’Maxxxine’: Mia Goth passer perfekt til brat-profilen i den glitzende finale på Ti Wests gysertrilogi
Alle, der kommer til Hollywood, håber at blive en stjerne. Og alle stjerneinstruktører håber en dag at lave deres egen film om Tinseltown.
Med den biografaktuelle ’Maxxxine’, som er finalekapitlet til hans storstilede ’X’-trilogi efter ’X’ og ’Pearl’, bringer instruktør Ti West et gysertwist til den klassiske fortælling om den glubske drømmefabrik, der efterlader ærgerrige kunstnere hule bag øjnene.
Filmen, som er skabt i samarbejde med hovedrolleindehaver Mia Goth, deler således mere dna med Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ end med pornofilmen ’Behind the Green Door’ eller Brian de Palmas ’Body Double’, som den ellers flittigt refererer.
Ikke at den genrekyndige instruktør skærer ned på de grafiske grusomheder.
Overleveren fra den første film ’X’, Maxine Minx (Goth) har i 1985 klatret karrierestigen fra Texas’ brogede smudsfilm til Hollywoods prestigiøse studiegysere. Her lurer den bestialske seriemorder the night stalker iklædt læderhandsker og filthat, parat til at myrde Maxines nærmeste med sin jagtkniv.
Blandt L.A’.s rakkerpak af lyssky eksistenser findes også Kevin Bacons sleske privatdetektiv komplet med guldtænder og et lurvet jakkesæt. Han gør det til sin mission at chikanere Maxine på vegne af en mystisk, magtfuld arbejdsgiver.
Jagtsekvenserne mellem de to er som snydt ud af næsen på Palmas stilfulde thrillere som ’Blow Out’, der i sig selv kiggede over skulderen på Hitchcock. Det kunne kaldes et ekko af et ekko, men West fører taktstokken med en umiskendelig selvsikkerhed.
Kristne familiefædre protesterer mod satanisme uden for Hollywoods forgyldte gitre, og Buster Keaton-impressionister går på kvinderov i byens skumle gyder. Det stærke set-design akkompagneres af et spændstigt soundtrack fra komponist Tyler Bates, der både omfavner årtiets bløde saxofoner og hårdtslående synths.
Imellem de intense actionsekvenser taber filmen desværre pusten. Filmen i filmen, som Maxine deltager i, bliver aldrig for alvor udfoldet, ligesom det overordnede mordmysterie kører i komplet tomgang.
Det skyldes især, at mordofrene spilles af gæstecameos som Halsey, Lily Collins og Moses Sumney. Om end det er morsomt at se de smukke og celebre kendisser møde hver sit grusomme endeligt, så savner man den rå karisma fra Jenna Ortega, David Corenswet eller Kid Cudi i trilogiens første film.
Hvor filmens to forgængere introducerede et broget katalog af elskværdige personager til at blive lemlæstet, stukket, ædt og skudt, sætter West og medproducer Goth nemlig i denne sidste svingom sigtekornet skarpt på Maxine selv.
Man kan klandre dem, at de måske ville undgå en situation, hvor én af spillerne på andenviolin overstrålede stjernen – som det netop skete med Ortega i ’X’.
Heldigvis har Goth nok benzin i tanken til egenhændigt at trække læsset nogenlunde i mål. Her spiller hun sin selverklærede stjerne med en opstoppet indbildskhed og rå nerve, som er umulig ikke at elske at hade.
Tiden er til arrogante brats med rodet makeup og fedtet hår, som tager sin skæbne i egen hånd, og Goth passer som fod i hose til den profil. Filmen omkring hende funkler bare ikke helt så skarpt som sine forgængere.
Kort sagt:
Ti West og Mia Goths udforskning af smut-genren i det puritanske Amerika tager efter ’X’ og ’Pearl’ endelig til Hollywood i et sidste kapitel, som giver masser af plads til Goths talenter … og ikke nogen andres.