Jake Gyllenhaal remaker dansk thrillersucces: Se den intense trailer til ‘The Guilty’

Jake Gyllenhaal remaker dansk thrillersucces: Se den intense trailer til ‘The Guilty’
Jake Gyllenhaal i 'The Guilty'. (Foto: Netflix)

I sidste uge delte Netflix en ulmende teaservideo til ‘The Guilty’ – deres stort opsatte remake af Gustav Möllers danske debutfilm ‘Den skyldige’, som fik god Oscar-buzz tilbage i 2018. Nu er streamingtjenesten klar med første egentlige trailer til den ventede thriller, hvor Jake Gyllenhall har den altoverskyggende hovedrolle.

Ligesom i den originale film følger ‘The Guilty’ en politibetjent i alarmcentralen, der modtager et opkald fra en kvinde, som fortæller, at hun er blevet kidnappet. Betjenten sætter sig for at redde kvinden, mens sagen udvikler sig i uforudsigelige retninger.

Ud fra den intense trailer ser ‘The Guilty’ ud til at være en ret trofast genindspilning af sin danske forgænger, for kameraet befinder sig næsten kun indendørs på hovedpersonen Joe Baylors kontor. Undtagelsen er et enkelt, men storladent skud af et flammehav, der indhyller en storby i røg. ‘True Detective’-skaberen Nic Pizzolatto bringer nemlig de ødelæggende skovbrande ind i billedet som en aktuel, amerikansk vinkel på Gustav Möller og Emil Nygaard Albertsens originale manuskript.

‘The Guilty’ er instrueret af Antoine Fuqua, som brød igennem med ‘Training Day’ og tidligere har samarbejdet med Jake Gyllenhaal på bokserdramaet ‘Southpaw’. Foruden Gyllenhaal finder man de prominente navne Ethan Hawke, Riley Keough, Paul Dano, Bill Burr og Peter Sarsgaard på rollelisten.

Filmen lander på Netflix 1. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af