’Kærlighed ved første blik’: Kærligheden lever – ny Netflix-romcom er sjældent fantastisk
Der findes ikke en mere syndig romcom-kliché end at slutte fortællingen i en lufthavn, hvor mand og kvinde mødes i kys, kram og løftet om et fælles huslån.
Siden ’Love Actually’ bandt knude på samtlige af sine historier i Heathrows terminal, har sterile, overbelyste venteområder været et no-go for genren. Klicheen blev allerede parodieret i den vidunderligt bøvede ’Not Another Teen Movie’ helt tilbage i 2001.
På papiret er det med andre ord lidt af et dumdristigt hovedspring ned i asfalten for instruktør Vanessa Caswill at begynde sin Netflix-romcom i John F. Kennedy-lufthavnen. Og med en søgevenlig titel som ’Love at First Sight’/’Kærlighed ved første blik’ kunne man let tro, at der her er tale om endnu en samlebåndøvelse til den glubske Netflix-algoritme.
Den frygt bliver dog gjort til skamme, allerede da Hadley (Haley Lu Richardson) og Oliver (Ben Hardy) får øjenkontakt ved lufthavnens opladningsstation op til julerushet den 20. december, og kærlighedensklokkerne bimler og bamler.
Han er brite, hun er amerikaner. Can I make it any more obvious? Han er bidt af statistik, hun er glemsom humanist. What more can I say?
Deres Amor og vores fortæller (en charmerende Jameela Jamil) oplyser, at der ikke er nogen forelskelse som netop den her. Man tror straks på hende.
Det umage par bonder over en deli-sandwich, mens de gruer den kommende red eye til London og snakker om alt og intet.
Smalltalk er ellers en sjælden kunst på film. Mestendels fordi det er så forbandet svært at skrive dialog, der lyder intentionelt ligegyldigt. Men den søde flirt mellem Oliver og Hadley er uimodståeligt elskværdig. Deres kemi brænder varmere end tusinde supernovaer.
Flirten fortsætter i bedste velgående, da de ved et tilfælde ender ved siden af hinanden i flyet. Hadley griber straks ud mod Olivers hånd, da de letter, og han reagerer ved at distrahere hende med mere smalltalk.
Fra den rosenrøde flyvetur til London, hvor de to misser hinanden i gaten, udvikler ’Kærlighed ved første blik’ sig til en overraskende hjertevarm, tårevædet historie om at gribe livet ved hjertekulen, nyde de små tilfældigheder og huske at kramme sine nærmeste, mens de stadig er her.
Der er både et bryllup og en begravelse, men filmen springer konsekvent over de kedsommelige konflikter, ligegyldige bedste venner og grandiose, overgjorte gestuser, der ellers har plaget genren fra dag ét.
Hadley falder ikke for Oliver, fordi han synger ’Can’t Take My Eyes Off You’ (eller ’Janie’s Got a Gun’, høhø) i offentligt rum, og rejsen fra den første forelskelse til det afgørende kys føles forfriskende naturalistisk, ligegyldigt hvor usandsynlig den ellers måtte være.
Det hjælper gevaldigt, at produktionen ser så drønlækker ud. Som i denne films charmerende romcom-kompagnon ’Rye Lane’ sælges London som Vestens indbydende navle.
Manusforfatter Katie Lovejoy formår på basis af originalværket at flette nogle af Storbritanniens største forfattere – fra Shakespeare til Dickens – ind i fortællingen, uden at det føles trægt eller øjenrullende åbenlyst.
Det er dejligt ømt, da Hadley finder fælles grund med sin nygifte far over et citat fra ’Our Mutual Friend’, ligesom det er herligt sardonisk, at Oliver er klædt som bardens største tyran Macbeth det meste af filmen.
Så måske ’Kærlighed ved første blik’ ikke flytter genrens seismiske plader som ’Bros’ eller førnævnte ’Rye Lane’. Men man er ikke ét sekund i tvivl om, at parret i centrum af denne lattermilde lille perle fortjener hinanden.
Det tager jeg som en sejr for hele genren.
Kort sagt:
Kærligheden lever i bedste velgående i denne sjældent fantastiske Netflix-romcom, der både får én til at grine og græde med filmens drøncharmerende turtelduer.