Legen – wait for it – dary!
Fans af komedieserien ‘How I Met Your Mother’ vil ikke være et sekund i tvivl om, hvor eller hvem citatet stammer fra.
Historien om Ted Mosbys lange og til tider uheldige vej til at finde sit livs kærlighed var, og er stadig, ekstremt populær. Så populær at fans har skreget på en spinoff, siden Ted dukkede op foran Robyns lejlighed med det symbolske blå valdhorn, og der blev sat et punktum for serien.
Nu ser det ud til, at bønnerne er blevet hørt. ’How I Met Your Father’ er nemlig på vej til Hulu med Hilary Duff i hovedrollen. Det skriver Variety. Tidligere har et spinoff, ‘How I Met Your Dad’, været forsøgt realiseret, men nu ser det ud til at blive en realitet – dog med den lidt anderledes titel.
Duff skal spille Sophie, der i den nærmeste fremtid fortæller sin søn historien om, hvordan hun mødte hans far. På samme tid følger vi Sophies liv som ung i 2021 sammen med hendes vennegruppe, der forsøger at finde kærlighed i en tidsalder med dating-apps og uoverskueligt mange muligheder.
’Love, Victor’-skaberne Isaac Aptaker og Elizabeth Berger er forfattere og producere på serien, ligesom ‘How I Met Your Mother’-skaberne Carter Bays og Craig Thomas er om bord på projektet som executive producere.
Hilary Duff blev verdenskendt i rollen som teenageren Lizzie McGuire i serien af samme navn, som faktisk var tiltænkt en revival på Disney+, men projektet faldt endegyldigt til jorden sidste år. Samtidig åbnede døren sig til ’How I Met Your Father’, hvilket tilsyneladende har været et perfekt match.
Hvornår ’How I Met Your Father’ påbegynder produktionen eller får premiere, vides ikke endnu.