Kan du huske det blå, lynhurtige pindsvin Sonic? Sprinterdyret, der oprindeligt stammer fra en række Sega-spil fra 90’erne, men som senere blev foreviget i blandt andet tegnefilm og -serier, er klar til at spille hovedrollen i en ny film – denne gang med særdeles livagtige medspillere.
Den nye film, som får titlen ’Sonic the Hedgehog’, rammer biograferne til november, men har allerede nu fået sin første trailer. Traileren byder naturligvis på et pindsvin med uro i bentøjet samt en introduktion til hans nemesis: Dr. Robotnik spillet af en frisk og flabet Jim Carrey, der er tilbage i komisk øjemed efter et par år med mere seriøse roller i blandt andet tv-serien ‘Kidding’ og dramaet ‘Dark Crimes’.
Sonic bringes til live ved hjælp af Ben Schwartz’ stemme, mens han gøres selskab af en lokal politimand, som spilles af James Marsden. Rollelisten tæller endvidere navne som Tika Sumpter, Adam Pally og Neal McDonough.
’Sonic the Hedgehog’ får dansk premiere den 28. november.