’Psycho’ gjorde brusebade farlige. ’It’ ruinerede klovneindustrien. ’Jaws’ skabte frygt på strandene. Og i 1998 gjorde Hideo Nakata fjernsynet uhyggeligt med sin japanske ’Ringu’.
Historien om pigespøgelset Sadako Yamamura, som dræber sine ofre, syv dage efter de har set hendes mystiske videobånd, blev et kæmpe hit i hjemlandet og påbegyndte en hel subgenre af spøgelsesfilm som ’Ju-On’, ’Dark Water’, ’Pulse’ og ’One Missed Call’.
I USA blev en stigende interesse for japansk horror mødt med et remake af ’Ringu’ i 2002 med den engelske titel ’The Ring’ og Gore Verbinski i instruktørstolen. Præmissen er den samme: Efter en journalist og singlemors niece dør af et hjerteanfald under mystiske omstændigheder opsporer hun et kassettebånd, som niecen så ugen før. Efter selv at have set det har hun syv dage til at løse mysteriet om den makabre skæbne for båndets skaber Sadako (i den amerikanske version Samara Morgan), før hun selv myrdes.
Twistet i begge filmversioner er, at Sadako ikke er synderligt interesseret i, hvorvidt nogen opklarer hendes død. I stedet hæves forbandelsen kun, hvis kassettebåndet kopieres og vises til et nyt offer som et dødeligt pyramidespil. At filmmediet i sig selv blev skræmmeobjektet, er begge udgavers største genistreg.
’The Ring’ blev startskuddet for en bølge af amerikanske remakes af udenlandske gysere, som har varet to årtier og har skabt det ene hovedrystende resultatet efter det andet. Og det er ikke kun japanske film, som er blevet maltrakteret. Remakes af franske ’Martyrs’, svenske ’Lad den rette komme ind’ og sydkoreanske ’A Tale of Two Sisters’ falder alle i kategorien for gravrøveri af ikonisk horrorkunst.
Men selvom det var filmen, der startede tendensen, er ’The Ring’ på ingen måde et dårligt remake. Faktisk overgår Gore Verbinskis genindspilning originalen.
Samme scenarier, bedre udførsel
Ud over sproget er den mest åbenlyse forskel mellem de to versioner godt og vel 47 millioner dollars. Den originale japanske version var en skrabet produktion, der i stil med mere moderne gysere som ’Paranormal Activity’ var produceret for sølle 1,2 millioner dollars.
I dag er små 50 millioner dollars et sjældent stort beløb for en gyserfilm, men i start-00’erne stod Hollywoods pengepung stadig åben. ’Hannibal’ kostede 87 millioner dollars i 2001, ’Hollow Man’ 95 millioner dollars året inden.
Hele budgettet i ’The Ring’-remaket kan dog ses på skærmen. Special effects-guruen Rick Baker står bag de mareridtsinducerende dødsmasker, som Samara efterlader sine ofre med. Hans Zimmer lægger dirigentstok til et nervepirrende lydlandskab med dybfølte strygere og klavernoder. Verbinski og fotograf Bojan Bazelli tilføjer metalblå filtre og faretruende kameravinkler til samtlige gysende scenarier, hvilket fremmer fornemmelsen af paranoia og gru. Og Naomi Watts leverer den samme intensitet i rollen som den desperate singlemor Rachel, som hun gjorde året før i David Lynchs mesterværk ’Mulholland Drive’.
Man behøver blot se nærmere på den urovækkende begyndelse, som er ens i originalen og remaket, for at bemærke kvalitetsforskellen i håndværk. Originalen sætter glimrende scenen for Sadakos første mord, da niecen fortæller sin veninde, at hun har set båndet. Men scenariet er også hurtigt overstået, uden megen uhygge.
Remaket genbruger meget af dialogen, men her trækkes spændingen pinagtigt ud i langdrag. Vi gruer sammen med niecen, mens hun langsomt udforsker sit hus, betragter den modbydelige trappe op til sit værelse, filmet fra et faretruende fugleperspektiv, hvorefter hun endelig tripper op ad trinnene. Og da hun drejer håndtaget til sit værelse og ser sin egen død i øjnene, farer kameraet i en vild bevægelse mod hende, så vi konfronteres med hendes rædsel.
Den ellers uprøvede horrorinstruktør Gore Verbinski formår at gøre Hideo Nakatas skrækscenarier langt mere kuldegysende, simpelthen ved at skrue op for samtlige nervepirrende knapper. Da niecens deforme lig afsløres i et hvinende jumpscare, er det således langt mere effektivt end i originalen, hvor det samme scenarie udspiller sig på mindre stilistisk vis.
Verbinski i topform
Med ’The Ring’ demonstrerede Gore Verbinski sine evner som en visuel historiefortæller, der både viser en stilsikker hånd og stor kreativ snarrådighed. Hermed bevarer remaket den originale films subtile, gyselige atmosfære, men formår samtidig at skeje sig ud i utroligt opfindsomme scenarier.
Da Rachel første gang sætter båndet i vhs-afspilleren, bades rummet, hun befinder sig i, i et blodrødt genskær fra bladene på et træ uden for vinduet. Og Verbinski forlænger Samaras foruroligende kortfilm, så den minder om en studentikos version af Luis Buñuels surrealistiske klassiker ’Un Chien Andalou’ fra 1929. Selvom mange indstillinger i denne film i filmen er taget fra originalen, er det uden tvivl remakets version, hvor en gigantisk skolopender kravler ud under et bord, en person får trukket indvoldene ud igennem munden, og negle knækkes ved roden, som huskes bedst.
Mange af de mest genkendelige elementer fra ’The Ring’ er netop fra remaket. Som den hvæsende stemme, der hvisker »seven days« i telefonrøret, og fluen på Samaras film, som Rachel tager fat i fra tv-skærmen og hermed sætter Samaras gyselige fremkomst fra tv’et i filmens slutning op.
Ikke alle ændringer er lige velkomne. En generel kritik af den amerikanske ’The Ring’ er, at den i sin sidste halvdel overforklarer mytologien omkring Samara Morgan. Den japanske ’Ringu’ har en drømmelignende logik, hvor journalisten Reiko og hendes partner Ryuji hovedsageligt nærmer sig sagens kerne gennem telepatiske flashbacks.
Remaket giver et større indblik i Samaras liv og tragiske død gennem psykiatridokumenter og vidneforklaringer. Man kan argumentere for, at Sadako – eller Samara – er mere skræmmende i sin mindre afdækkede form i den originale film. Der er en grund til, at nærbilledet af hendes blodsprængte øje under det filtrede sorte hår, da hun kravler ud af tv’et og myrder Ryuji, er mere ikonisk end hendes gestaltning i remaket.
På den anden side giver Verbinski og manuskriptforfatter Ehren Kruger aldrig Samaras morderiske kræfter eller det mystiske kassettebånd en jordnær forklaring. Og den forlængende spilletid giver mere tid til at udforske Rachels forhold til sin stilsindige søn Adrien, hvilket blot gør det så meget desto mere tragisk, da han ser båndet.
Verbinskis klogeste ændring er dog slutningen af filmen. For det uindviede skal det ikke afsløres her – men det er et isnende billede, der fordrer ideen om, at publikum lige har set noget, de ikke burde. Meget mere kan man ikke forlange af en gyserfilm.
’The Ring’ kan ses på Blockbuster og Viaplay.