Vin Diesel og Dwayne ‘The Rock’ Johnsons beef med hinanden gennem ’The Fast and the Furious’-franchisen har siden ’Fast Five’, som var den første ’Fast’-film, Johnson medvirkede i, været en offentlig hemmelighed.
Ikke mindst på de sociale medier, hvor Johnson kaldte en kollega for »chicken shit« og »candy ass«. Hvilket efter alt at dømme var rettet mod Diesel.
Men i et interview med Uproxx sætter Diesel nu ord på, hvad der muligvis har fået Johnsons bæger til at flyde over, og hvad der ledte til en af de største beefs på et Hollywood-set. Ifølge Diesel var hans mål at få Johnson til at ramme sit bedste skuespil – og dertil brugte han alle midler:
»Det var en svær karakter at portrættere, altså Hobbs-karakteren. Min tilgang til det dengang var en masse tough love for at hjælpe (Johnson, red.) til at lykkes med portrættet«, siger Diesel og fortsætter:
»Hobbs rammer som et ton mursten. Det er noget, jeg er meget stolt af, den slags æstetik. Det krævede en masse arbejde. Vi var nødt til at nå dertil, og sommetider ville jeg give en masse tough love. (…) Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt, for at få gode præstationer i noget, jeg producerer«.
Diesel undgår dermed at sætte konkrete ord på, hvad det nøjagtigt var, der fik Johnsons pis i kog, men i hvert fald var ’The Fate of the Furious’ foreløbig den sidste gang, de krydsede klinger.
Johnson har dog fortsat sin rolle som Luke Hobbs i ’Hobbs and Shaw’, og selvom han ikke er med i ’F9’, kan en reunion aldrig helt udelukkes i de to næste og sidste film. Det kræver dog, at stridsøksen bliver definitivt begravet.