’Familier som vores’: Den geniale præmis drukner i Thomas Vinterbergs vildt ambitiøse TV 2-serie
VENEDIG FILM FESTIVAL. Hvad gør jeg selv, den dag vandstandene overtager Danmark og gør mit fædreland ubeboeligt?
Jeg har fjern familie i England, men jeg har ikke set dem i årevis, og jeg har været for dårlig til at holde kontakten med mine gamle venskaber rundt omkring i verden. Jeg er ikke sikker på, der er hjælp at hente dér.
Hvilket arbejde ville jeg kunne få? Jeg er filmjournalist og skriver på det nu uddøende sprog dansk – næppe en egenskab, der er i høj kurs mange steder.
Er der et godt liv for mig og min familie i Rumænien, Finland eller Frankrig? Kan jeg finde værdighed i livet, mening med livet, med en status som flygtning?
Man flyver afsted i tankerækken sat over for Thomas Vinterbergs ambitiøse og stærkt imødesete TV 2-serie ’Familier som vores’, der meget passende har fået verdenspremiere på den prestigefulde filmfestival i vandbyen Venedig.
Præmissen er den mest inciterende og tankevækkende i en dansk serie i nyere tid, måske nogensinde. Hvad gør vi, den dag vi ikke længere kan bo i Danmark på grund af de menneskeskabte klimaforandringer?
I serien lukker landet på den mest danske måde tænkeligt. Ikke overnight som følge af vandmassernes akutte indtog, men som en forholdsregel. I erkendelse af at de stigende vandstande er umulige at stoppe beslutter regeringen at igangsætte evakueringen af alle danskere over flere måneder, så det kan foregå i god ro og orden. De på én gang alarmistiske og forebyggende udmeldinger vækker ubehagelige coronaminder.
Danskerne kan nu enten selv planlægge og betale for udrejsen, hvis man har arbejde eller familie i udlandet, der kan sikre opholdstilladelsen. Eller få rejsen betalt af staten mod at følge det offentlige program mod en destination, man ikke selv vælger.
Nikolaj Lie Kaas’ arkitekt Jacob stræber efter første model – at udnytte sin gamle forbindelse til et arkitektfirma i Paris, der kan bane vejen for en lige så privilegeret tilværelse, som den de nyder i et af Hellerups mest velbjærgede villakvarterer, for ham og hans familie bestående af hustru nr. 2, erhvervspsykologen Amalie (Helene Reingaard Neumann), deres lille barn og hans store datter fra et tidligere ægteskab, Laura.
Lauras mor Fanny (en fint afdæmpet Paprika Steen) er knap så heldig. Hun er en Lone Frank-agtig videnskabsjournalist, der er gået ned med stress og ikke har arbejdet i lang tid. Hun skal til Bukarest.
Splittet imellem dem står skilsmissebarnet Laura (Amaryllis August), der er nyudklækket student fra Gammel Hellerup Gymnasium og lige skal til at omfavne livets uendelige muligheder med sin nye flamme, den søde Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), da alt ramler. Elias skal til Finland.
Det er svære eksistentielle og dog meget konkrete valg, den sammensatte familie står over for. Og det er disse eksistentielle beslutninger, Thomas Vinterberg og medforfatter Bo hr. Hansen interesserer sig for. ’Familier som vores’ er ikke en historie om de politiske eller strukturelle aspekter af hverken klimaforandringer eller en nedlukning af Danmark, for den slags filmskaber er Thomas Vinterberg ikke. Fra afgangsfilmen ’Sidste omgang’ til ’Festen’, ’Jagten’ og ’Druk’ har han snarere været optaget af individets forhold til de nære fællesskaber i tilspidsede situationer.
Denne familiebetonede tilgang til en dystopi er i udgangspunktet forfriskende, og det er interessant, hvordan serien modsat genrefæller ikke kun handler om kampen for overlevelse, men om at tilnærme sig en meningsfuld tilværelse med de mennesker, man elsker, rigtigt at leve, selvom jorden bogstaveligt talt rives væk under én.
Trods protester i gadebilledets bagtapet er ’Familier som vores’ vel sagtens den mindst dystre undergangsfortælling, jeg har set. Solen skinner over Nordsjælland med amoriner i luften og ’skål gamle dreng’ i høje snapseglas. Billederne af vandets fjendtlige overtagelse af landet er sporadiske, om end slående, selvom den melankolske fornemmelse af tab og adskillelse løber som en understrøm. »Om lidt er vi forsvundne, som boblerne i bækken«, som det lyder i Emil Aarestrups digt ’Angst’, der citeres flittigt.
Thomas Vinterberg opererer altid i et filmisk farvand et ubestemmeligt sted mellem naturalisme og ophøjet virkelighed. Hans verdener er vores, men alligevel ikke helt vores. Den magi, han allerede introducerede i novellefilmen ’Drengen der gik baglæns’, skvulper over i hans senere film, selvom der ikke sker noget egentlig overnaturligt.
Det er denne i grunden meget cineastiske tilgang, som ansporer nogle hardcore-cineaster til nydelsessygt at pille Vinterbergs film fra hinanden. De har svært ved at kapere, at han – ofte mesterligt – præsenterer en genkendelig virkelighed, men forstørrer figurerne, dilemmaerne og handlemønstrene.
