Mads Mikkelsens hjerte banker hårdt for genrefilm.
Det kom allerede til udtryk i debutfilmen ‘Pusher’, men er blevet ekstra tydeligt i de seneste år, hvor dansk films største verdensstjerne for alvor har gjort indtog i internationale genrefilm, blandt andet med roller i tre af tidens største franchises: Som testikelknusende skurk i ‘Casino Royale’, som ondsindet troldmand med hang til flyve-kung fu i ‘Doctor Strange’ og som hovedarkitekten bag filmhistoriens mest ikoniske masseødelæggelsesvåben i ‘Rogue One’.
Nu indtager Mads Mikkelsen sin første hovedrolle i en international actionbasker, Netflix-filmen ‘Polar’. Og der er hverken sparet på patronerne, blodet eller den underholdende kærlighed til tegneseriens oprindelige sexploitation-stil og rendyrkede vold.
Danskeren spiller den ikoniske tegneseriefigur The Black Kaiser, som sidder tungt på titlen ‘verdens bedste lejemorder’. Lige indtil han får at vide, at han skal pensioneres i en alder af 50, og at chefen ikke har tænkt sig at udbetale den kæderygende lejemorders opsparing på små syv millioner dollars, men i stedet har sendt et hold yngre og hurtigere lejemordere efter ham. Rollen var lidt af en drengedrøm for Mikkelsen, der altid har haft en stor kærlighed til tegneserier:
»Det er en lidt surrealistisk situation at huske sig selv som barn sidde på biblioteket på Guldbergsgade på Nørrebro og drømme sig væk i de her vanvittige tegneserier og så pludselig blive tilbudt at spille hovedrollen i en af dem i en alder af 53. Hvor mange drenge har ikke lukket øjnene som børn, og forestillet sig, at de var en motherfucker-lejemorder?«, siger Mikkelsen, da vi udfritter ham om rollen i ‘Polar’ over en telefonforbindelse fra New York.
Men hvordan opbygger man sådan en arketypisk karakter? Vi bad Mads Mikkelsen afsløre hemmelighederne bag:
At gøre en ikonisk arketype til sin egen
»I stort set alle andre film og tegneserier, man har set om det her emne, har lejemorderne et fedt jakkesæt og solbriller på, og så siger de nogle badass replikker hele tiden. Det er oneliners hele tiden, mand! Det gad jeg slet ikke, så vi tog punchlines og oneliners og smed dem ud – og der var pænt mange af dem i starten.
Jeg er ikke fan af dem. I nogle få typer film kan jeg holde det ud. Men det er irriterende, når helten, efter at være blevet tortureret, rejser sig og løber så stærkt, at man tror, det er løgn, og så samtidig er bodybuilder.
Jeg ville meget hellere have, at hvis vi kom til at grine, så var det, fordi han ramte ved siden af. Det skulle være en karakter, der er pissegodt hjemme i sit eget element, men så snart han er ved siden af det, så synes han sgu, det er op ad bakke. Så vi tilføjede en social akavethed og gjorde ham træt og tung«.
At ryge overbevisende på film
»På film er det blevet en lidt op ad bakke-oplevelse, for vi må jo ikke ryge rigtig tobak på settet. Det er der nogle regler for herovre.
Så du får noget plantehalløj. Det er helt væk. Det smager så dårligt, at du slet ikke forstår det. Og det kan heller ikke rigtigt holde sig i live, og asken bliver helt sort. Det fungerer virkelig dårligt! Så hemmeligheden er ikke at gøre det for ofte i for mange scener, for det ender jo altid med, at du får smidt 40-60 falske smøger ned, fordi du laver scenen så mange gange.
Det gode er så, at jeg ikke har lyst til at ryge personligt«.
At sætte sig ind i en iskold mordermentalitet
»Mærkeligt nok synes jeg, at den karakter, man identificerer sig mest med i filmen, er min karakter, fordi vi nedtoner hans historie helt ned til sådan et Woody Allen’sk tempo. At være lejemorder er jo bare The Black Kaisers job. Han har aldrig tænkt over det, og selvom det indhenter ham, er det ikke sådan, at han render rundt med megadårlig samvittighed.
Han er et ikke særligt velfungerende menneske socialt. Han har lidt svært ved at se sit eget spejlbillede, og så møder han den her pige, som heller ikke er særligt velfungerende. Det bliver til et underligt, akavet venskab, som forhåbentligt giver et smil eller to på læben.
Det var vigtigt for os at lave to parallelhistorier – en rolig historie og den fuldstændigt vanvittige karakterløftede action-historie – og så lade dem støde sammen. Min karakter bliver ligesom broen mellem de to universer«.
At håndtere skydevåben korrekt
»Jeg blev undervist af de her pensionerede Special Forces-folk. Så kommer jeg ud på sådan en shooting ranch, hvor jeg skyder med alt, du kan forestille dig og lærer det hele at kende, så vi kan improvisere og finde ud af, hvilke våben der er sjove at bruge.
Hvis du spørger de her militærfolk, er der nogle helt klare måder, man holder en pistol på. Det er super fint at vide, især hvis du er med i sådan en ‘Bourne Identity’-film. Når det så er sagt, skal man også glemme lidt om det og få det til at passe til sin karakter, hvor det måske er lidt mere casual. Man skal lære teknikken, og så skal man derfra bygge sin egne tanker om det«.
At gøre en lejemorders moralske skrupler troværdige
»Vi har jo set det før, at sådan en mand generelt har dårlig samvittighed og bare gerne vil væk fra jobbet. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Hvis du har lavet det, til du blev 50, så er det, fordi du elsker jobbet og er et koldt menneske. Så vi ville hellere have, at han var lidt mopset over at blive pensioneret. Han kan ikke lige forstå det, og nu ved han sgu ikke rigtig, hvad han skal lave«.
At mestre det rå-hæse stemmeleje
»Lige inden ‘Polar’ havde jeg optaget overlevelsesfilmen ‘Arctic’. Og det var jo… altså, hvis det her var hårdt, så var ‘Arctic’ endnu hårdere. Jeg fik nogle ret voldsomme forkølelser, og jeg lavede nogle voldsomme desperationsråbe-scener i filmen, så jeg mistede min stemme ret hårdt. Jeg blev simpelthen så rusten, og det var jeg ikke helt kommet mig over, da vi begyndte på ‘Polar’. Så vi tænkte, det sgu var fint nok, ‘skal vi ikke bare sige, det er den nye sexede stemme, jeg har opfundet, selvom det bare er noget, der kom af en forkølelse’«.
At spille med kun ét øje
»Lige nu er udfordringen, at folk ikke begynder at snakke om, at jeg gør det hele tiden. Det er altid en udfordring. Men jeg har gjort det et par gange, det er fuldstændig rigtigt.
Udfordringen er, at du mister dit dybdeperspektiv – omkring 20-30 cm i dybden. Hvis man så fægter med et sværd – nu har jeg jo gjort det før (i ‘De tre musketerer’, red.) – så er der altså ballade i luften. Du har ikke en chance for at se, om du rammer manden eller er ved siden af ham. Du skal virkelig træne dig op til at lade din hjerne forstå, at det billede, du ser, er anderledes. Det er megasvært.
Her synes vi, det var sjovt at fortælle, hvordan Black Kaiser fik klappen på. I tegneserien har han klap på fra start til slut, men her sker det ret sent. Så undgik vi også, at jeg løb rundt med klap gennem hele filmen«.
At blive bidt i røven af sin egen idé
»Vi var helt oppe at køre, da vi fik idéen (om at Black Kaiser myrder en håndfuld fjender uden bukser på i bidende frost, red.). Vi highfivede og sagde ‘hold kæft, hvor er det fedt. Han er bare så cool’. Det er ikke, fordi han gerne vil flashe sin bare røv, men fordi han køber sig selv fem sekunder ved ikke at tage bukser på. Det er jo det, der gør ham så brutal. Han er kompromisløs, når det kommer til at slå folk ihjel.
Vi synes, det var en rigtigt fed detalje, men da dagen kommer, er det bare totalt nedtur. Det er minus 30 grader, og man gider bare ikke gøre det. Men jeg synes, det fungerer rigtig godt i filmen, så jeg er glad igen i dag. Men på selve dagen havde jeg sgu lyst til at gå hjem og sove«.
At spille godt nøgen
»Det gør man ikke rigtigt. Det er enormt akavet for langt de fleste af os. Der er nogle helt klare regler i USA, og det er der vist også kommet i Danmark nu her. Og der er en enormt god grund til det.
Jeg har jo lavet sådan noget før i Danmark, og jeg synes, vi har været ret gode til at finde balancen ved at sige: ‘Hvad er det, vi vil? Hvornår siger vi stop? Og hvor går grænsen?’. Ellers kan det blive virkelig, virkelig akavet og grænseoverskridende. Derfor laver man helt klare spilleregler for den slags, og det gjorde vi også på denne film.
Jeg kan huske, at da jeg lavede tv-serien ‘Hannibal’, kom der sådan et brev, hvor vi stort set alle sammen læste det og kiggede os selv i spejlet og tænkte: ‘Gud, det er, som om jeg bliver anklaget for noget. Nu kommer jeg i fængsel. Hvad sker der?’
Det var sådan noget med, at man ikke måtte kigge folk i øjnene længere end fem sekunder. Det var seriøse regler – og man stod bare og tænkte, ‘har I fuldstændig tabt sutten?’ Der er jo en god grund til, at der er regler, men når du går amok og laver reglerne vanvittige, så har det den modsatte effekt. Så jeg tror stadig på, at vi nok skal finde balancen gennem sund fornuft. Og så er det jo alles job at opdage, hvis nogen ikke har det godt på et filmset. Det skal vi opdage«.
‘Polar’ kan se på Netflix fra 25. januar.
Læs også: De 30 mest ventede film i 2019