Corona er godt igang med at ændre spillereglerne, når det gælder filmdistribution. Efter en historisk beslutning blev en stribe udvalgte biograffilm udsendt direkte på streaming tidligere på måneden, og stadig flere kommer til.
Nu er actionbraget ‘Bloodshot‘ med Vin Diesel tilgængelig på både Blockbuster og Viaplay for den nette sum af 169 kroner. Fra 31. marts kan du også købe superheltesatsningen ‘Birds of Prey‘ med Margot Robbie på de to streamingtjenester. Filmen udkommer til leje 27. april efter nogle få uger i biograferne siden premieren i februar.
I USA er ‘Bad Boys For Life‘ desuden blevet udsendt på streaming tidligere end det regulære biografvindue tillader, mens Pixar-filmen ‘Fremad‘, der kun nåede at spille kortvarigt i biograferne, også er tilgængelig.
Det virker bestemt ikke utænkeligt, at vi også skulle få glæde af de to premieretitler herhjemme snarligt, eftersom det danske streaming-udvalg af biograffilm indtil videre har flugtet med det amerikanske. Man kunne dog godt mistænke Disney for at holde på ‘Fremad’, til de lancerer streamingtjenesten Disney+ herhjemme.
Filmene tilslutter sig ‘The Invisible Man‘, ‘Emma‘ og ‘The Hunt‘, der var de første titler, som blev sluppet direkte på VOD.