‘The Dirt’: Filmen om Mötley Crüe vinder på underholdningsværdien
En af de mest underholdende musikbiografier er ‘The Dirt: Confessions of the World’s Most Notorious Rock Band’ om Mötley Crüe, hvor det californiske band bestemt ikke er nærige med de slibrige anekdoter fra en heftig karriere i rockens overhalingsbane.
En bog af denne kaliber har bare kaldt på at blive filmatiseret og været på tegnebrættet siden 2006. Nu ser den endelig dagens lys, efter Netflix købte film- og distributionsrettighederne.
Efter biopic-drejebogens forskrifter går ‘The Dirt’ kronologisk til værks og fokuserer på perioden 1981 til 1995, hvor Mötley Crüe brager igennem på glam metal- og hard rock-scenen, samtidig med at gruppen er ved at implodere i et eksorbitant forbrug af sprut og stoffer.
Bandmedlemmerne er godt castet og indfanger på glimrende vis de forskellige temperamenter. Iwan Rheon – der blandt andet gjorde indtryk som den nederdrægtige Ramsay Bolton i ‘Game of Thrones’ – lægger ansigtet i alvorlige folder som guitarist Mick Mars og indtager det dekadente skørlevned i moderate doser sammenlignet med bandkammeraterne. Ikke mindst trommeslager Tommy Lee, der – herligt portrætteret af Colson Baker – fremstår lige så drengerøvet som forventet. Med et vokabularium, der hovedsagligt består af dude og bro, er det ham, som sammen med forsanger Vince Neil (Daniel Webber) primært tager for sig af de kødelige fristelser.
Kvindesynet på L.A.’s rockscene i 80’erne var pænt objektfikseret, og mange vil givetvis rynke på næsen af modeller, der wrestler i mudder og tilsyneladende ikke har andet for end at servicere de feterede rockmænd, der lige napper en bane coke på et par balder under et hurtigt knald i backstagelokalet, mens de beundrer sig selv i et spejl.
Lidt flere nuancer ser vi i Douglas Booths portræt af bassist Nikki Sixx, blandt andet med et indblik i hans kaotiske opvækst med en selvoptaget mor og en far, der ikke vil kendes ved ham. Ligesom vi råt for usødet stirrer ind i rockstjernelivets fordærvede vrangside. Det vender sig i maven, når Sixx – efter at have overlevet en nær-fatal overdosis – straks forsvinder ind i heroinrusen igen med kanylen dinglende i den blodindsmurte arm.
Filmen bryder den fjerde væg og lader bandmedlemmerne agere fortællere i direkte henvendelse til seeren. Det fungerer, fordi ‘The Dirt’ jo er baseret på en biografi, hvor de fire musikere fortæller på kryds og tværs af hinanden. Og fordi grebet også anvendes til at etablere et pirrende metalag, når Mars og Sixx for eksempel kommenterer de valg, der er blevet truffet i filmens fremstilling af bestemte episoder.
Momentvis kammer det over i parodiske klichéer, når filmen skal skære Mötley Crües ansvarsløse adfærd ud i pap med raserede hoteller, en hårdtprøvet manager og »Et døgn i Tommy Lees liv«-sekvensen.
Det hæsblæsende tempo er også filmens akilleshæl. Det er ærgerligt, at der først lægges op til et dybere indblik i bandets indbyrdes forhold mod slutningen af ‘The Dirt’. Her er varmen, loyaliteten og respekten tydelig, når de fire venner får talt ud og finder indtil hinanden igen. Særligt rørende fremstår Vince Neil, som grådkvalt indvier bandkammeraterne i sorgen over sin fireårige datters død af en mavetumor.
‘The Dirt’ prioriterer således underholdningsværdi frem for at stikke for meget under overfladen. Selvom den efterstræber at tilgodese alle, er det immervæk en film, som appellerer til Mötley Crüe-fans og folk, som har læst biografien.
Kort sagt:
Filmatiseringen af Mötley Crües dekadente eventyr er lige så underholdende som forventet. Det hæsblæsende tempo spænder dog ben for, at vi kommer et spadestik dybere end sex, drugs and rock’n’roll.
Læs også: Disse film skal du streame i april – fra lesbisk kærlighed til en perlerække af indiehits