’12 Monkeys’ kunne i går fejre 25-års jubilæum, og i den anledning samlede Inverse holdet bag science fiction-filmen til en tur ned ad den såkaldte memory lane. Særligt filmens instruktør, Terry Gilliam, havde et par ret mindeværdige kommentarer om produktionen – og i særdeleshed om castingen af filmens hovedrolle, som endte med at tilfalde Bruce Willis.
Hovedrollen skulle gå til en vaskeægte filmstjerne, husker Terry Gilliam: »Det var på et tidspunkt, hvor jeg stadig var en hot instruktør, så folk ville gerne komme tæt på mig og røre mig. Så de kom med alle de her navne. Og jeg blev ved med at sige nej. Tom Cruise, Nic Cage, de blev alle sammen kastet imod mig«.
Som bekendt endte Bruce Willis med at løbe med rollen som den tidsrejsende straffefange James Cole. Men Gilliam havde mildest talt heller ikke megen fidus til Willis – mindst af alt til Willis’ mund, der på film ifølge Gilliam har en tendens til at ligne noget lettere analt.
»Jeg havde aldrig været en stor fan af Bruce før, men jeg kunne godt lide at tale med ham, og jeg tænkte: ’OK, denne her fyr er kvik, han er sjov’,« fortæller Gilliam. »Jeg forklarede ham mine bekymringer omkring ham som skuespiller. Jeg hadede den Trump-agtige mund, han laver i film. Rektal. Det er som at kigge på nogens røvhul«.
En sammenligning, der nok bliver svær at glemme, når man næste gang ser Bruce Willis og hans subtilt spidsede læber på skærmen. Desværre.