’Hjertets vej’: Rystende film får én til at tage stilling til organdonation

Da du fyldte 18 år, fik du tilsendt et lille rødt kort og et brev om, at du nu kunne tage stilling til, om dine organer må doneres, hvis uheldet er ude.

Har du taget stilling? Jeg havde ikke. Ikke før jeg så ’Hjertets vej’, en rystende og emotionel rejse om død, sorg, liv og altså: Organdonation.

Filmen er baseret på Maylis de Kerangals roman ’Hjertet’ og instrueret af franske Katell Quillévéré. Quillévéré har en fænomenal evne til at skabe fængende fortællinger akkompagneret af smukke, poetiske billeder og følelsestungt klaverspil. Som i åbningsscenen, hvor teenageren Simon surfer med to venner i Le Havre. Bølgerne omfavner ham, bruser sammen og fylder skærmen med langsomme blå bevægelser. Havet flyder som blod i årene – langsomt, tykt, organisk og altomfavnende.

Da solen står op, kører de tre venner hjem langs landevejen. Trætte og vindblæste bliver den kørende kammerats øjne langsomt tungere, asfalten bliver til hav for det indre blik, og en bølge rejser sig symbolsk foran bilen – crash. Simons mor Marianne (Emmanuelle Seigner) vækkes af telefonen tidligt om morgenen og får besked om, at hendes søn har været ude for en brutal bilulykke.

Han ligger i koma, er erklæret hjernedød, og hans hjerte banker kun med hjælp af maskiner. Tahar Rahim (’Profeten’) spiller den unge læge Thomas, der i samme samtale, hvor han fortæller om Simons død, skal have forældrene til at tage stilling til organdonation. Forældrene er i dyb sorg, men valget skal tages hurtigt.

Og midt i filmen skifter vi så fokus til Claire (Anne Dorval fra ’Mommy’), der sidder i Paris og er ved at miste livet på grund af en hjertefejl. Hun laver sjov med sin sygdom over for sine to voksne sønner, selvom hendes tilstand er så dårlig, at hun må bede dørmanden om at bære hende op af trapperne. Claire har ikke meget tid tilbage og skal tage stilling til, om hun vil fortsætte livet med en død persons hjerte i brystet.

Bikarakterernes små jag af ensomhed og længsel efter kærlighed rammer en dybfølt nerve. Som sygeplejersken, der arbejder for meget til at have en familie, og Thomas, der flirter mildt med den lægestuderende. Livet er kort og sårbart.

’Hjertets vej’ handler da heller ikke om døden, men om livet. Det bliver man mindet om under bølgernes brusen, der gennem hele filmen optræder som et symbol på genfødsel. Som et minde om, at når et menneske går bort, åbner livet sig for et andet.

Det er en realistisk og troværdig fortælling om et sårbart emne, der sjældent bliver behandlet på film. Og en eksplicit hjertetransplantation gør den kun mere virkelighedstro. Uden at forenkle de svære etiske beslutninger får ’Hjertets vej’ én til at tænke. Og det første jeg gjorde, da jeg forlod biografen, var at logge ind på Sundhed.dk og tage et valg.

Spillefilm. Instruktion: Katell Quillévéré. Medvirkende: Gabin Verdet, Anne Dorval, Tahar Rahim, Emmanuelle Seigner. Spilletid: 103 min.. Premiere: Den 22. juni
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af