Alexander Skarsgård slutter sig til tredje sæson af ’Succession’

Alexander Skarsgård slutter sig til tredje sæson af ’Succession’
Alexander Skarsgård. (Foto: Jemal Countess/Getty Images for Netflix)

Når tredje sæson af ’Succession’ lander på HBO, bliver det med endnu et velkendt navn på rollelisten. Alexander Skarsgård er nemlig blevet castet til den nye sæson i rollen som Lukas Matsson – en konfrontatorisk tech-boss.

Anden sæson, der fik topkarakter af vores anmelder, fortsatte historien om den svinerige Roy-familie, herunder faderen og mediemogulen Logan (Brian Cox), der med hård hånd og manipulatoriske tendenser styrer familien. Den nye sæson lægger op til en regulær familiekrig, efter sønnen Kendall forrådte sin far i slutningen af anden sæson.

Foruden den nyankomne Skarsgård, der for tiden er aktuel i ’Godzilla vs. Kong’, og Brian Cox vender også Jeremy Strong, Sarah Snook, Kieran Culkin, Hiam Abbass, Nicholas Braun, Matthew Macfayden og Alan Ruck tilbage til den nye sæson.

Skarsgård er ikke uerfaren med roller i store tv-serier. Han har således både vundet en Golden Globe og en Emmy for sin præstation som Perry Wright i den første sæson af ’Big Little Lies’, og så havde han også en central rolle i vampyrserien ’True Blood’. Snart er han aktuel i Robert Eggers kommende film ’The Northman’ med Nicole Kidman og Claes Bang.

Premieredatoen for tredje sæson af ’Succession’ er fortsat ukendt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af