’Years and Years’: Dystopisk miniserie på HBO Nordic er smuk, sjov, underholdende og uhyggelig
Tv-seriernes største styrke er, at de tager sig tid til at folde karaktererne ud. Til gengæld kan fortælletempoet i storserier som ’The Handmaid’s Tale’ og ’Westworld’ også blive for langsomt. Dynamikken og fremdriften drukner i kompleksiteten.
I den sammenhæng er ’Years and Years’ et forfriskende indslag. For i løbet af den britiske miniserie suser handlingen af sted i et hidsigt tempo, men det afholder ikke hovedforfatter Russell T. Davies fra at tegne nogle virkelig vedkommende og menneskelige karakterportrætter.
Ovenstående eksempler samt Netflix’ ’Black Mirror’ vidner om, at serier med dystre fremtidsdystopier trives, og det er denne genre, ’Years and Years’ skriver sig ind i. Her er tale om en nær fremtid, for første afsnit starter i 2019, og sidste afsnit slutter 15 år senere.
Således digter Davies videre på igangværende samfundsproblematikker som Brexit, Europas håndtering af de massive flygtningestrømme, global opvarmning, skarpere optegnede politiske fløje og populistiske regenter, der fordrejer sandheden og ikke bekymrer sig synderligt om fakta. Sidstnævnte legemliggøres af Emma Thompson som politikeren Vivianne Rook, der opnår stigende popularitet i befolkningen med bandeord og kontroversielle udtalelser i medierne.
Med blot seks afsnit at gøre godt med præsenteres vi for årenes højdepunkter i en voldsom fart. Flere gange indsættes hektiske montager af fiktive nyhedsindslag, hvor der berettes om politiske brydninger, krig og katastrofer til dramatisk underlægningsmusik.
Bortset fra to scener ses Thompsons politiker også kun gennem tv-skærme. Hun betragtes med foragt og begejstring af seriens egentlige hovedpersoner, den brogede Lyons-familie. Det er gennem de fire voksne søskende Edith (Jessica Hynes), Rosie (Ruth Madeley), Stephen (Rory Kinnear) og Daniel (Russell Tovey), vi oplever konsekvenserne af de politiske omvæltninger.
Det siger noget om Davies’ og resten af forfatterholdets dygtighed, at man i en serie, der konstant spoler frem i tiden, faktisk også skaber nogle meget mindeværdige og hele figurer. Det siger selvfølgelig også noget om den talentfulde gruppe skuespillere, der overbeviser med en kærlig og drilsk familiedynamik.
Med stor medfølelse og ikke mindst humor kommer man tættere på deres relationer. For eksempel deler søskendefirkløveret en stor irritation over bedstemoren Muriel, der hvert år absolut vil holde fødselsdagsfest på sin terrasse, selvom det er vinter og isnende koldt. Stephens kone Celeste (T’Nia Miller) har også en hårdnakket bøf med Muriel, men den bliver langsomt lagt på hylden, da hun, Stephen og deres to børn grundet et bankkrak pludselig står uden tag over hovedet og må flytte ind i bedstemorens store hus.
’Years and Years’ byder på mange sjove og smukke øjeblikke, men hovedforfatter Davies’ bekymringer for fremtiden skinner også gevaldigt igennem. Frygten for at miste alt, hvad man har, er gennemgående i serien, der flere steder er en uhyggelig oplevelse, fordi man gruer over, hvor sandsynlige disse fremtidsscenarier faktisk er.
Ingen af karaktererne kan vide sig sikre. Især ikke Daniels kæreste Viktor (Maxim Baldry), der på grund af homofobisk forfølgelse i hjemlandet Ukraine tilbringer mange år som flygtning i forskellige lande. Imens mister Rosie sin madvognslicens, og dermed sin indtægtskilde, fordi hun bor i en del af byen med meget kriminalitet.
Indimellem taler Davies så godt som direkte til publikum i dialogen mellem karaktererne, når de sammen spørger: »Hvordan endte vi her?«. Eksempelvis siger bedstemoren Muriel (Anne Reid) på et tidspunkt til sin forsamlede familie: »Det er jeres skyld«. For selv de mageligt apolitiske borgere har et ansvar, blandt andet gennem deres forbrug. Den opsang er bestemt relevant i dag, hvor der må laves radikalt om på menneskets energiforbrug for at stoppe udledningen af drivhusgasser.
Seriens fremtidsfantasier om teknologi er mindre interessante. Ja, faktisk er de mest af alt forstyrrende, idet de, modsat de politiske scenarier, virker meget urealistiske i denne nære fremtid. De skøre påfund kredser mest om Stephen og Celestes datter Bethany, der drømmer om at blive »transhuman« – forlade sit korpus og blive helt digital. Blandt andet får hun opereret en telefon ind i hånden og et kamera i øjet.
De digitale drømmerier kammer mere og mere over i løbet af serien, ikke mindst i den knap så velfungerende slutning. Første halvdel fungerer uden tvivl bedst.
Selvom alt ikke spiller fuldstændig, må man alligevel give Davies & co. stor kredit for deres idérigdom, der gør ’Years and Years’ evigt uforudsigelig. Fra start til slut tages man på en rutsjebanetur mod en mindre lys fremtid.
Kort sagt
Den britiske miniserie ’Years and Years’ både underholder og skræmmer i sin skildring af en nær, problemfyldt fremtid.
Læs også: ’Chernobyl’ er så effektiv, fordi den trækker intelligent på værktøjer fra horrorkassen