Thomas Vinterbergs første serie er lige så tankevækkende, som den er svimlende ambitiøs.
I ’Familier som vores’ udfolder Oscar-vinderen noget så sjældent som en dansk fremtidsdystopi. På grund af stigende vandstande beslutter staten at lukke Danmark, og de velfærdsvante danskere må nu flygte over europæiske landegrænser.
Vinterberg jonglerer gennem seriens syv afsnit et hav af karakterer og fortællinger, som er forbundne på kryds og tværs.
Der er Nikolaj (Esben Smed), som via sit arbejde i Udenrigsministeriet får nys om fædrelandets lukning før alle andre – og bryder tavshedspligten til sin egen fordel.
Der er den succesfulde arkitekt Jacob (Nikolaj Lie Kaas), som tager familiens ve og vel på sine skuldre og går knap så lovlydigt til værks for at skaffe penge, job og bopæl i Paris. Og hans hustru Amalie (Helene Reingaard Neumann, Vinterbergs egen hustru), der går bag om ryggen på ham for at hjælpe hans datter.
Der er Jacobs stresssygemeldte ekskone Fanny (Paprika Steen), som skal finde ud af, om hun kan rejse alene til Rumænien og genstarte livet der. Der er alenemoren Christel (Asta Kamma August), som overvejer at give afkald på sin 11-årige søn Lucas for at sikre hans fremtid.
Og der er de unge forelskede Laura (Amaryllis August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt) fra Gammel Hellerup Gymnasiums sidste 3.g-årgang, som skal vurdere, om deres nye kærlighedsbånd er værd at satse liv og lemmer for.
Vanen tro tager Vinterberg undervejs mange af livets helt store temaer op i ’Familier som vores’ – fra kærlighed og religion til klimakrise og afsked.
Jeg beslutter mig derfor for at gøre det samme, da jeg møder ham til en times snak nær Tivoli, godt to uger inden seriens danske TV 2-premiere. Den er Vinterberg med på.
Tema #1: Fædreland
’Familier som vores’ handler om flugten væk fra Danmark. Dermed fungerer den også som et portræt af vores nation.
Thomas Vinterberg: »Ved at tage vores land fra os – vores sprog, vores æ, ø og å, vores sange – prøvede jeg egentlig at skabe en kærlighedserklæring til det. Til det vi har. Når man ikke tager det for givet, får det en ekstra styrke. De gamle romantikere som Oehlenschläger rejste væk fra deres hustruer for at skrive i længslen. Der opstår noget ved at fjerne det – man lærer noget af tomrummet«.
»Jeg har sikkert haft det som mange andre, at jeg i mine ungdomsår havde en stor udlængsel. Når jeg kørte ned ad Østerbrogade som barn, var det en helt ny verden. Så fik jeg en kæreste dér, var til en fest dér, og fik en ven dér. Det, der startede som en ny verden, blev hurtigt til en spændetrøje, en følelse af klaustrofobi og gav mig en ekstrem udlængsel. Min bedste ven emigrerede til USA og bor der stadigvæk. Jeg følte, at jeg stod tilbage i Kolding og ikke havde mod på at flytte ind til hovedstaden«.
»Men nu har jeg så oplevet det modsatte. Jeg har siddet mange søndage i alle mulige mærkelige – også attraktive – hovedstæder og tænkt: ’Hvad fanden laver jeg her? Det er jo ikke her, mine historier er. Jeg har intet forhold til det her sted, og jeg savner min familie’«.
»Da jeg fik idéen til ’Familier som vores’, sad jeg på et dødssygt hotelværelse i Paris. Jeg kunne lige så godt være gået ud og erobret byen, men jeg havde slet ikke hverken kraft eller lyst til det. Byen havde i øvrigt heller ikke lyst til mig. Jeg var kommet på den samme café i et halvt år i et forsøg på at skabe den der fortrolighed. Men jeg kan ikke fransk, så de betragtede mig som fuldstændig fremmed. Jeg var en art flygtning i et øjeblik«.
»Med alderen er jeg kommet til at opleve en stor, stor forbundethed til Danmark. Så tanken om at skulle løsrives fra mit ophav, som hundredtusindvis af flygtninge bliver, forfærdede mig. Det var derfor, jeg kastede mig over det«.
