»Lad os give folket, hvad de vil have«, siger Lady Gaga i en ny trailer til ‘Joker: Folie à Deux’, som ifølge Deadline netop har ramt internettet.
En efterfølger til kæmpehittet ‘Joker’ har siden premieren i 2019 været lige præcis det, som folket ønskede sig, og om ikke så forfærdeligt længe er ventetiden lykkeligvis ovre.
‘Joker: Folie à Deux’ er, modsat den første film, ikke et soloridt med Joaquin Phoenix, snarere en duet. Hollywood-stjernen, der vandt en Oscar for sin første præstation som DC-skurken, får nemlig selskab af Lady Gaga, der spiller Harley Quinn.
De to skæve (og voldsparate) eksistenser møder i filmen hinanden i fængslet, og sød musik opstår – bogstaveligt talt. ‘Joker: Folie à Deux’, der igen instrueres af Todd Phillips, er nemlig en musicalfilm.
At dømme efter traileren betyder genreskiftet ingenlunde, at der er skruet ned for galskaben. Joker og Harley Quinn ser derimod ud til at opildne til endnu mere kaos, protester og politijagt i Gotham City.
Den dystre storfilm får verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Venedig Film Festival, som annoncerede det fulde program i går. Her fik den første ‘Joker’-film også verdenspremiere, og den vandt tilmed hovedprisen, Guldløven.
‘Joker: Folie à Deux’ kommer i danske biografer 2. oktober.