‘Silvana’: Musikdokumentar er en frydefuld, knytnævehævet hyldest til »Sveriges superdyke«
Silvana Imam rapper om hvide Nikes, champagne og kvinder. Så langt, så hiphop. Men tilsæt oprørske slagord om at være »Sveriges superdyke«, hyldest af powerpussies og opfordring til at styrte patriarkatet – og top det hele af med urskriget »Tack gud jag är homo« i hittet ’För evigt’ og du er klar over, at Silvana kommer fra et helt nyt sted.
Klædt i hvidt fra top til tå og med tilbagestrøget hår i en stram, vandkæmmet hestehale betræder Silvana gadens brosten bevæbnet med en megafon. Hun har ild i de flintrende alvorlige øjne og en ting eller to at sige. Sådan er Mika Gustafson, Olivia Kastebring og Christina Tsiobanelis’ Guldbaggepræmierede dokumentarfilm ’Silvana – Väck mig när ni vaknet’ mættet af kraftfulde billeder. Andet ville også være mærkeligt, kunstneren i centrum taget i betragtning.
’Silvana’ er en frydefuld, knytnævehævet hyldest til denne naturkraft af en kunstner. Dog af og til hamret ind med lidt for bogstavelige iscenesættelser (eksempelvis myriader af hænder, der river i Silvanas ansigt fra alle sider). Men det er let at tilgive, når filmen med så smittende begejstring tegner sit portræt.
Silvana Imam, der er datter af en litauisk mor og syrisk far, kom til Sverige som fireårig. Da hun var barn var det lyse hår klippet i grydefrisure og undertiden ville Silvana hellere kaldes Erik. Hun blev mobbet og holdt uden for i skolegården, men knuselsket af mor, far og storesøster hjemme i boligblokken.
»Jeg var allerede lebbe dengang«, halvt joker hun med sin mor, da de to er på ferie tilbage til hjembyen i Litauen. Og så skærer den nu voksne og succesrige rapper Silvana et fjollet og lidt flovt ansigt, der fortæller alt om, hvor hårdt det må have været at vokse op som queer indvandrerbarn i Stockholm-forstaden Jakobsberg.
I flimrende hjemmevideooptagelser fra 1990’erne ser vi den unge Silvana. Nogle gange mut og eftertænksom, andre gange sorgløs og legende. Sammen med storesøsteren optræder hun foran kameraet hjemme på det trange teenageværelse til Ace of Base-hittet ’Wheel of Fortune’; et nostalgisk, 90’er-kikset klip, der på charmerende vis giver os en anden side af den nu så seje Silvana.
Det kvindelige trekløver Gustafson, Kastebring og Tsiobanelis har fulgt Silvana med deres kameraer siden gennembruddet i 2014, og graden af adgang gør ’Silvana’ til en intim musikdokumentaroplevelse af de mere sjældne. Du fornemmer Silvanas tryghed ved de tre, når hun bruger kameraets konstante tilstedeværelse som en slags skriftestol. Backstage til en festival ryger ordene ud af hende: »Jeg er håbløst forelsket i hende. Jeg sværger!« Det er den svenske popsangerinde Beatrice Eli, der får Silvanas kinder til at blusse, og hindrer den ellers så fandenivoldsk coole rapper i at bevare det kølige overblik.
Filmen indfanger de tos første, akavede møde og hvert et stjålent blik foreviges. Silvana og Beatrice bliver kærester og tager med største selvfølgelighed Sverige med storm. Rapperen og popsangerinden. Et feministisk, lesbisk powerpar, der sætter babylebbers hjerter i brand i hver en by. Hvornår har du nogensinde set en dokumentar om det?
’Silvana’ viger aldrig uden om det specifikt lesbiske. Filmen gør en dyd ud af selve repræsentations-faktoren og hylder i lige så høj grad de unge fans som ikonet Silvana selv. Læderjakken og den tilknappede skjorte er uniformen og foran scenen tilbedes Silvana af sine tro følgere, der for fuld hals skriger med på parolen: »Tack gud jag är homo!« Sprudlende og stærke scener, der gør indtryk og sender dig ægte opløftet ud i verden.
Kort sagt:
Mika Gustafson, Olivia Kastebring og Christina Tsiobanelis’ ’Silvana – Väck mig när ni vaknet’ er et karismatisk musikhelteportræt, der nok yder fanservice fra start til slut, men samtidig omvender alle os andre til fans ved samme lejlighed.