I sidste uge fik ‘Don’t Worry Darling’ endelig biografpremiere efter en stormombrust optakt, der indebar drama med spyt, utroskab og intriger.
Indtil nu har selve årsagen til dramaet om, hvorvidt, hvordan og hvorledes der herskede en konflikt mellem Olivia Wilde, Harry Styles og Florence Pugh været baseret på rygter. Dog gik det igen, at de formodede problemer skyldtes den affære, Wilde og Styles indledte under optagelserne, og at de ofte forsvandt sammen i længere tid.
Men selvom der nu er nyt i sagen om, hvad der har udspillet sig på settet, fortsætter uenighederne.
I følge en artikel fra Vulture fortæller to forskellige kilder tæt på produktionen den samme historie: At Florence Pugh og Olivia Wilde eftersigende havde et skænderi så heftigt, at de skreg af hinanden på settet.
Årsagen til skænderiet forklarer kilderne som utilfredshed fra Florence Pughs side med, at Harry Styles og Olivia Wilde forsvandt sammen på settet. Derudover nævnes det, at Styles og Wildes deltog i et stort bryllup, hvilket ikke stemte overens med deres covid-procedurer på settet, som de belærte medarbejderne om.
Journalisten der står bag historien, Chris Lee, har i et Tweet via Indiewire fortalt, at der også var kreative uoverensstemmelse: »Florence kom med input til, hvordan hun syntes næste scene skulle optages, når Olivia ikke var der«.
Om indholdet af skænderiet fortæller han videre: »Hun (Florence Pugh, red.) var sådan ‘jeg instruerer den her film, mere end du gør!’ Det blev der råbt på et tidspunkt, og folk hørte det. Det kom hurtigt ud overalt«.
Derudover berettes det, at forholdet mellem Olivia Wilde og Florence Pugh på et tidspunkt krævede indblanding fra Warner Bros.-chef Toby Emmerich, der måtte mægle for at sikre, at Pugh deltog i filmens videre forløb efter optagelserne.
At der skulle have været sådan et skænderi afvises af Warner Bros. ledelse, der i en pressemeddelelse har udtalt, at »alle anklager om uprofessionel opførsel på settet til ‘Don’t Worry Darling’ er fuldstændig falske«.
Derudover har 40 medlemmer af crewet delt en fælles udtalelse i en presemeddelelse via The Wrap. Medarbejderne på produktionen har indtil nu undladt at udtale sig på baggrund af »den absurde sladder omkring filmen, de er så stolte af«, men ønsker nu at korrigere de anonyme kilder. Her afviser de, at den såkaldte »screaming match« skulle være foregået.
Filmens fotograf Matthew Libatique har tidligere kaldt produktionen »det mest harmoniske set jeg har været på«.
Den negative presse omkring filmen har skabt bekymring for, hvordan ‘Don’t Worry Darling’ ville klare sig i biograferne. Filmen overgik dog det estimerede salg som nummer et i de amerikanske biografer. I åbningsweekenden var billetsalget på 19,2 millioner dollars.