HBO’s miniserie ’Big Little Lies’ med Nicole Kidman, Laura Dern, Reese Witherspoon, Shailene Woodley og Zoë Kravitz blev en kæmpe succes.
Serien var baseret på Liane Moriartys bog, og dermed en afsluttet fortælling, men i 2019 kom opfølgeren alligevel med selveste Meryl Streep om bord i rollen som Kidmans sammenbidte svigermor.
Og hvorfor så ikke også en sæson 3, nu vi er i gang?
I gårsdagens afsnit af Andy Cohens talkshow ’Andy Cohen Live’ var Nicole Kidman på besøg. Og da Cohen spurgte hende, hvilket projekt hun allerhelst ville genbesøge, lød svaret prompte: »En sæson 3 af ‘Big Little Lies’«.
Kidman udfoldede sit svar: »Vi er alle sammen rigtig, rigtig gode venner og forestillingen om at arbejde sammen igen… Jeg mener, Laura (Dern, red.) har vitterligt lige sendt en besked til mig. Og det var meningen, at jeg skulle se Reese (Witherspoon, red.) og Laura i går aftes, men… jeg arbejdede«, fortæller hun Cohen.
Kidman er selv executive producer på serien, så hendes ord har en vis magt, selvom der selvfølgelig er et stykke vej fra hendes hensigtserklæring til grønt lys:
Til Andy Cohen understreger hun, at det er venskabet til kollegerne, der driver lysten til at vende tilbage til Monterey:
»Bare tanken om at arbejde sammen… Man kommer til et punkt i sit liv, hvor man gerne vil arbejde sammen med folk, som man godt kan lide at være omgivet omkring«.