Venedig Film Festival. Forestil dig en hel film, der ser ud, som når vi ser verden gennem Predators øjne i Arnold Schwarzenegger-filmen af samme navn: i creepy lysende infrarød.
Forestil dig samtidig et konstant, pulserende elektronisk score. En melankolsk morder. Et gangsterunivers så nihilistisk, at ’Sin City’ ligner Barbieworld til sammenligning. En handling så tynd, at den kan skrives på et tebrev. Og en Travis Scott, der skuespildebuterer i en dybt mærkværdig rolle som Zion, en trippende protege til vores hovedperson, der kalder sig verdens bedste lejemorder.
Så har du Harmony Korines frastødende ’Aggro Dr1ft’, som instruktøren selv har udtalt »måske dårligt nok kan kaldes en film«.
Film kan man måske godt kalde det, det er bare en vanvittigt bizar og modbydelig én af slagsen. 80 minutters Nicolas Winding Refn på syre, eller et vibe piece som instruktørens egen ’Spring Breakers’ uden charmen.
Nu lyder det, som om jeg hader den. Det er mere komplekst end som så. Det er et beundringsværdigt grænsesøgende eksperiment af en instruktør, der allerede var vild, da han slog igennem som purung manuskriptforfatter med den grænseoverskridende ’Kids’ i 1995 og mirakuløst har fastholdt sin kompromisløse position som en filmverdenens randeksistens.
Bedst som man troede, at alle radikale formgreb var afprøvet (film i én indstilling, subjektivt perspektiv, optaget på en mobiltelefon, og hvad har vi), gør Korine noget helt nyt, og resultatet er på sin vis uforglemmeligt.
’Aggro Dr1ft’ vækker afsky i al sin machofremstillende monotoni, men afsky er en stærk følelse for et kunstværk at vække og i hvert fald mere interessant end den inderlige ligegyldighed, mange andre film, også her på Venedig-festivalen, forårsager.
Men jeg skal heller aldrig se den igen. Den er indhyllet i ondskab og modbydelighed, hele dens miljø er så uappetitligt befolket af psykopatiske gangstere, at man næsten ikke kan holde det ud. Korine har aldrig været bange for at indfange det mest grimme og usle, men i film som ’Trash Humpers’ og ’Julien Donkey-Boy’ har der også været et bankende hjerte, som er svært at få øje på her.
Infrarød viser jo normalt varme i mørket, men her forstærker det bare mørket, fremmedgørelsen, følelsen af at bevæge sig rundt i en verden, hvor menneskelighed er en uddød entitet.
Det er en film, der meget vel kan blive en kultklassiker, om end jeg er lidt bekymret for, at det kunne blive i de forkerte, incel-agtige grene af kulturen med den kvindefornedrende billedstrøm, som utvivlsomt er ment som en kritik, men meget nemt kan adapteres med modsat fortegn.
Men man må give Korine, at han har blik for ikonografi, også på den røde løber, hvor han bar den uhyggelige djævlehornsmaske, der hyppigt optræder i filmen.
Internettet flyder allerede med historier om massive udvandringer fra filmen hernede, og der var da også en del, der sivede fra den visning af den blot 80 minutter lange film, jeg var til fredag aften. Det kunne næsten ikke være anderledes.
Og Travis Scott? Well, hvis han drømmer om et skuespilgennembrud, skal han nok finde et projekt, hvor han ikke kun er præsenteret gennem en infrarød optik. Det kunne have været hvem som helst.