’Caïd’: Ambitiøs Netflix-serie er mest spændende på papiret
Lyden af skud fylder højtalerne. På skærmen sidder en mand, og panikken lyser ud af øjnene på ham.
»Thomas, du havde ret. Jeg kommer til at dø her«, halvhulker han, mens automatvåben, der affyrer runde efter runde, og råbende mandestemmer ekkoer i gangen, hvor han befinder sig.
Et stort brag efterfølges af stilhed, og manden kigger undrende og skræmt omkring.
»Der er han!«
Sort skærm.
Sådan starter franske ’Caïd’, Netflix’ nyeste og meget anderledes tiltag i jagten på verdensherredømmet.
Det er ikke så meget det, at det meste af handlingen vises gennem point of view. Nej, det er længden på de 10 afsnit, som skiller sig ud, for de er mellem 9 og 15 minutter stykket. En gimmick, konkurrenten Quibi slog sig stort op på – små korte episoder til at snacke i pauserne i løbet af en travl hverdag. De lukkede forretningen efter lidt over seks måneder på markedet.
Samme skæbne overgår næppe Netflix lige foreløbigt, men hvorvidt der kommer en sæson to af ’Caïd’, er mere tvivlsomt.
Serien handler om Franck (Sebastian Houbani) og Thomas (Julien Meurice, der også agerer kameramand), der skal ind i en ghetto og filme en musikvideo med rapperen Tony (Abdramane Diakite), som netop er blevet løsladt fra fængslet.
Franck er den paniske mand fra anslaget, og vi skal nu i gang med en klichefuld vej til øjeblikket med de mange våben.
Thomas har dårlige nerver, da hele området mere eller mindre virker til at være i kampberedskab. Afsnittet slutter da også af med et driveby, der sender de to gutter ned og kysse asfalten, så de ikke får blyforgiftning.
Så langt, så godt.
Konsekvent bliver alt fanget gennem Thomas’ SLR-kamera eller de mange Go-Pros, som de har taget med for at fange gangster- og streetstemningen perfekt. Eller næsten alt.
For allerede andet afsnit har en sekvens, som ikke ser ud til at være filmet gennem nogen af delene, og det er altså for uambitiøst ikke at holde konceptet i de under to timer, sæsonen varer.
Serieskaberne Ange Bastera og Nicolas Lopez, som også har instrueret samtlige afsnit, har forelsket sig i de mange muligheder for at lave lækker og spektakulær visuel æstetik, at de til tider har parkeret deres egen ide i sikkerhedssporet.
Har man set J.J. Abrams’ found footage-film ’Cloverfield’, vil man nikke genkendende til formatet, inklusive de øjeblikke, hvor der er spring i tid og sted, fordi kameraet har været slukket.
Men her er der også markante tidspring uden nogen rigtig forklaring. Det har selvsagt været et helvede at rykke produktionen fra den ene location til den anden, men logistik er ingen undskyldning for manglende konsekvens.
Når et Go-Pro kamera bliver monteret på en knallert og efterfølgende jagtet af politiet, giver det en intens jagt. Men hvordan fik vi pludselig billeder fra vestkameraet og det i forruden?
Er det, fordi vi ser alt igennem de linser, som er til stede? Vi får aldrig nogen forklaring.
Historien er egentlig spændende nok. Tony er træt af at være gangbanger og ser musikken som en vej ud. For ham selv, men også så han kan give et godt liv til sin søster og lillebror. Franck ser muligheder i at følge bandekrigen, da han ikke har lyst til at bruge resten af livet på at lave musikvideoer.
Tilsat den rivaliserende gangster, den kronisk påvirkede og rablende vanvittige Steve (Idir Azougli) er alle ingredienserne til en interessant og meddrivende thrillerserie til stede.
Resultatet ender dog i den uforløste ende.
Kort sagt:
’Caïd’ emmer af potentiale på den tekniske side såvel som i historien, men strander i forglemmelig inkonsekvens.Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.