’Thunder Road’: Amerikansk svar på Frank Hvam stråler i sorgbetynget komediedrama

CPH PIX: Hvordan breder man en kortfilm ud til spillefilmlængde? Instruktør Jim Cummings har valgt den bedste løsning ved simpelthen at lade ’Thunder Road’ indlede med en modificeret genindspilning af sin Sundance-vindende, 13 minutter lange film af samme navn fra 2016.

Ligesom i kortfilmen spiller Cummings selv den anspændte politibetjent Jim Arnaud, der i én lang indstilling gør sig selv komplet til grin til sin mors begravelse. Alle tackler sorg forskelligt, men Jims måde stikker alligevel ud.

Hans usammenhængende, grådkvalte mindetale forsøges afrundet med en koreograferet dans til Bruce Springsteen-sangen ’Thunder Road’, som moren elskede højt. Men Jims medbragte ghettoblaster vil ikke virke. Han må performe dansen i bidende stilhed foran kirkealteret, mens en person på forreste række fanger miseren på sin smartphone.

Det pinlige optrin er komisk og smertefuldt, og det er umuligt ikke at føle med Jim Arnaud. Han vil så gerne gøre alting godt, men formår alligevel i bedste Frank Hvam-stil at ødelægge stort set alt.

Cummings er eminent som den sørgende betjent, der hele tiden er ved at bryde sammen. Utroligt nok bliver hans løbende følelsesudkrængninger aldrig karikerede og kunstige. Han er ynkelig, men har alligevel styrken til at blive ved og ved og ved. Sådan fortsætter det i komediedramaet, mens Jims liv langsomt går i opløsning.

For hans separerede kone Rosalind (Jocelyn DeBoer) vil have en skilsmisse og fuld forældremyndighed over datteren Crystal (Kendal Farr). Det er smerteligt nok snarere Jim, der ikke kan undvære Crystal end omvendt. Samtidig afføder den tyngende sorg en ulmende aggression, som går ud over hans arbejde.

Mens begravelsesseancen måske stadig er filmens bedste scene, giver den længere spilletid Cummings mulighed for virkelig at udfolde relationerne mellem de karakterer, man så glimt af i kortfilmen. Han får især godt modspil fra debutanten Kendal Farr i rollen som datteren Crystal, der frustreres over farens omklamrende bekymring og manglende ’klappe, klappe kage’-evner.

Ligesom i forlægget er det dog i særdeleshed Cummings selv, der bærer filmen. Man kan kun håbe, at dette umiskendelige talent vil udmønte sig i mange flere spillefilm fremover.

Læs også: Mesterinstruktør, ‘Big Lebowski’ og lyden af Nic Cage: Syv events, du ikke må misse på CPH PIX

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted