Den nigeriansk-britiske skuespiller Chiwetel Ejiofor spillefilmdebuterede som oversætteren James Covey i Steven Spielbergs slaveretsdrama ‘Amistad’ fra 1997, og siden har han spillet med i flere film om raceforhold eller afrikansk identitet.
Mest markant er hans Oscar-nominerede præstation Solomon Northup, en fri mand, der bliver solgt som slave, i Steve McQueens ’12 Years A Slave’. Men han har også brugt sin Hollywood-berømthed fra store film som ‘Doctor Strange’, ‘2012’ og ‘The Martian’ til at kaste glans over blandt andet apartheid-dramaerne ‘Endgame’ og ‘Red Dust’ og den nigerianske filmatisering af Chimamanda Ngozi Adichies ‘Half of A Yellow Sun’ og har spillet den congolesiske leder Patrice Lumbumba i Joe Wrights opsætning af teaterstykke ‘A Season in the Congo’.
Og nå ja, så lægger han stemme til Scar i Disneys kommende ‘Løvernes konge’.
Med sin instruktørdebut ‘The Boy Who Harnessed the Wind’ fortæller han endnu en afrikansk historie, der med Netflix i ryggen som distributør har potentiale til at nå et massivt verdensomspændende publikum. Filmen bygger på en selvbiografi af samme navn af den malawiske ingeniør William Kamkwamba (med journalist Bryan Mealer som medforfatter), der som 13-årig reddede sin landsby fra hungersnød ved at bygge en vindmølle.
Chiwetel Eliojor spiller selv rollen som Williams (debutanten Maxwell Simba) far Trywell, der sammen med sin kone Agnes (franske Aïssa Maïga) stolt sender deres børn i skole. Men da regnen udebliver, høsten slår fejl, og familien og hele landsbyen trues af sult, er Williams skolepenge de sidste, de har råd til at prioritere. Men vidensbegærlige William, der allerede er en haj til at bygge batterier, sniger sig ind på biblioteket for at læse om energi. Han har nemlig en idé til, hvordan han kan få landsbyens gamle vandpumpe i gang.
Ned i kaninhullet
Det var den opbyggelige historie fra et kriseramt kontinent, som Chiwetel Ejiofor faldt for, da han læste bogen tilbage i 2009 og straks sikrede sig rettighederne, fortæller instruktøren, da vi møder ham på Berlin Filmfestival i februar.
»Jeg syntes, at Williams historie var en utroligt håbefuld, optimistisk og inspirerende og et ægte eksempel på at leve løsningsorienteret. Jeg følte, at den måde William og Bryan Mealer skrev om det i bogen, repræsenterede et autentisk billede af et landdistrikt, der kæmpede mod umulige odds og fandt en vej ud. Det inspirerede mig meget«.
Vi ser ikke mange historier om fattigdom og sult i Afrika fra et afrikansk perspektiv. Var det vigtigt for dig?
»Meget, og det slog mig virkelig ved bogen. Det er én ting at se nyhedshistorier og dokumentarer, der fortæller, at det og det sker. Men vi får sjældent en forståelse af, hvordan det føles indefra. Hvordan folk forsøger at omstille sig for at forhindre hungersnøden, hvad de gør for at beskytte sig selv og deres familier, og hvordan det føles at leve med den overhængende fare.
Jeg havde aldrig virkelig tænkt over, hvad det betyder, når en høst slår fejl. At man ser på afgrøderne i depotet, regner på det og finder frem til, at der kun er nok mad til seks måneder, men otte måneder til næste høst. Jeg var fascineret af, hvordan det føles, hvordan det får folk til at reagere, og hvordan det får samfundet til at slå sprækker. Hvad gør man, når den første plan slår fejl? Så går man videre til den næste plan og så den næste. Det gik op for mig, at jeg i den situation ville stå over for de samme valg og beslutninger, og jeg tænkte over, hvordan jeg ville komme igennem det.
Jeg ville gerne tage publikum med på den rejse ned i kaninhullet og virkelig få dem til at opleve de begivenheder indefra«.
En form for ejerskab
Din familie er fra Nigeria. Hvad er dit forhold til resten af det afrikanske kontinent?
»Jeg har tilbragt meget tid i forskellige afrikanske landet under forskellige forhold, blandt andet i Congo og Ghana, hvor jeg har lavet film. En stor del af præproduktionen til denne film foregik i Kenya. En af de ting, jeg elskede ved bogen, var, at det føltes som en autentisk repræsentation af et landligt liv, som mindede mig om det landlige liv i Nigeria, som jeg har oplevet, når jeg har været tilbage i landet med min familie. Men Malawi har også en meget anderledes kulturel dynamik.
Faktisk har de forskellige oplevelser givet mig forståelse for de specifikke aspekter af Malawi. Jeg har forsøgt at undgå at formidle en generisk afrikansk identitet og for eksempel dykket ned i Gule Wamkulu, de spirituelle danse, der er med i filmen.
Vores fotograf Dick Pope var meget glad for at udforske landskabets episke og filmiske kvalitet. Malawi har en følelse af storhed over sig, og alle karaktererne har store liv og store oplevelser, der gør historien filmisk.
I det hele taget er der mange historier fra afrikanske lande, der er fulde af drama, farer og konsekvenser. Både historisk og i nutiden er kontinentet et rigt landskab for store, fremaddrevne dramaer. Nogle historier er fortalt, men andre er fuldstændig uudforsket filmisk. Jeg tror, der er et kæmpe potentiale for historier, der også har relevans for vesten.
Jeg følte, at jeg med min baggrund havde en form for ejerskab over den samtale, og det betød meget for min beslutning om at lave filmen«.
Far og søn
Filmens klimamæssige og økonomiske aspekter er jo virkelig aktuelle. Var det noget, du tilføjede?
»Nej, det hele er i bogen, baseret på virkelige begivenheder. En del af det, der sker i Malawi og mange andre steder i verden, er, at klimaet helt bogstaveligt forandrer sig, og det påvirker regnen. Mennesker i de mest sårbare dele af verden har trukket de korteste strå i forhold til, hvad vi andre foretager os. Filmen viser et af de samfund, der føler forandringerne nu og vil fortsætte med at føle det i endnu højere grad og på et tidspunkt komme og banke på vores døre.
I forhold til den økonomiske situation læste jeg bogen i 2009 lige efter det økonomiske kollaps. Det er afspejlet i Malawi, som på det tidspunkt havde uregulerede kornpriser. Så hungersnøden var i virkeligheden baseret på økonomiske beslutninger. Da afgrøderne var knappe, skød priserne i vejret, og landmændene blev presset ude af samtalen. Og den debat om økonomisk regulering foregik på et globalt niveau.
For mig var en del af historiens appel, at den både beskrev omstændighederne i et mikrokosmos, men at det er problematikker, vi også beskæftiger os med på et globalt makroniveau«.
Hvorfor castede du dig selv som Williams far?’
»I starten så jeg ikke mig selv i rollen som Trywell, fordi det er 10 år siden, og jeg syntes, at jeg var for ung til at spille en far til to teenagere. Men fordi det tog så mange år at få filmen i produktion, begyndte jeg at tænke, måske nu. I forhold til at få filmen finansieret hjalp det helt sikkert, at jeg spillede Trywell.
En anden ting, som jeg først tænkte over, da vi var i gang med optagelserne, var, at dynamikken med Maxwell blev beriget af, at der ikke var en tredje person i spil. Vi kunne have et meget rent forhold og både have samtaler som far og søn og som skuespiller og instruktør. Det var hans første film, og han havde mange spørgsmål om processen. Derfor var det virkelig givtigt at have så tæt kommunikation med ham som både instruktør og medspiller«.
’The Boy Who Harnessed the Wind’ kan ses på Netflix.