Chris Rock og Dave Chappelle er i fuld gang med deres europæiske standup-tour.
Lørdag aften ramte de O2 Arena i London, og her fik Rock for første gang offentligt adresseret Will Smiths YouTube-video, hvor han undskylder for angrebet på den 57-årige komiker under Oscar-showet i marts.
I den virale video fortæller Smith, at han havde rakt ud til Rock i håb om at mødes og forbrødre sig, men at Rock ikke var klar til at mødes.
»Fuck din gidsel-video«, sagde Chris Rock under sin optræden i London og pointerede også, som han har gjort ved tidligere shows, hvor ondt det faktisk gjorde at få tildelt lussingen: »Ja, det gjorde fandme ondt. Han spillede Ali. Jeg kan ikke engang spille Floyd Mayweather«. Will Smith spillede bokseren Muhammad Ali i Michael Manns ’Ali’ fra 2001.
Rock omtalte også Smith som »Suge Smith« med reference til den tidligere Death Row Records-mogul Suge Knight, der er ved at afsone en fængselsstraf på 28 år for manddrab.
Komikeren ser ikke sig selv som et offer i sagen og fortalte, at han allerede var tilbage på arbejde dagen efter.
Den kontroversielle komiker Dave Chappelle, der selv blev overfaldet tilbage i maj under Netflix’ standup-festival ‘Netflix Is a Joke’, havde også sit at sige om Will Smith under showet.
Chappelle bønfaldt publikum om at være sig selv i modsætning til Smith: »… der har givet indtryk af at være en perfekt mand de seneste 30 år«.
»Jeg håber bare ikke, han tager den maske på igen«.
Chris Rock og Dave Chappelle optræder med deres dobbelte headlinershow i Royal Arena i København den 12. september.