I ’Festen’, ’Jagten’ og ’Druk’ indlever man sig enormt i de plagede hovedpersoner. Det kniber til gengæld i ’Familier som vores’. Man forstår, at Lie Kaas’ Jacob skal indse, at han ikke længere har en naturgivet adgang til lykken, og at Fanny omvendt får ny livsvilje revet ud af københavnersumpen. Men de blomstrer aldrig op som facetterede mennesker over seriens syv afsnit, lige meget hvor mange gange den ærkedanske floskelreplik »hvad fanden sker der?« ellers ryger ud over læberne.
I den beslægtede britiske dystopiserie ’Years and Years’ forstod man både karaktererne og verdens gradvise deroute, så man græd over de små mennesker i de store omstændigheder, men her lærer man dem aldrig rigtigt at kende. Det hjælper ikke, at de desperate situationer, der for alvor får konflikterne til at eskalere, opstår mere ud af tilfældighed og dumhed end nødvendighed.
På afrejsedagen tager Laura en radikal beslutning, der er meget svær at sluge. Et vilkårligt drab føles malplaceret og sagen for uvedkommende. Og underplottet om den fodboldtalentfulde, men uligevægtige dreng Lucas falder tungt til jorden. Efter han i en barokt urealistisk konstruktion hverves af den engelske storklub Liverpool, kulminerer det i voksne beslutninger omkring ham, som bedst kan karakteriseres som svær forsømmelse af barnets tarv.
At Lucas tilmed synes at have synske evner, får det ikke til at fremstå mere overbevisende.
Seriens bankende hjerte er de unge gymnasiedimittender Fanny og Elias, hvis forhold lever og ånder på skærmen. De er håbet for fremtiden i en udsigtsløs tid, og der er noget hjerteskærende i Elias’ selvopofrende kærlighed og deres fælles naive tro på, at alt nok skal gå. Amaryllis August overbeviser som Fanny, mens talentet Albert Rudbeck Lindhardt har sin spæde karrieres absolut bedste rolle som den charmerende og ukuelige kæreste.
Nogle vil helt sikkert støde sig på, at serien udspiller sig i en udpræget overklasseboble. Jacobs svoger Nikolaj (Esben Smed) og dennes mand Henrik (Magnus Millang) – der i det overlæssede karaktergalleri også er en slags hovedroller – bor på en herregård med egen (brun) chauffør. Og den klassekritiske nøglereplik »You are very spoiled people« serveres af … en direktør i et arkitektfirma i Paris.
Men en væsentlig del af pointen er selvfølgelig netop at udstille verdens uretfærdighed ved at se, hvordan Hellerup-klassen klarer sig uden friværdien. ’Familier som vores’ er dramaseriens svar på den kontroversielle gamle nødhjælpsreklame, der viste et hvidt og blond barn i nød for at vække vesterlændingenes sympati.
Jeg vil i øvrigt minde om, hvordan Thomas Vinterberg fik kritik for at være på udebane, da han skildrede Underklassedanmark i ’Submarino’. Denne gang følger han write what you know-filosofien i en grad, at familiekonstruktionen spejler hans egen – tilmed med hans hustru, præst og skuespiller Helene Reingaard Neumann, i rollen som den nye kone.
Apropos det kirkelige flirter Vinterberg med det religiøse ved at præsentere kirken som den samlende institution i ophøret af den nationale samhørighed. Men disse skrab i fællesskabernes opløsning forbliver for overfladiske til rigtigt at slå igennem.
Om det er TV 2’s erklærede mission om at skabe serier vædet i håb, som har skubbet ’Familier som vores’ ud i vægtløs tilstand, ved jeg ikke, men når individernes eksistenskamp drukner i strandkanten, kommer jeg alligevel til at savne det skarpe blik for de større strukturer, som Vinterberg helt overlagt lader træde i baggrunden.
Mens serien tydeligt trækker på erfaringerne fra Danmark i en coronatid, er den for eksempel tydeligvis blevet overhalet af den aktuelle preppertendens undervejs i produktionen. For når danskerne hamstrer dåsemad ud fra en flyvsk frygt for hackerangreb fra Putin, ville de nok også være en hel del bedre forberedt på landets forestående vandkollaps, end de er i denne serie. Og mon ikke Sverige og Norge med deres folkefattige vidder ville være en mere realistisk destination for de fleste danskere end i forvejen pressede Østeuropa?
Jeg under virkelig ’Familier som vores’ at slå igennem i den brede befolkning, for jeg er fuld af beundring for, at Vinterberg og TV 2 har taget et så ambitiøst foretagende på sig. Forhåbentligt kan serien bane vejen for flere fortællinger, der konfronterer danskerne med tidens mest presserende emner.
Jeg kan bare ikke se bort fra, at ’Familier som vores’ fungerer bedre i udgangspunktet end i udfoldelsen.
Kort sagt:
De unge er det bankende hjerte i Thomas Vinterbergs idylliske undergangsserie, som desværre skøjter i overfladen på både karaktererne, dilemmaerne og det spændende dystopiske scenarium i centrum.
Anmeldt på baggrund af hele serien.