handler ofte om the black experience. Og det er et vigtigt skridt, at afroamerikansk identitet og historie bliver behandlet på film – og bliver hyldet for det. Men det store sorte Oscar-år tilbage i 2002 var særligt bemærkelsesværdigt, fordi både Denzel Washington (’Training Day’) og Halle Berry (’Monster’s Ball’) vandt priser for film, der ikke som sådan handlede om, at de var sorte.

Berry Washington gettyimages
Denzel Washington og Halle Berry vandt begge en Oscar i 2002. Foto: Frederick M. Brown/Getty Images

Det peger måske på, at det vigtigste diversitetsproblem ikke ligger hos Oscar, slet ikke nu hvor akademiet bedre sent end aldrig har besluttet sig for at skabe forandringer, det uundgåeligt tager flere år at se den fulde effekt af.

Oscar afspejler en filmindustri med en lang række grundlæggende mangfoldighedsudfordringer, og her har førnævnte Daniel Mayedas kollega fra The National Hispanic Media Coalition, Alex Nogales, fat i den lange ende, når han ifølge The Wrap i går lagde den kritiske vægt et andet sted i sin kommentar:

»Det multidimensionelle portræt af vores samfund er uden tvivl det, publikum gerne vil have, og studierne fejlede igen i år med at møde det behov med større muligheder for talenter af alle racer og etniciteter«. Han fortsatte:

»Latinoer er rasende, vores skuespillere får ikke mulighederne for at arbejde foran kameraet og, med få undtagelser, heller ikke bag kameraet«.

Den strukturelle kritik er utvivlsomt velbegrundet, og det er vigtigt, at årets farvegunstige Oscar-felt ikke får os til at tro, at alt er fryd og gammen. Hollywood er stadig gammel og hvid, men ved prisuddelingen 26. februar behøver Oscar nu altså ikke være én stor undskyldning for sig selv.

Læs også: De største overraskelser og forbigåelser ved Oscar-nomineringerne

Læs også: Se alle Oscar-nomineringerne

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af