Tema #2: Privilegier
Med enkelte undtagelser (herunder en halvkriminel asfaltarbejder spillet af Thomas Bo Larsen) kommer hovedpersonerne i ’Familier som vores’ fra Danmarks overklasse. Der bliver i højere grad sagt farvel til gods og Hellerup-villa end til rækkehus og ungdomsbolig.
Thomas Vinterberg: »Jeg havde ikke lyst til at pege fingre og kalde os danskere privilegieblinde. Jeg tror så i øvrigt også, at vi alle er meget forskellige. Nogle er mere privilegerede end andre. Det var selvfølgelig fristende at tage nogle personer ud fra mit eget segment, som var meget privilegerede, for så er faldet dét større. Også fordi det er mennesker, jeg kender – og et menneske, jeg selv er. Det er interessant at se, hvilket menneske der er tilbage, når man tager alle vores privilegier fra os og fjerner alt det relationelle. Og der bare står – bum! – dig alene«.
»Rilke (den østrigsk-ungarske digter Rainer Maria Rilke, red.) siger: ’Mennesket kommer ikke i flertalsformer, men i utallige entalsformer’. Alle folk reagerer ekstremt forskelligt – også på kriser«.
»Man kan dog sige nogle generelle ting om os alle. For eksempel forsvinder empatien, og vi begynder kun at tage os af de nærmeste. Kan du forestille dig at sælge et hus til en intetanende person, velvidende at han kommer til at miste alle sine penge (som Nikolaj Lie Kaas’ karakter Jacob gør i ’Familier som vores’, red.)? Vi håber og forventer selvfølgelig af os selv, at nej, det ville vi ikke gøre. Men ville vi måske ikke i virkeligheden begynde at lede efter forklaringsmodeller, der retfærdiggjorde det, som ’han er også et dumt svin’ eller ’han har sikkert masser af penge’?«
»Nogle gange skammer jeg mig over mine privilegier. Jeg er en mand, der har haft assistenter i 30 år, så udover at jeg har privilegier, er der mere og mere praktisk, som rejseplanlægning og så videre, jeg ikke kan finde ud. Det er jo frygteligt, og det er jeg skamfuld over. Derfor var der en meget stor tilfredshed i at skrive replikken »I er to meget forkælede mennesker« (som en fransk bikarakter siger til Lie Kaas og Helene Reingaard Neumanns karakterer, red.). Den kom af en flovhed over mig selv«.
»Jeg har lavet et tankeeksperiment: Hvad ville der ske, hvis jeg frivilligt meldte mig til krigen i Ukraine? Det første, jeg ville gøre, var nok at begynde at brokke mig over soveforholdene og spørge efter kaffevognen. Så der har været en selvransagelse i at fjerne privilegierne fra mig selv, kan du sige. Jeg optræder lidt i alle rollerne. Jeg er måske i allerhøjeste grad den unge Elias, for som ung var jeg meget naiv og glad i låget, hvilket gjorde, at voksne mænd også havde lyst til at slå mig i hovedet«.
Tema #3: Klima
Klimaforandringernes konsekvenser er årsagen til, at hovedpersonerne bliver nødt til at forlade Danmark. Thomas Vinterberg vil dog nødigt sætte et klimamærkat på sin serie.
Thomas Vinterberg: »Jeg har været meget nervøs for – og jeg er stadigvæk nervøs for – at ’Familier som vores’ bliver betragtet som en klimaserie. Der er en resignation i mig og resten af befolkningen, tror jeg. Man magter ikke engang at læse om klimaforandringerne. Jeg tror virkelig, at der er en stor skamfølelse over, at vi ikke er i stand til at forandre os – og det er altså mig selv inklusive. Jeg bidrog for 10 dage siden til flytrafikken med en tur til Toronto i 20 timer, så jeg holder mig slet ikke hellig«
»Jeg synes, det er dybt foruroligende og samtidig dybt interessant, at vi kan sidde på Titanics 1. klasse, mens vandet fosser ind nede på 3. og 4. klasse, og vi bliver bare stadig ved med at æde og drikke og spille kort«.
