Tesla-milliardæren Elon Musk er ikke bange for at kaste sig over det, som for os dødelige kan virke som vanvittige projekter. Projekter, der blandt andet tæller en spillefilm optaget i verdensrummet, hans ambitiøse SpaceX-program og techstart-up’en Neuralink, der for nylig fik en abe til at spille pong ved hjernens kraft.
En imponerende og bizar bedrift i sig selv, men spørger man hans forretningspartner Max Hodak kan selvsamme teknologi sætte rammerne for virkelighedens version af ’Jurassic Park’. Det skrev han for nylig på Twitter.
»Vi kunne formentlig bygge Jurassic Park, hvis vi havde lyst. Det ville ikke blive genetisk autentiske dinosaurer, men … måske 15 års avl og udvikling for at få super eksotiske arter«.
Hodaks ambitioner for Neuralink-teknologien er dog ikke kun rettet mod uddøde dyrearter, men også de nulevende af slagsen. Det gjorde han klart via et opfølgende tweet, hvor han alligevel ikke kunne modstå fristelsen til at stille et åbent spørgsmål, der rettede fokus tilbage på hans drøm om en forlystelsespark med forhistoriske dyr.
»Biodiversitet er klart værdifuldt, bevaring er vigtigt og giver mening. Men hvorfor stopper vi der? Hvorfor prøver vi ikke mere intentionelt at skabe ny diversitet?«.
Hodaks optimisme bliver dog ikke delt af alle. Mediet CNET var hurtigt ude med en artikel, som postulerede det modsatte: At det er slet og ret umuligt at vække dinosaurerne til live.
»Det er stort set umuligt at genoplive en dinosaur. Teknologien, som skal bruges til at bringe en dinosaur tilbage fra de døde, er ikke helt så sikker, som Hodak får den til at lyde«, lyder det fra mediet, som fortsætter:
»Vi skulle først bruge noget dna fra de forhistoriske titaner. Modsat som det bliver vist i ’Jurassic Park’, hvor dna bliver hentet fra en myg i rav og sat sammen med dna fra en frø, er den information fuldstændig nedbrudt i løbet af millioner af år under jorden«.