’Polar’: Fremragende Mads Mikkelsen svigtes af skinger svensker i Netflix-actionfilm
Mads Mikkelsen står skarpt med Bronson-moustache som den pensionsmodne lejemorder Duncan alias ’The Black Kaiser’ og præsterer til fem-seks stjerner i ’Polar’. Men hvorfor så den grove karakter!?
Fordi alt andet er ragende galt.
Trods en simpel drengerøvspræmis er ’Polar’ en skinger og uappetitlig udsalgsvare, der føles som lobotomi på det tømmermandssind, den er beregnet til. Og forklaringen skal nok findes hos filmens instruktør Jonas Åkerlund.
Svenskerens maksimalistiske ’in your face’-filosofi, hvor glamour- og trash-livsstil behandles med overmættede farver, skrigende kontraster og febrilske kropsfagter, har føjet visuel slagkraft og ekspressivitet til lyduniverserne hos Madonna, Lady Gaga og Rammstein. Inden for musikvideoens verden har Jonas Åkerlunds æstetiske nastiness en høj status.
Åkerlund er inkarnationen af den primitive fordømmelse, flere konservative røster ytrede over for kuldet af såkaldte MTV-instruktører, der i 90’erne tog springet til spillefilmen: Deres flimrende stil egnede sig ikke til at fortælle en længere historie, lød det. Men ’Polar’ er Åkerlunds fjerde spillefilmforsøg og burde være forsikret mod selv de værste instruktørtics.
For det første er den baseret på en hårdkogt og ordfattig webcomic, som i sine spartanske sort-hvid-orange frames fortæller om den enøjede ’The Black Kaiser’. Han jages af sit eget hitman-agentur, da de ikke gider udbetale den pension på otte millioner dollars, han står til at modtage ved overgangen til de 50 år. Vi er på ’Sin City’-territorie med et endnu mere springfarligt look.
For det det andet har den gennemtævede actionkliché om den stilfærdige dræber, som til efterfølgende fortrydelse for skurkene hives ud af pensionstilværelsen, ofte fungeret som skabelon med nogenlunde underholdningsværdi. For det tredje har Mads Mikkelsens stjerne og skuespillerautoritet aldrig været større.
Ingen forlanger stor kunst af en film som ’Polar’. De fleste ville sikkert være godt tilfredse med at se Mads Mikkelsen, der med klap for øjet scorer en pæn kill count i løbet af filmens to timer. Det får man så de sidste 20 minutter, men selv det føles forhastet og antiklimatisk.
Åkerlunds kunstneriske univers kan ikke som forrygende ’John Wick 2’ balancere mellem selvsikker cool voldsmonotoni og kærligheden til universet og karaktererne.
’Polar’s første time er således på uskøn vis delt mellem Duncans vindstille otium i sneklædte Montana, hvor han langsomt åbner op for den skræmte nabo Camille (den tidligere ’High School Musical’-elev Vanessa Hudgens som eneste andet lyspunkt), og et parallelspor med Åkerlunds manierismer på max.
Sidstnævnte er en ren udklædningsfest af lejemordere, hvis skabagtige mordvandring med Duncan som endemål vi slæbes igennem stat efter stat. Åkerlund vil sikkert kalde det et satirisk blik, når hans kamera kommer bagfra og forfra på gruppens frodige distraktionsbimbo.
Men ligesom hans forkærlighed for sygeligt grønne farver, wipe-overgange, overforbrug af close-ups og gangster-navneskilte, bliver det for klinisk og ulideligt i længden. Lady Gagas ’John Wayne’-video kan man lige udholde i tre minutter. Forestil dig nu to timer fyldt med uønskede gensyn hvert andet minut…
Mads Mikkelsen er heldigvis allerede i næste uge biografaktuel med ’Arctic’. Og hvad angår Åkerlund, ser jeg mod al logik frem til hans mangeårige passionsprojekt ’Lords of Chaos’ om de kirkeafbrændende sortmetallere fra norske Mayhem. Derfra glider ’Polar’ nok ud i glemslen.
Kort sagt:
’Polar’ er discount-udgaven af ’John Wick’.