»Men der, hvor jeg virkelig blev slået ud, var, da jeg hørte statistikken om de unge. De ønsker sig mere end nogle af os ældre generationer af sig selv at lave et mindre klimaaftryk. Det ligger meget højt på deres agenda. Men de gør det ikke. De flyver mere og mere og køber mere og mere tøj. Der må være en kæmpe følelse hos dem af uformåenhed, hvilket ikke er gavnligt, for det betyder jo så, at man simpelthen ikke gider forholde sig til det. Man vil jo ikke konfronteres med sin egen uformåenhed. Derfor er jeg selvfølgelig nervøs for, at folk heller ikke vil konfronteres med en klimaserie«.
»Samtidig med at man må konstatere, at mennesker ikke kan forandre sig – og slet ikke befolkninger – må man alligevel også konstatere, at vi fandme har opfundet os ud af mange kriser gennem verdenshistorien. Jeg håber, at mennesket bliver i stand til endnu en gang at opfinde sin egen overlevelse. Og at Titanic får lov at sejle videre«.
Tema #4: Håb
’Familier som vores’ er en dramatisk overlevelsesfortælling, men indeholder også håb for hovedpersonerne og verdens fremtid. Sådan så serien dog ikke ud fra start. I syv-års-perioden Vinterberg har arbejdet på serien, har han selv gennemgået en ubegribelig sorg, da hans 19-årige datter i 2019 omkom i en ulykke. Hans hustru fik ham til at åbne op for håbet i både livet og serien.
Thomas Vinterberg: »Min kone græd, da hun læste det første oplæg til ’Familier som vores’. Det var et år efter, min datter var død. Hun mente, at jeg havde fået en depression. Det tror jeg ikke, jeg havde. Jeg var bare meget, meget ked af det. Men hun bad mig om at lukke lidt håb ind i fortællingen og i mit liv, hvis det kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke rigtigt, men jeg kæmpede meget for det«.
»Dramaturgisk set er det okay for publikum at se på et menneske i nød, men et menneske, der har overgivet sig til det og måske endda har selvmedlidenhed, har vi ingen følelser for. Så lukker nogle skodder, for det kan vi ikke holde ud at se på. Et menneske, der derimod er tappert og stadigvæk kæmper med en lille smule håbefuldhed, det menneske elsker vi og græder vi over. Så er der kontakt. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvad der kommunikerer«.
»Måske er det, fordi livet er sådan. At vi er afhængige af et håb. Når vi oplever katastrofer, som jeg har oplevet, eller som de oplever i serien, så begynder man at håbe på noget større. Det er også derfor, jeg har taget et religiøst aspekt med i serien. For håb og tro er jo beslægtet.
»Den største udfordring for mig har været at overkomme fortællingens mørke og skabe håb. Vi gjorde det ikke ved at mase håb ind, for det kan man ikke. Så bliver det kunstigt. Vi gjorde det ved at åbne og forlænge slutningen og sige: Nå, hvordan klarer I jer så i de her lande, I er flygtet til?«
»I arbejdet med serien har jeg talt med Bo Møhl, som er min go-to-professor i psykologi – jeg talte også med ham til ’Druk’. Han sagde, at i kriser mister vi hurtigt vores empati og medmenneskehed og bliver infantile i vores opførsel – voldelige i visse tilfælde. Vores reaktionsmønstre bliver reduceret til fight or flight. Det går rigtigt stærkt. Men når krisen forsvinder, kommer empatien lige så hurtigt tilbage. For vi er gearet til og født som empatiske, sociale væsener. Det synes jeg faktisk, at der er noget meget håbefuldt i«.
Hvordan har du, mens du har arbejdet på serien, selv kunne lukke noget håb ind i livet?
»Det kommer meget an på min dagsform. Sådan er det vel også for andre. Det er bare i en ekstrem grad i min og min families situation lige nu. Hvis vi har sovet godt, dyrket motion og fået noget at spise, så kan man favne den kærlighed, der også er i det, og se på det som noget, man har fået. Og på dårlige dage, hvor man er i underskud, opleves det kun som noget, man har tabt«.
Tema #5: Religion og tro
Religion og spiritualitet spiller en rolle i ’Familier som vores’. Gudstjenesten fungerer som et terapeutisk og helende samlingssted for danskerne, og kirkerne lukker som en af landets sidste bærende institutioner. Undervejs gengiver journalisten Fanny (Paprika Steen) også en kirkebøn for sine danske medflygtninge. Og som et metafysisk sideplot synes drengen Lucas i øvrigt at have synske evner.
Thomas Vinterberg: »Den magtesløshed, de oplever i serien, må svare til et meget stort kontroltab. Og der er det jo netop i en famlen efter håb, at man leder efter noget større. At der må være nogen, der holder hånden under én, selv i alt det grusomme. Og derfor synes jeg, at religion var relevant.
»Hele det metafysiske lag med drengen er jo bare mig og Bo Hr. Hansen (medmanusforfatter, red.), der leger med mediet, kan du sige. Det har jeg altid gjort. Jeg synes, det er spændende det der med, at ens sanser måske kan række længere, end vi egentlig tør erkende. Og jeg synes, det er sjovt, når det bliver spundet ud af kontrol«.
»Jeg er opdraget af overbeviste ateister, som sagde: ’Søn, der er mindre mellem himmel og jord, end du tror’. Så jeg har masser af tvivl i min krop, især på de dage, hvor jeg ikke har sovet. Men jeg ønsker mig troen. Det er lige så svært som at ønske sig at være forelsket. Det er ikke noget, man kan vælge. Men man kan beskæftige sig med det. Man kan have sit blik på det. Ligesom hvis du forestiller dig, at du tager på en roadtrip med nogle piger i tre måneder. Så ender det sikkert med, at du bliver forelsket i en af dem, fordi de er omkring dig«.
»På den måde beskæftiger jeg mig med tro, så meget jeg nu kan i mit travle liv, som faktisk er for lidt. Jeg har altid været meget nysgerrig på og optaget af tro, fordi jeg føler, at antitesen til tro er meningsløshed. Og dén har jeg svært ved at bære. Så er det selvfølgelig blevet accelereret af, at jeg har mistet min datter. Jeg har lagt et brev i hendes kiste, hvor jeg lover hende, at vi bliver genforenet. Så det sætter det i et nyt perspektiv igen. Desuden er jeg jo gift med en præst, så det er meget omkring mig. Men jeg gad godt gå noget mere i kirke«.
Hvordan har du kunnet trække på din hustrus erfaring som præst i arbejdet med serien?
»For det første har hun skrevet præstens prædiken i afsnit 3 og den kirkebøn, som Paprika Steen læser op i afsnit 4. Det er min kones kirkebøn. Dernæst har jeg konsulteret hele det religiøse lag med hende. Helene og hendes kollegaer har et meget stort sprog for kærlighed og timelighed og sorg. Et sprog, man ikke finder andre steder. Det er jo vildt spændende«.
»Hendes erfaring har virkelig været til stor gavn. Men hendes egen sorg over Ida har været helt enorm. Så på den måde har hun jo ikke kunnet være den, der skulle bære det hele som præst. Hun har været helt overmandet af sorg selv. Så der har det været anderledes«.
Tema #6: Afsked
’Familier som vores’ handler i høj grad om at sige farvel til sit land, sine nærmeste og sit liv, som man kender det. Det er langt fra første gang, Vinterberg udforsker afsked i filmform, for mange af hans tidligere værker (herunder de tidlige 90’er-kortfilm ’Drengen der gik baglæns’ og ’Sidste omgang’) har på forskellig vis handlet om netop det – også hans (måske) næste projekt, en seriefortolkning af Astrid Lindgrens børnebogklassiker ’Brødrene Løvehjerte’.
Thomas Vinterberg: »Jeg fandt på den her serie, før min datter døde. Og jeg har altid været optaget af afsked. Af de film, jeg har lavet, har 70 procent af dem handlet om det. Jeg ved ikke hvorfor, men det er det, der hjemsøger mig om natten. At jeg så også er blevet hjemsøgt af det i mit liv, har jo en frygtelig skæbnens ironi i sig. Men jeg er bare meget optaget af det og har altid været det«.
