Endnu et kreativt kendiskarantænetiltag har set dagens lys.
Den Emmy-nominerede skuespiller Nicholas Braun fra HBO-serien ‘Succession’ (hvori han spiller fætter Greg) har indspillet en corona-inspireret sang, mens han sad i karantæne i en vens hus.
‘Antibodies (Do you have the’) og den tilhørende video fik premiere på Rolling Stone i går, og til samme magasin fortæller Braun, at han blev inspireret af længslen efter at dele karantænetiden med en sød pige.
»Min ven og hans kæreste, som jeg boede hos, har været sammen i årevis, og jeg tænkte, »Mand, jeg ville ønske, at jeg også havde nogen lige nu«. Så jeg og den her pige, som jeg havde skrevet sammen med, vi var sådan lidt, »Måske skulle vi mødes og gå en tur – med bandana på«. Så vi tog på en karantænedate«, fortæller Braun, som tilsyneladende ikke helt har forstået, at et stykke almindeligt tørklæde ikke beskytter mod coronasmitte (i lighed med flere andre stilbevidste kendte, fristes man til at tilføje).
Braun og hans date, kunstneren Camilla Engstrom, kom på et par vers, og Braun rakte herefter ud til sine Instagram-følgere for at søge fortolkninger af sangen. Og flere hundrede videoer kom tilbage.
Atlantic Records fik nys om sangen, og sammen med producenten Colin Brittain skabte Braun en regulær pop-punk-version af ‘Antibodies’ med teksten:
»I want a girl whose blood’s got the stuff, I want a girl who’s safe. Do you have the antibodies? Do you want to be with me? Do you have the antibodies? Cause if you don’t, you better stay away!«.
I videoen spiller Engstrom Brauns kæreste, og ifølge skuespilleren var det et stort øjeblik, da de endelig tog bandanaerne af og gav knus. Braun er siden testet negativ for corona, så alt i alt en produktiv date, hvor overskuddet fra sangen endvidere går til velgørenhed.