‘Emma’: En forførende dansescene vil få enhver romantiker til at hengive sig
Nogle film går fra det middelmådige til det medrivende med én enkelt scene. Sådan en film er Autumn De Wildes ’Emma.’
Jane Austens roman om den selvhøjtidelige overklassepige Emma Woodhouse fortjener en filmatisering. Og 1800-tallets adelige intriger i en satirisk screwball-form er slet ikke en dum idé. De Wildes spillefilmdebut får os da også til at klukke af de formelle stupiditeter og teenagernes kærlighedsforviklinger. Yorgos Lanthimos’ ’The Favourite’ har sneget sig ind i ’Pride and Prejudice’-universet.
Emma (Anya Taylor-Joy) er en gudsbenådet Kirsten Giftekniv, der forstår at lægge to og to sammen. Selv er hun ikke interesseret i herrebekendtskaber, da hun har viet sit liv til at passe på sin aldrende far Mr. Woodhouse, spillet af den altid solide Bill Nighy. Indimellem stikker naboen Mr. Knightley (Johnny Flynn) hovedet ind, men han er mere pestilens end potentiale i Emmas øjne. Altid bedrevidende og belærende over for hende, og Emma bruger hellere sin tid som byens unge matriark.
Dog er Emma ikke for fin til at hjælpe den fattigere og navnløse kostskoleelev Harriet (Mia Goth) med at finde kærligheden. Harriet har set sig lun på landmanden Robert Martin, men Emma mener, der er bedre bejlere i vente. Mon byens præst Mr. Elton, spillet af ’The Crown’s Josh O’Connor, kunne være et bedre parti for den lille Harriet?
Snart har Emma viklet sig selv og sine medmennesker ind i et spind af romantik. Der er associationer til både ’En skærsommernatsdrøm’ og ’Clueless’, og det fungerer allerbedst, når materialet tager sig selv mere seriøst. Autumn De Wilde har selv fremhævet det satiriske lag i fortolkningen af ’Emma’, men satiren forfalder lidt for ofte til simple idéer: Tjenere, der går ind i hinanden, Harriets høje smasken og Mr. Woodhouses evindelige fornemmelse af træk.
’Emma’ kommer dermed lidt kejtet fra start, så man er i tvivl, om filmen evner at være loyal over for sin dramatiske fortælling. Men så snart karaktererne vækkes til live, er der masser af gyldne scener i vente. Josh O’Connors umådeligt kiksede Mr. Elton er perfekt skruet sammen til det store lærred. Miranda Harts sludrechatol af en social climber Miss Bates er et forrygende komisk afbræk i den snobbede verden. Og et højdepunkt er ikke mindst Mia Goths søde Harriet, der med bævrende stemme og hånd følger sin bedste veninde Emma i jagten på kærlighed og sikkerhed.
Anya Taylor-Joy balancerer sit portræt af den utålelige Emma, så hun er nem at følge. Karaktererne omkring hende føjer, udfordrer eller frister hende, så de mange facetter af den komplekse kvinde træder frem.
Scenen, der eskalerede min følelsesmæssige investering i fortællingen, udspiller sig på et dansegulv og kulminerer med en let berøring. Derefter kræver det en solid kyniker ikke at heppe på en lykkelig udgang.
Kort sagt:
Frisk Jane Austen-filmatisering vil med mindeværdige karakterer, kærlighedsintriger og en forførende dansescene få enhver romantiker til at hengive sig.