»’Brødrende Løvehjerte’ handler også om tab, kan du sige. Og længsel og kærlighed. Det er en vild ting. Projektet er dog ikke solgt endnu. De har heller ikke prøvet endnu, vil jeg så lige sige. Så derfor er jeg meget forsigtig med at sige, at det skal jeg lave, for det bestemmer jeg sådan set ikke. Men der er nogle mennesker, der har besluttet sig for at prøve at lave det sammen med mig. Jeg er i gang og udvikler på det, og det er fedt at sidde med. Der er dog lidt mange heste og drager og sådan noget. Det tænder mig ikke specielt«.
»’Brødrene Løvehjerte’-bogen står som en bibel i min barndom – i et ateistisk hjem. Min far har interviewet Astrid Lindgren i hendes køkken. Hun er Gud hjemme hos os. Det er ret vildt, for jeg kan godt mærke, at det er et stort ansvar, jeg har fået hjem. Jeg mødte en af mine yngre instruktørkollegaer her forleden – jeg ved ikke, om han ønsker at blive nævnt ved navn – som kiggede på mig og sagde: ’Du skal lave Løvehjerte.’ Uden at flytte blikket rullede han sit ærme op, og så var der en tatovering af de to brødre på broen. Jeg tænkte: ’Hold da kæft.’«
Det betyder noget.
»Ja, det gør det virkelig. Så det er meget privilegeret, men lad os nu se, om det bliver til noget. Der er faktisk også nogle store udfordringer i det. Det skal laves på engelsk, hvilket er en udfordring. Det er en kommerciel beslutning, som kan bringe fortællingen ud til et større publikum end Skandinavien og Tyskland, der som de eneste kender til bogen på forhånd. Det kan jeg godt se en pointe i. Men jeg skal bare gøre mig umage og kæmpe mod det generiske«.
Og mod dragerne?
»Ja, alene det at lave en drage er jo lidt generisk efterhånden. Der er fandme mange drager«.
Tema #7: Kærlighed
Sidste tema er det største og samtidig det mest enkle. Kærlighed er brændstof til plottet for nærmest alle fortællinger, også i ’Familier som vores’, hvor de danske familier krydser europæiske grænser på kryds og tværs for at blive genforenet med dem, de elsker. Og hvor unge Laura skal vælge mellem at fortsætte livet sammen med sin far og sin kæreste Elias eller vende dem ryggen for at bo med sin enlige mor.
Thomas Vinterberg: »Kærlighed er et kæmpe tema. Fanny kan kun komme igennem sit traume, fordi hun bliver båret af sin datters kærlighed. En kærlighed, der får en forelsket ung mand til at krydse et kontinent for at møde sin nye kæreste. Og kærligheden mellem far og datter, som bliver savet midt over på et Zoom-opkald. Det er kærlighed i mange former. Og allervigtigst, inde i midten, Lauras valg mellem sin egen ungdomskærlighed og forelskelse eller kærligheden til sin mor. Så det hele handler om kærlighed. Det er også titlen på en film, jeg har lavet engang (’It’s All About Love’, red.).
»Det var spændende at høre min kones betragtning om kærligheden i forhold til Lauras valg i serien. Hun peger på den såkaldte narcissistiske kærlighed, hvor man går ind i et parforhold og tænker, hvordan kan jeg blive tilfredsstillet af det her? Hvordan kan jeg blive løftet af det her? Hvordan ser jeg ud med den her person? Hvis ikke det regnskab går op og er i plus, så er det bedst for mig at forlade det. Det er jo nærmest blevet en ny form for moral, hvorimod den gamle kristne kærlighed handlede om, hvad man kan gøre for den anden, og hvordan man kan få den anden til at vokse«.
»TV 2 ville gerne have, at vi kogte vores serie ned til én sætning, hvilket var en meget smertefuld øvelse. Det blev: ’Landet forgår, men kærligheden består’. Det er næsten så catchy, at det ikke rigtigt er til at holde ud, men det er jo faktisk grundtesen for det, vi har lavet. Og grundtesen for enhver sorgproces, i hvert fald set med kristne øjne. Kærligheden består«.
’Familier som vores’ kan ses på TV 2 Play fra søndag den 20. oktober.