’Work It’: Netflix-dansefilm stjæler åbenlyst fra ’Booksmart’ og ’Pitch Perfect’
Ungdomsfilm med Netflix-stemplet på er, mildest talt, ikke altid pletskud.
Det er film som ’The Perfect Date’, ’Let It Snow’ og den snarlige trilogi ’The Kissing Booth’ bare enkelte eksempler på. De udkommer med kort mellemrum, så der altid er en ny at se, benytter de samme skuespillere (hej, Noah Centineo) og blander samme ratio af kærlighed, intriger og velkendte troper om teenagelivets udfordringer – alle sammen træk der vækker minder om de metervarer film på Disney Channel, man er vokset op med, hvis man var 13 år for 10 år siden.
Seneste skud på stammen er dansefilmen ’Work It’ der, tro mod formen, har en række kendte ansigter med, nemlig Sabrina Carpenter (’Tall Girl’) og Jordan Fisher (’To All the Boys I’ve Loved Before: P.S. I Still Love You’). Her møder vi Quinn, en ambitiøs og målrettet high school-studerende, hvis største ønske og det, alt hun foretager sig, retter sig imod, er at komme ind på det fornemme Duke Universitet. Hendes karakterer og fritidsaktiviteter lever op til alle krav, men optagelsessamtalen går langt fra som planlagt. I stedet for at blive mødt af begejstring over de pletfrie resultater, spørger intervieweren hende, om hun kan gøre med en cello, hvad Lizzo kan gøre med en fløjte, for ellers er hendes mange musiktimer intet værd. Verden brænder, minder hun Quinn om, og der er brug for unge mennesker, der tør tænke anderledes.
Så for at give sin ansøgning kulør, slår Quinn sig sammen med bedsteveninden og den talentfulde danser Jasmine, og sammen samler de et dansehold bestående af outsidere og upolerede dansetalenter og melder sig til den lokale, prestigefyldte danseturnering.
Problemet er selvfølgelig, at Quinn ikke kan danse. Hun er god til at gøre, hvad der forventes af hende, følge skabelonen, læse bøger og opføre sig ordentligt – alt det modsatte af, hvad der skal til for at være en god danser. Samtidig er det heller ikke det bedste udgangspunkt for et samarbejdende danse-crew, at hun kun har startet det for at fremme sine egne mål.
Inden for genren af teenagedansefilm, hvor dance battles spontant bryder ud i skolegården, leverer ’Work It’ varen, og dens fortælling om en gruppe under-dogs, der finder et uforudset venskab i hinanden, og det tætte venneforhold mellem Quinn og Jasmine er slet ikke uden charme. Der bliver lånt heftigt fra især ’Pitch Perfect’ og ’Booksmart’, og på samme vis som med disse films akavede hovedkarakterer er danseholdet i ’Work It’ ét, man har lyst til at være i selskab med.
Men ’Work It’ er hverken lige så sjov, charmerende eller original som sine inspirationskilder (særligt én scene, hvor Quinn danser ned af sin veranda til Jasmines bil ligner næsten en én-til-én kopi af Kaitlyn Dever og Beanie Feldstein). Overraskelser er der ikke mange af, og den modstand, Quinn og holdet møder og som tilføjer historien en smule dynamik, er altid meget pludselig og kortvarig. Resten af danseholdet har enormt potentiale som et underholdende galleri af bipersoner, som vi desværre aldrig introduceres ordentligt til.
Selvom det er lidt trættende, at Quinn konstant skal have at vide at hun skal »løsne op« og følge sin passion, som om en pige med næsen i bøgerne kun er boglig fordi hun ikke kan andet, er det en fin pointe, at Quinn lærer at tænke ud af de kasser, hun har lært at forstå verden igennem.
Med sin forudsigelighed og flade karakterer er det desværre ikke en læresætning man kan sige, ’Work It’ selv lever op til. I stedet passer den perfekt ind i de kasser, Netflix samler dele fra, når en ny teenagefilm skal produceres.
Kort sagt:
Har du set mere end én enkelt titel af Netflix’ katalog af egne ungdomsfilm, har du en nogenlunde idé om, hvordan ’Work It’ forløber. Det ændrer dog ikke på, at denne dansefilm undervejs er charmerende selskab.