’Enys Men’: Britisk talent tester tålmodigheden med gudesmuk horrorfilm
Jeg hilser det altid velkommen, når unge filmskabere kaster sig ud i store eksperimenter.
Derfor ville jeg også ønske, min oplevelse med Mark Jenkins ’Enys Men’ havde været bedre. For eksperimentere må man sige, den britiske instruktør har gjort med sin anden spillefilm.
Starten på ’Enys Men’ lover faktisk rigtigt godt. Ligesom i debutfilmen ’Bait’ viser Jenkin sin formidable sans for at skabe gudesmukke billeder på analog 16mm-film – denne gang i farver – og sætte dem sammen i et rytmisk klippetempo.
De grynede billeder skildrer en vindomsust klippeø, der bærer samme navn som filmen. Kameraet zoomer ind på havets vilde bølger, øens mosbegroede klipper, den turkise himmel og en håndfuld måger, der flyver over horisontlinjen.
Havbrus og atmosfærisk musik fylder fra start på det sensoriske lydspor, som giver en følelse af, at noget er i gærde.
En midaldrende kvinde i en rød regnjakke bor alene på øen. Hver dag trasker hun fra sit hus ud til et stort stenmonument på en klint. Her observerer hun nøje, hvordan seks ensomme liljer gror på klippen. Bagefter tager hun lufttemperaturen og kaster en sten ned i en gammel mineskakt. Hun bliver stående, indtil hun har hørt stenen ramme bunden af skakten.
Denne rutine gentager hun igen og igen. Og igen. Og hver dag, når hun kommer hjem, noterer hun sine observationer i en bog.
»Ingen forandring«, står der flere dage i træk. Men som tiden går, begynder hun at få sælsomme syner.
Imellem de mange gentagelser dukker der pludselig personer op i ultrakorte glimt: En ung mand, en ung kvinde, en præst, minearbejdere og syv kvinder i traditionelt tøj. De kommer og går så hurtigt, at man som publikum nemt kan misse dem, hvis man kigger væk et øjeblik.
Gennem hovedpersonens daglige notater kan man læse, at historien foregår i april 1973. Perioden, naturomgivelserne, de underlige syner, et urovækkende score og den keltiske titel (enys men betyder ’ø af sten’ på kornisk) giver associationer til folkhorror-genren.
Handlingen er dog så underfortalt, at jeg nærmere ville kalde det en eksperimentalfilm med gyser-aner.
’Enys Men’ er bevidst tilbageholdende, når det kommer til at give ledetråde. Faktisk får vi aldrig en udtalt forklaring på, hvorfor kvinden ser disse personer, som muligvis kun findes i hendes hoved.
Man kan tolke sig til, at vi har at gøre med en slags ånder fra personer, som er døde på og omkring øen. En udsendelse i kvindens radio fortæller nemlig, at monumentet på Enys Men er til minde for alle de mennesker, der har mistet livet til havs. Man kan også tolke, at en af personerne er kvindens fortidige jeg.
Alle film behøver slet ikke slutte med et facit, men Mark Jenkin holder kortene frustrerende tæt på kroppen. Når man er kommet til rulleteksterne, er man kun blevet en smule klogere.
Selvom filmen byder på et par jump scares undervejs, formår uhyggen fra det stemningsfulde score ikke at sætte sig i kroppen. Det er nemlig umådeligt svært at forstå, hvad der er på spil for hovedpersonen i ’Enys Men’ – hvad hun føler, og hvorvidt hun overhovedet er i fare.
Mark Jenkin fortjener skulderklap for sit modige og visuelt interessante forsøg. Metervareproduktion er det sidste, man kan kalde ’Enys Men’.
Måske ville konceptet have fungeret bedre i et kortere format. Instruktøren tester i hvert fald publikums tålmodighed, når han lader sin film køre rundt i de samme gentagelser i halvanden time.
Kort sagt:
Visuelt er den eksperimenterende horrorfilm ’Enys Men’ en stor oplevelse, men handlingen er så underfortalt, at man som publikum bliver hægtet af undervejs.