’Betaal’: Underholdende, men u-uhyggelig horrorsnack på Netflix genopliver britisk zombieoberst
For to år siden sendte Patrick Graham kuldegysninger ned ad ryggen på seerne med ’Ghoul’. En skøn lille horrorserie, dybt forankret i den lokale indiske kultur og med indflydelse fra George Orwells ’1984’ og John Carpenters ’The Thing’.
Nu er Graham tilbage med ’Betaal’, og selvom vi stadig befinder os i uhyggeligt territorium, er det en markant anden servering af blodgrød.
En eliteenhed bliver udkommanderet til landsbyen Nilja, hvor de lokale forhindrer en slesk entreprenør i at genåbne en ældgammel tunnel for at bygge en motorvej igennem den. Der er dog lige den lille ulempe, at man bag de tonstunge sten finder en britisk zombieoberst og hans hær af udøde mænd fra Det Ostindiske Kompagni.
Rødfrakkerne med de lange tænder overfalder de intetanende soldater og tvinger de resterende lejesvende ind i en gammel barak sammen med nogle civile, hvor de skal holde de blodtørstige monstre ude, mens de prøver at hitte hoved og hale i, hvad fanden der egentlig sker.
For det er ikke nemt at bevare det kølige overblik, når man har set sine kammerater bliver flået til blods, og ens chefs hår pludselig er gået fra knaldsort til hvidt. En træls dag på jobbet.
Graham har ligesom med ’Ghoul’ hentet inspiration fra det væld af fortællinger, som den indiske historie har at byde på. Han og medforfatter Suhani Kanwar har taget elementer fra ’Baital Pachisi’, hvor hovedpersonen kong Vikram (som også er navnet på vores hovedperson) skal fange et vampyrlignende væsen, der har evnen til at få de døde til at vandre igen.
Det lyder bekendt, og monstrene ligner da også noget fra ’Nosferatu’-filmene, når de som droner springer ned fra loftet eller i samlet flok forsøger at bryde ind til de overlevende. I det hele taget kan man snildt få alle fire afsnit til at gå med at finde referencer til forskellige horrorfilm fra de seneste 40 år.
Når de udødes hær bevæger sig frem i tågen og kun deres røde øjne er synlige, er det svært ikke at få associationer til en anden John Carpenter film, nemlig ’The Fog’. Og måden, man ender med at blive et af monstrene, hvis man enten dør eller bliver ramt af en af deres kugler, minder om Sam Raimis horrorgysertrilogi ’Evil Dead’.
Det bliver dog aldrig rigtig farligt eller uhyggeligt. Hvor ’Ghoul’ brillerede med nogle virkelig uhyggelige øjeblikke, er det mere skyde-smadre-action i ’Betaal’. Det er lidt som forskellen mellem ’Alien’ og ’Aliens’.
Forsøget på at give vores helt Vikram bare skyggen af en baggrundshistorie synker til bunds som en sten i Sortedams Sø efter fire flashbacks til den nøjagtigt samme situation.
The Big Bad Zombie, oberst John Lynedoch, bliver heller ikke udnyttet optimalt. Der er en god portion nutidig samfundskritik og post-kolonial tematik, der er skyllet ud i Ganges-floden.
Om det er, fordi ’Betaal’ er tænkt som en serie over flere sæsoner, står ikke klart endnu. Men det er ikke utænkeligt. Forlægget ’Baitel Pachisi’ betyder groft oversat ’25 fortællinger om Baital’, så chancen for, at den lille zombietrommeslager spiller op til dans igen, er bestemt til stede.
Kort sagt:
En underholdende og letfordøjelig lille horrorsnack, der dog ikke når samme højder som Patrick Grahams forrige servering, ’Ghoul’.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.